Ydmyghed og humor skal der til
Vatican News Oversættelse: Lisbeth Rütz - Vatikanstaten
Livet kræver ydmyghed
Af pave Frans
De skulle ikke alle komme til at aflægge eksamen i slutningen af 1955 disse 14 drenge, der i marts 6 år før var mødt op, fulde af forhåbninger på den tekniske skole med speciale i kemisk industri. Ikke alle desværre. En af dem skulle desværre på tragisk vis falde fra på vej mod målet.
Han var søn af en politibetjent. Og sandsynligvis på mange måder den mest intelligente og talentfulde af os alle sammen, en passioneret kender af klassisk musik, med et dybt kendskab til den og med en litterær dannelse på niveau med hans musikalske… Denne store dreng der var høj og firskåren, den mest korpulente af os. Et geni. Men menneskets tankeverden er nogle gange et uudgrundeligt mysterium. Og en dag der lignede alle andre, tog denne dreng faderens pistol og dræbte en jævnaldrende, en af vennerne fra kvarteret.
Som et pistolskud – som en pludselig eksplosion ramte nyheden også os, og vi var chokerede. De spærrede ham inde på en retspsykiatrisk afdeling, og jeg tog hen for at besøge ham. Det var min første konkrete erfaring af et fængsel – som var en dobbeltstraf, fordi det var også et sted, hvor sindssyge blev indespærrede. Jeg kunne kun hilse på min ven gennem et lillebitte vindue – et frimærke, der var inddelt i fire dele af et gitter og indrammet af en tung jerndør. Og det var frygteligt - jeg blev dybt rystet af det. Jeg vendte tilbage med nogle kammerater for at besøge ham. Nogle dage efter hørte jeg en arbejdsmand på skolen og nogle drenge fra et andet kursus tale hånligt om det. Jeg blev rasende. Jeg talte til dem med store bogstaver og skyndte mig hen til skolelederen for at udtrykke min bebrejdelse - for at sige, at lignende ting ikke burde ske mere, at det var endnu mere alvorligt, at en ansat på skolen var involveret, at den dreng allerede havde lidt tilstrækkeligt fanget som han var mellem sindssygehospital og fængsel. Dette raserianfald skulle i skolen komme til at skaffe mig et ry som et retskaffent menneske. Jeg ved ikke, hvor fortjent det var: men sådan er det, når rygterne spredes. Min ven blev så sendt på opdragelsesanstalt, og vi fortsatte med at skrive til hinanden. Han slap for fængslet, for da det skete, var han stadig mindreårig. Han kom ud i friheden nogle år derefter.
Efter jeg var blevet færdig med skolen, mens jeg allerede var i novitiatet, ringede en af mine tidligere kammerater til mig. Han sagde til mig, at det var lykkedes ham at komme i kontakt med søsteren til denne dreng, og at hun stærkt påvirket af situationen havde sagt til ham, at kort tid efter løsladelsen havde han begået selvmord. Han var vel omkring 24 år.
Som en af Davids salmer siger –nogle gange er menneskets hjerte en afgrund.
Det smertede mig både i hjerte og sjæl. Jeg gik på studiets fjerde år, da en dreng fra første årgang kom hen til mig i bussen. Jeg mener, han havde spurgt mig, om jeg kunne skaffe ham en eller anden bog, han havde brug for. Jeg sagde ja, at jeg havde den hjemme og ville bringe ham den, og sådan begyndte vores forbindelse. Han var enebarn og i skolen kendt for de disciplinære problemer, han var årsag til. Jeg havde allerede mærket, at jeg var kaldet og følte på en intens måde denne kaldelse, som jeg ikke havde fortalt andre om. Jeg begyndte så at følges med ham, at tale med ham og tage mig af ham som jeg bedst kunne. Jeg tog også med ham hjem for at lære hans forældre at kende. Familien Hedera var brave mennesker. Men til slut da jeg gik på sjette årgang dræbte denne dreng sin mor med en kniv. Han var nok omkring 15 år - ikke mere.
Jeg husker vågenatten i dette hus, faderens ansigt mørkt som jord, hans dobbelte smerte, at han var uden fred. Det var som Jobs maske: ” Mine øjne blindes af sorg, og alle mine lemmer er som skygger” (Job 17,7)
Også denne nyhed spredtes på skolen som et uvejr, jeg kunne måske sige, at den trængte dybt ind i os med hele livets tragiske og komplekse karakter. Jorge Luis Borges skrev:” jeg forsøgte, jeg ved ikke med hvilket held at skabe nogle lineære fortællinger. Jeg vover ikke at hævde. de er enkle; der er ikke en eneste side, et eneste ord på jorden, der er det”.
Der skal ydmyghed til for at fremstille livets komplekse karakter. Jeg værdsatte og agtede Borges meget. Den værdighed og alvor han levede sit liv med. Han var en meget vis og meget dyb mand. Da jeg som knap 26-årig blev underviser i litteratur og psykologi ved Kollegiet for den uplettede Undfangelse i Santa Fe, holdt jeg et kursus i kreativ skrivning for studenterne, og jeg sendte ham gennem hans sekretær, som havde været min klaverlærer, to fortællinger, der var skrevet af drengene. Jeg virkede noget yngre end jeg var og det så meget, at studenterne indbyrdes havde givet mig øgenavnet Carucha (drengefjæs) Borges var derimod allerede en af det tyvende århundredes mest fejrede forfattere og dog fik han dem læst op, da han nu var praktisk talt blind, og tilmed faldt de meget i hans smag.
Jeg inviterede ham også til at give nogle lektioner over temaet gauchos i litteraturen, og det sagde han ja til. Han kunne tale om en hvilken som helst ting uden at blive kunstig. Som 66-årig tog han en bus til Buenos Aires og rejste otte timer om natten for at nå til Santa Fe. Ved en af disse lejligheder kom vi for sent, for da jeg kom hen for at hente ham på hotellet, spurgte han mig, om jeg kunne hjælpe ham med at barbere sig. Han var en agnostiker, der hver aften bad Fadervor, for det havde han lovet sin mor, og han skulle også senere komme til at dø med Kirkens trøst. Det kan kun være en mand med åndelighed, der skrev ord som disse: ”Abel og Kain mødtes efter Abels død. De gik ud i ørkenen og genkendte hinanden langvejs fra, for de var begge meget høje. Brødrene satte sig ned på jorden, tændte op til et bål og spiste. De tav som trætte mennesker gør, når dagen er ved at gå på hæld. På himlen dukkede en stjerne op, der endnu ikke havde fået sit navn. I skæret af flammerne bemærkede Kain mærket fra stenen på Abels pande, og idet han gav slip på det brød, han var ved at føre op til munden bad han om, at hans forbrydelse blev ham tilgivet. Abel svarede: ”Du har dræbt mig, eller er det mig der har dræbt dig? Jeg kan ikke huske det mere; vi er sammen her som vi var før”. "Nu ved jeg, at du virkelig har tilgivet mig”, sagde Kain, ”for at glemme er at tilgive. Også jeg vil forsøge at glemme”.
”At kunne le er det gær, der får glæden til at vokse”
Af pave Frans
Håbet er også en vittig lille pige. Hun ved, at humoristisk sans og smil er livets gær og et instrument til at møde vanskeligheder, ja endda kors med modstandskraft. En vis forklaring af forfatteren Romain Gary passer godt – det er en erklæring om værdighed ”Påstanden om at mennesket kan klare det der sker for vedkommende. ” […]I familien var også disse ting et emne i vores forældres opdragelse af os.
For alle os søskende blev en pædagogik med sans for glæde, sund ironi og spøg anset for at være noget vigtigt.
[…] Min families liv har kendt til ikke så få vanskeligheder, lidelser og tårer, men selv i de hårdeste øjeblikke erfarede de, at et smil, en latter kunne ruske op, så man fik energien til at komme på sporet igen. Især lærte far os meget. Det drejer sig ikke om at fjerne noget, lade som ingenting, formindske problemerne; det komiske er for øvrigt ikke andet end det tragiske set bagfra. – men snarere drejer det sig om at bevare plads inde i sig selv til den glæde der er så afgørende for at møde og overvinde tingene […] Det er for at påpege dette faste bånd, dette heldige ægteskab mellem håb og glæde, at jeg i månederne før åbningen af den hellige port ville møde en gruppe på mere end 100 kunstnere fra forskellige nationaliteter med hver deres speciale inden for komik. Nogen fremhævede, at det var et stort spring fra dengang skuespillere og gøglere skulle begraves i jord, der ikke var indviet; men hvis man vælger at tage navnet Frans, ”Guds gøgler”, er det sandsynligvis det mindste, man kan vente sig. Kort efter sagde en af dem vittigt til mig, at det er smukt at prøve på at få Gud til at le. ….. hvis ikke Hans alvidenhed havde været en kendsgerning. Han foregriber alle replikkerne for dig og ødelægger slutningen. Netop dette er den sans for humor, der gør hjerterne så godt.
Uundgåeligt har livet sine bitre øjeblikke, der er en del af enhver vandring mod håb og omvendelse. Men koste hvad det koste vil – man skal undgå at kæle for melankolien, man må ikke give lov til, at den gør hjertet sygt. […] Det er fristelser, som heller ikke de Gudviede er fri for. Og desværre sker det, at man møder bitre, melankolske mennesker - mennesker der er mere autoritære end egentlige autoriteter, mere ungkarle end Kirkens brudgomme, mere funktionærer end hyrder eller mere overfladiske end glade, og også dette er selvfølgelig ikke godt Men generelt har vi præster en god, naturlig trang til humor og også en vis vane i at sige vittigheder og små anekdoter, som vi ofte spiller en rolle i samtidig med, at vi er gode til at fortælle dem.
Og så er der paverne. Johannes XXIII, der var kendt som en spøgefugl, sagde under en tale mere eller mindre dette: ”Det sker ofte for mig om natten, at jeg begynder at tænke på en række alvorlige problemer. Så tager jeg den modige og resolutte beslutning at gå hen og tale med paven om det om morgenen. Så vågner jeg, og jeg husker, at paven – det er mig”. Og heller ikke Johannes Paul II var uden humoristisk sans. På forberedelsesmøderne til et konklave, da han endnu var kardinal Wojtyła, var der en ældre og temmelig streng kardinal, der kom hen til ham. Han ville bebrejde ham, at han stod på ski, besteg bjerge, cyklede, svømmede. ”Jeg synes ikke, dette er aktiviteter der er passende for Deres rolle”, sagde han til ham med dæmpet stemme. ”Men ved De ikke, at i Polen er det aktiviteter, der er almindelige for mindst 50 % af kardinalerne”? I Polen var der på den tid kun to kardinaler.
Ironi er medicin, ikke bare for at løfte andre og give dem ny indsigt, men også for én selv. For selvironi er et magtfuldt instrument til at besejre fristelsen til narcissisme. Narcissister ser konstant på sig selv i spejlet, maler sig, kikker igen på sig selv; men det bedste råd når man står foran et spejl er altid at le ad sig selv. Det vil gøre os godt. Det vil gøre det tydeligt, hvor sandt det gamle kinesiske ordsprog er der siger, at der kun er to perfekte mennesker: den ene er død – den anden er endnu ikke født. […] Hvad det angår, har Kirken på det uformelle plan en kompleks serie af forskellige slags replikker og vittigheder alt efter ordener, kongregationer, figurer. […] Vittigheder om jesuitter og af jesuitter er en hel genre for sig selv og kan måske kun sammenlignes med vittigheder om carabinieri i Italien eller jødiske mødre i vittigheder på jiddisch.
Med hensyn til faren for narcissisme, som kan forebygges med de rette doser af selvironi, kommer jeg i tanker om en lidt forfængelig jesuit, der har et hjerteproblem og må lade sig indlægge på hospitalet. Før han kommer ind på operationsstuen, spørger denne jesuit Gud: ”Herre, er min time kommet ”. ”Nej, du får 40 år mere”, siger Gud til ham. Så snart han er kommet til hægterne igen, benytter han sig af det til at få en hårtransplantation, et ansigtsløft, fedtsugning, øjenlåg og tænder ordnet… alt i alt kommer der en helt ny mand ud af det. Men så snart han er kommet ud af hospitalet, bliver han påkørt af en bil, og han dør. Så snart han præsenterer sig for Guds åsyn, protesterer han: ”Men Herre, du sagde, jeg ville leve mindst 40 år mere”.
Og Gud siger: ”Ups, jeg havde ikke genkendt dig”. Og de har fortalt mig en, der direkte angår mig, den om pave Frans i Amerika. Han gør mere eller mindre sådan: så snart han er landet i New Yorks lufthavn på sin apostoliske rejse til USA, ser pave Frans, at en enorm limousine venter på ham. Al denne pragt gør ham lidt forlegen; men så tænker han, at han ikke selv har kørt i årevis og i hvert fald aldrig en bil af den slags, og så siger han til sig selv: men når det nu er sådan… Han kikker på limousinen og spørger chaufføren: ”Hvad med at lade mig prøve den”?
Og chaufføren siger: ”Hør lige her, jeg er ked af det Deres Hellighed, men jeg kan virkelig ikke, De kender procedurerne i protokollen. ” Men I ved, at de siger hvordan paven er når han sætter sig en ting i hovedet. Han bliver ved med at insistere, indtil chaufføren giver efter. Pave Frans sætter sig så bag rattet på en af disse enorme gader, og han får smag for det, han begynder at speede op på 50 i timen, 80, 120… Indtil man hører en sirene og en politibil køre op ved siden af ham og standse ham. En ung politimand nærmer sig det tonede vindue, paven, der er lidt skræmt, ruller ned for vinduet og betjenten blegner. ”Undskyld et øjeblik” siger han og vender tilbage til tjenestebilen for at ringe op til centralen. Og chefen siger: ”Hvad er problemet”? ”Æh, jeg standsede en bil, der kørte for hurtigt, men der sidder en virkelig vigtig fyr i den”. ”Hvor vigtig? Er det borgmesteren”? ”Nej boss, mere end borgmesteren”. ”Og hvem er mere end borgmesteren? Guvernøren? ”Nej, han er vigtigere” ”Men det er vel ikke præsidenten”? ”Hør her chef, jeg ved ikke rigtig, hvem det er; men jeg siger Dem bare, at paven er chauffør for ham”
Evangeliet der formaner os til at blive som børn (Mt 18,3) for vores egen frelses skyld minder os på denne måde også om, at vi skal genvinde vores evne til at smile. For psykologerne, der har påtaget sig at sætte tal på, viser de sig at smile ti gange mere end de voksne.
Der er intet, der opmuntrer mig så meget, som at møde børnene: hvis jeg som barn havde mine læremestre i at smile, så er det nu børnene, der er mine mentorer. Det er de møder, der bevæger mig mest, der virkelig får mig til at føle mig godt tilpas. Og så møderne med de gamle, der velsigner livet og lægger enhver form for nag til side, der har glæden som den vin der med årene er blevet bedre og bedre. De er uimodståelige.
De har som børnene grådens og latterens gave. Når jeg tager dem i mine arme på Peterspladsen, smiler de fleste børn, mens andre der ser mig helt klædt i hvidt tror jeg er den læge, der er kommet for at give dem en indsprøjtning og så græder de. De er mestre i spontanitet, og de minder os om, at den der giver afkald på sin egen menneskelighed giver afkald på alt og at når det bliver svært for os virkelig at græde eller slå en stor latter op, så er vores forfald virkelig begyndt. Vi bliver som zombier, og voksne der er som zombier gavner hverken sig selv, samfundet eller Kirken.
