Hvad gør et sakramente gyldigt? Nyt dokument fra Vatikanet præciserer

Vatican News Oversættelse ved Lisbeth Rütz – Vatikanstaten

Lørdag den 3. februar blev der offentliggjort en skrivelse fra dikasteriet for troslære. Det er en tekst, der er blevet diskuteret og godkendt af kardinaler og biskopper fra dikasteriets nyligt afholdte plenarforsamling og derefter godkendt af pave Frans. Med skrivelsen bekræftes det, at formuleringer og materielle ting i sakramentsfejringen, ikke kan forandres efter behag i kreativitetens navn. Gør man det, er sakramentet ikke gyldigt, altså har det aldrig været der.

Fernandez´præsentation

I præsentationen af dokumentet forklarer kardinal Victor Fernandez, præfekt for dikasteriet, dets tilblivelseshistorie, dvs. ” mangedoblingen af situationer hvor man måtte konstatere ugyldigheden af de sakramenter der blev fejret”. Der var sket ændringer, som ” havde gjort det nødvendigt at opspore de involverede personer for at gentage dåbs- eller firmelsesritualet, og et betydeligt antal troende har helt rimeligt udtrykt deres anfægtelser over det”. Der citeres for eksempel ændringer i dåbsformularen: ” Jeg døber dig i Skaberens navn” og ”I faderens og moderens navn… døber vi dig”. Det er omstændigheder, der også har haft betydning for nogle præster, der ” fordi de var blevet døbt med formularer af denne type på smertefuld vis opdagede ugyldigheden af deres egen ordination og de sakramenter, de havde fejret indtil dette øjeblik”. Kardinalen forklarer, at ”mens man inden for andre områder af Kirkens pastorale virksomhed har et stort råderum for kreativitet”, udarter kreativiteten inden for fejringen af sakramenterne snarere til en ”vilje til at manipulere”. Fernandez konkluderer ved at minde om, at ” af os, der tjener Kirken, kræves styrken til at overvinde fristelsen til, at vi føler os som ejere af Kirken”. Han understregede, at ” de troende for deres vedkommende har ret til modtage sakramenterne efter Kirkens bestemmelser”.

Guds handling kommer først

”Med begivenheder og ord i tæt sammenhæng – læser man i skrivelsen fra dikasteriet – afslører og aktualiserer Gud sin frelsesplan for enhver mand og kvinde Desværre ” må man konstatere, at den liturgiske fejring - i særdeleshed fejringen af sakramenterne – ikke altid foregår i fuld trofasthed over for Kirkens forskrifter”. Dokumentet minder om, at ”Kirken lige fra begyndelsen har haft en særlig omsorg for de livgivende kilder, der er vitale for dens eksistens og vidnesbyrd: dvs. Guds Ord som det bevidnes af de hellige skrifter og af traditionen og sakramenterne som de fejres i liturgien. Gennem dem føres Kirken hele tiden tilbage til Kristi påskemysterium”. Af den grund har læreembedets indgreb på det sakramentale område ”altid været drevet af grundlæggende omsorg for trofasthed over for det mysterium, der fejres”. Det er faktisk Kirkens pligt at sikre sig prioriteringen af, at det er Gud der handler og at bevare enheden af Kristi legeme i handlinger, der er unikke, fordi de er hellige ”par excellence” med en kraftfuldhed, der garanteres af Kristi ypperstepræstelige handling”. Kirken er i øvrigt ”bevidst om, at den der formidler Guds nåde og ikke ejer den. Men man gør sig til instrument for Ånden ved at give Kristi påskegave videre. Den ved i særdeleshed, at dens magt i sakramenterne standser foran deres substans” og at ”i den sakramentale gestik bør den vogte over den frelsende gestik, som Kristus har givet den”.

Materie og form

Skrivelsen forklarer, at ”sakramentets materie består i den menneskelige handling, Kristus agerer gennem. I den menneskelige handling er der af og til et materielt element til stede (vand, brød, vin, olie) andre gange er der en særlig udtryksfuld gestus (korsets tegn, håndspålæggelse, neddykning, overøsning med vand, samtykke, salvelse) En kropslighed ”der er uundværlig, fordi den får sakramentet til ikke blot at rodfæstes i den menneskelige historie, men også mere fundamentalt i Skabelsens symbolske orden. Den fører tilbage til mysteriet om Ordets inkarnation og den forløsning, der er Hans værk”..Hvad angår sakramentets form, er det ”konstitueret af ordet, der giver en transcendent betydning til materien ved at forvandle den ordinære betydning af det materielle element og den rent menneskelige betydning af den handling ,der udføres. Dette ord får altid i forskelligt omfang inspiration fra Den hellige Skrift;  det slår rødder dybt nede i den levende kirkelige tradition, og det er blevet defineret med den myndighed, som Kirkens læreembede har”. Derfor har materiale og form aldrig været afhængige og ”kan heller ikke være afhængige af enkeltindividets eller det enkelte fællesskabs vilje”.

Man kan ikke ændre

Dokumentet understreger endnu en gang, at ”for alle sakramenters vedkommende er der altid blevet krævet i hvert tilfælde, at bestemmelserne for at fejre sakramentet gyldigt overholdes. Det sker i bevidstheden om, at tilfældige ændringer i den ene eller anden ting – ændringer der kan være alvorlige og ødelæggende – skal renses bort. De skader uddelingen af den overstrømmende sakramentale nåde til indlysende fare for de troende”.  Det som man læser i de autoriserede liturgiske bøger skal trofast respekteres uden ”at tilføje, fjerne eller ændre noget”. For hvis ordene eller materialet ændres, er sakramentet ikke til stede. Hvad dette angår, skelnes der i note 34 i dokumentet på en betydningsfuld måde mellem det tilladte og det gyldige. Det forklares, at ” en hvilken som helst ændring i sakramentsformularen er altid en handling, der i allerhøjeste grad ikke er tilladt”, også selv om det drejer sig om minimale ændringer, der ikke ændrer den oprindelige betydning og ikke gør sakramentet ugyldigt. Forandringen af de elementer, der indgår i fejringen af sakramentet, medfører også ”en tvivl om præstens reelle intention, fordi de er skadelige for gyldigheden af det fejrede sakramente”.

Fejringens kunst

Liturgien tillader den variation, der bevarer Kirken mod ”rigid uniformitet ”, som man læser i Sacrosanctum Concilium - konstitutionen fra Det andet Vatikankoncil. Men denne mangfoldighed og kreativitet, der gør riten mere forståelig og de troende mere aktive i fejringen, har ikke med det væsentlige i fejringen af sakramenterne at gøre. ”Det forekommer mere og mere påtrængende - siges der i skrivelsen-  at der udvikles en fejringens kunst, som både holder afstand til en rigid regeldyrkelse og en utæmmet fantasi. Derved skabes der en disciplin, der skal respekteres, især hvis man skal være autentiske disciple”. I teksten gentages dette citat af pave Frans: Det drejer sig ikke om, at man skal følge en liturgisk håndbog for god opførsel, men snarere om en ”disciplin” i den betydning, der blev brugt af Romano Guardini. Hvis denne disciplin overholdes på autentisk vis, former den os gennem ord og forskellige former for gestik, bringer orden i vores indre verden ved at lade følelser, holdninger, forskellige former for opførsel finde deres plads der De er ikke udtryk for et ideal, vi skal forsøge at finde inspiration i, men en handling der involverer hele kroppen, det vil sige dens enhed af sjæl og krop”.

Værne om sakramenternes rigdom

” Men denne skat har vi i lerkar, for at den overvældende kraft skal være Guds og ikke vores” (2 Kor 4, 7) I sine konklusioner citerer skrivelsen fra dikasteriet for troslæren den hellige Paulus´ord. Der bruges et modsætningsfuldt billede ”for at understrege,  hvordan det sublime i Guds magt afsløres gennem svagheden i det menneske, der tjener ham  - også når sakramenterne fejres. Hele Kirken er kaldet til at vogte over den rigdom der indeholdes i den for at  Guds frelsende handlen i historien aldrig skal tabes af syne. Det sker, skønt nåden på skrøbelig vis formidles gennem tegn og gestusser, der hører den menneskelige natur til”.