Pizzaballa: jeg frygter en meget lang krig. Der skal arbejdes for våbenhvile
Roberto Cetera Oversættelse: Lisbeth Rütz
Fordømmelse af vold i enhver form, nødvendigheden af at arbejde på våbenhvile og især at lade våbnene tie for at “lytte til andre stemmer”. Kardinal Pierbattista Pizzaballa, latinsk patriark af Jerusalem, føler smerte, men er ikke forbavset over de rædsler der lige nu foregår i Israel og Gaza. I nogen tid har han forudset en optrapning af spændingsniveauet, dog ikke til der, hvor vi er nu. Den nye kardinal, der nu er vendt tilbage til Jerusalem, frygter, at krigen vil vise sig at blive meget lang og vare i det mindste indtil man vil tage stilling til det palæstinensiske spørgsmål.
Deres eminence – det er lykkedes Dem at vende tilbage til Jerusalem. Hvad så De? Hvilke indtryk har De fået?
Det lykkedes mig at vende hjem gennem Jordan på en temmelig dristig måde med hjælp fra både de civile og militære myndigheder på både israelsk og jordansk side. Jeg fandt et land, der var forskræmt og forbløffet over hvad der var ved at ske. Jeg fandt i det hele taget et land, der i høj grad var forandret øjeblikkeligt.
Har De særlige nyheder om, hvordan det står til med det kristne samfund i Gaza?
JA, de har det alle godt. Nogle familier har fået deres huse ødelagt, men de er i god behold. De er alle samlede i sognets og vores skoles lokaler i den tro, at disse steder ikke bliver angrebsmål. Naturligvis er de meget anspændte. De har reserver med fødevarer til et stykke tid; men hvis belejringssituationen skulle fortsætte, ville det være et problem. For øjeblikket er vi glade for at vide, at de alle har det godt og at de er forsamlede i sognets lokaler.
I mange kommentarer har man fremhævet uforudsigeligheden af det, der sker i disse timer, men i månedsvis har De understreget, at der foregik en stigende eskalering af voldshandlinger som ville kunne blive til noget endnu værre, præcist som det sker lige nu...
Jeg har desværre haft let ved at være profet. Eskaleringen af sammenstødet skete, mens alle så det. Men ingen havde forudset en eskalering med de dimensioner og med den brutalitet. Dette bringer imidlertid et andet spørgsmål tilbage. Et spørgsmål, der længe blev skubbet til side – det palæstinensiske spørgsmål. Så længe det palæstinensiske spørgsmål om frihed og værdighed og en fremtid for palæstinenserne ikke tages i betragtning og under de former der er nødvendige i dag, vil perspektiverne for fred mellem Israel og Palæstina se endnu mere dystre ud.
Deres eminence, jeg er klar over, at med de kampe, der foregår, er det vanskeligt at forudsige, hvad der sker, men kan De se lignende scenarier for Dem i de næste timer og dage?
Det er helt sikkert at forudsige, hvad der vil ske i dette øjeblik. Det er klart, at vi ikke er midt i en militæroperation, men i den krig, der er erklæret. Og jeg frygter, det vil være en meget lang krig. Sandsynligvis vil det israelske svar ikke begrænse sig til bombardementerne, men vil være en landoperation. Det er klart, at vi pludselig er kommet ind i en ny fase i dette lands liv og i en ny fase af forholdet mellem Israel og Palæstina. Hvis man overhovedet kan tale om et forhold.
Hvad føler man der skal siges til det internationale samfund?
Det internationale samfund bør igen se på Mellemøsten og på det israelsk-palæstinensiske spørgsmål med mere opmærksomhed end den, der hidtil er blevet udvist. Og det må arbejde meget for at få ro over situationen og for at bringe parterne til fornuft gennem forhandlinger, der ikke nødvendigvis skal være offentlige, fordi de offentlige aldrig vil komme til at fungere. Vi har brug for støtte for at fordømme enhver form for vold, for at isolere de voldsparate og for at arbejde uden ophør for en våbenhvile. For så længe våbnene taler, vil det ikke være muligt at lytte til andre stemmer.
