Fernández: det vigtigste er at få en dialog mellem teologien og Guds folks liv

Alessandro Di Bussolo – Vatikanstaten Dansk oversættelse ved Lisbeth Rütz

“Kirken tager afstand fra fideismen, forsvarer fornuftens værdi og nødvendigheden af dialogen mellem tro og fornuft, der ikke modsiger hinanden”- “Men af og til opstår der i Kirkens centrum en vis måde at ræsonnere på, en serie principper, der styrer alt, også selv om det definitivt handler om en forma mentis, der er mere filosofisk end teologisk, som resten må underkaste sig og som til slut tager Åbenbaringens plads”. Og vogterne over “den korrekte fortolkning af Åbenbaringen og sandheden skulle være dem, der har denne forma mentis, denne måde at tænke på”. ”Kun de skulle være “seriøse”, “intelligente”, “trofaste”. Det forklarer den magt, nogle gejstlige tilraner sig, når de kommer derhen, hvor de fastslår, hvad paven kan eller ikke kan sige og præsenterer sig selv som garanter for troens legitimitet og enhed”. ” I grunden så er denne deres forma mentis en kilde til magt, som man vil vogte over i opposition til alt andet”. Med dette svar skabes der åbenhed om forholdet mellem fornuft og magt i interviewet, der blev givet af den nye præfekt for dikasteriet for troslæren,  monsignor Víctor Manuel Fernández, til fader Antonio Spadaro, afgående redaktør for “Civilta`Cattolica og publiceret i seneste nummer af jesuitternes tidsskrift.

Mesteren, den hellige Bonaventura og inspirationen fra Rahner, Congar og von Balthazar

Første del af den lange samtale med den 61.-årige argentinske ærkebiskop, der i 2018 blev ærkebiskop i La Plata og som den 30. september vil blive gjort til kardinal af pave Frans, er helliget hans teologiske og filosofiske uddannelse. Fernandez, som har studeret bibelvidenskab ved Gregorianauniversitetet og som fik doktorgraden i Buenos Aires, ser den hellige Bonaventura som sin store mester. Han ser Bonaventura som “skolastikkens gigant” på grund af hans teologi, der er   “ i stand til at nære det åndelige liv og samtidig præge menneskers eksistens”. Af vor tids teologer citerer han Karl Rahner, Hans Urs von Balthasar, Yves Congar og Joseph Ratzinger/Benedikt XVI og mellem filosofferne Maurice Blondel og de nyere thomister Étienne Gilson og Réginald Garrigou-Lagrange, men også Hans-Georg Gadamer og Jacques Maritain. Og han mindes latinamerikanske teologer som Gutiérrez, Lucio Gera og Rafael Tello, der har givet ham “ en stor kærlighed til Kirken” og “evnen til at forbinde teologien med det lidende folks ængstelser, drømme og håb”.

Kærlighedens primat i moralteologien

Fernandez er forfatter til et bind om systematisk åndelig teologi og mange essays, som udbreder den. Den fremtidige kardinal husker, at han altid har interesseret sig for “teologien omkring personerne i treenigheden “ og vores forhold til hver af dem. Hans Los cinco minutos del Espíritu Santo er blevet trykt i mere end 350.000 eksemplarer i forskellige lande, og til teologerne siger han, at han “ikke føler skam ved også at skrive denne slags bøger, der forstår at anvende teologien på en måde, der besvarer folkelige behov”. Hvad angår moralteologien, understreger Fernandez, der deltog i bispesynoderne 2014 og 2015, at han ikke kan ignorere, “hvordan de fattigste, de mest begrænsede mennesker, der er udelukkede fra samfundets velfærd, hver dag må kæmpe for at overleve”. Angående dem minder pave Frans om i ’Amoris laetitia, at der behøves “en speciel omsorg for at forstå, trøste, integrere, idet man undgår at læsse en hel række tunge normer over på dem”. Og følgelig understreger præfekten for dikasteriet for troslære “ kærlighedens primat” i moralteologien som den hellige Thomas Aquinas gør det, “når han sætter “kærlighedens primat” øverst blandt dyderne for så vidt som det regulerer en måde at handle på og således skaber en lighed med den guddommelige handlen”. Til denne dynamik - forklarer han - svarer ikke en moral, der kan reduceres til opfyldelsen af budene.

Den sparsomme udvikling af teologien fra slutningen af det 20. århundrede

I den sidste del af det interview, der har at gøre med arbejdet, som venter ham i Palazzo del Sant’Uffizio, refererer den argentinske ærkebiskop flere gange til, hvad paven har skrevet i “følgebrevet til min udnævnelse”. Den første juli i år, dagen for hans udnævnelse, inviterede pave Frans ham til “ at skabe dialog mellem den teologiske viden og Guds hellige folks liv”. Den nye præfekt siger i en kommentar, at for paven er det især vigtigt, at teologien “ikke bare bøjer sig ned ovenfra for at oplyse Guds folk, men lader sig stimulere af det, lader sig såre og afvæbne af det”. Paven inviterer ham også til at “vogte over den lære, der udspringer af troen”, hvilket også vil sige at forbedre forståelsen af den og kommunikationen om den. Desværre-  indrømmer den interviewede - “ angående dette punkt byder de årtier, der er gået, ikke ligefrem på et trøstende resultat”. Der har ikke mere været teologer af det format, som de allerede citerede “Rahner, Ratzinger, Congar eller von Balthasar”. Store teologer “som har tænkt i dialog med virkeligheden” og “har haft stor virkning ad forskellige veje, endog på det pastorale liv i de mindste og fattigste sogne”. “Der har været kontrol, ja, men kun få udviklinger”, forklarer han, og teologien fra afslutningen af det 20. århundrede “har haft en mager udvikling”. 

Kærligt at tåle manges aggressivitet mod den kristne tanke

Blandt de seneste, ikke mindre vigtige temaer i pave Frans´sendelse er “ en mere omfattende lytten til de problemer, som samfundet stiller os overfor”. Den skal forenes med “forsøget på at vise årsagerne til og sammenhængen i vores kristne tanke”. Af denne grund inviterer Fernandez os til “at pålægge os selv et afkald - at møde den tilbagevendende aggressivitet, der angriber os, med kærlighed. Kan samfundets diskuterende holdning ikke være en formidling, som Gud selv bruger for at afvæbne os, for at åbne os mere over for andre ting?”Vi kan ikke ignorere - indrømmer han - “ at den sproglige vold fra nogle grupper er en forståelig måde at få afløb på, efter at vi i mange århundreder har været verbalt voldelige med et krænkende, meget offensivt sprog eller manipulerende over for kvinder som om de var anden klasses væsener”. Og han ønsker sig, at man med tiden “kan reflektere og have dialog om disse temaer uden hele denne bitterhed “, at man kan fremme en tanke, der præsenterer “en Gud der elsker, tilgiver, frelser”, idet man er opmærksom på sandhedernes hierarki. For den kommende kardinal er de “vigtigste sandheder, der er et udtryk for hjertet i Evangeliet”, som det huskes i Evangelii Gauium   “ skønheden i Guds frelsende kærlighed som den vises i den døde og opstandne Jesus Kristus” og hvad angår moralen er “ kærlighedsgerninger mod næsten den mest perfekte ydre manifestation af Åndens indre nåde”.