Sök

Pave Frans: jeg bad for freden i Fatima uden at gøre det offentligt Pave Frans: jeg bad for freden i Fatima uden at gøre det offentligt   (ANSA)

Pave Frans: jeg bad for freden i Fatima uden at gøre det offentligt

I flyet hjem fra Lissabon forklarer pave Frans journalisterne, hvorfor han valgte at bede i stilhed i sanktuariet og hvorfor han over for de unge foretrak at opgive de forberedte taler og kommunikere med dem på en mere effektiv måde. Han gentager - der er “nul tolerance” over for misbrug af mindreårige. Han forklarer grundene til at rejse til Marseille. Han gentager, at Kirken er åben for alle - også dem, der ikke kan modtage nogle sakramenter. “Det går godt med mit helbred”.

Oversættelse ved Lisbeth Rütz

Matteo Bruni: Godaften Deres Hellighed. Vi vender glade og foryngede hjem fra denne Verdensungdomsdag, hvor vi kunne stille op til de unges spørgsmål og forventninger til Kirken, troen og verden. Og vi kunne lytte til dens svar i Deres ord og i Deres nærvær. Nu er der lidt spørgsmål fra journalisterne, men først ville De selv sige et ord:

God aften og mange tak for denne erfaring. I dag er der en fødselsdag. (Bruni: Rita Cruz har fødselsdag). Tillykke! Nu kommer kagen!

Aura Maria Vista Miguel - RÁDIO RENASCENÇA 

Deres Hellighed - først og fremmest tak for Deres besøg i Portugal. Allerede nu ser alle på det som en succes. Alle er yderst tilfredse. Tak for at De kom. Jeg mødte en betydningsfuld politichef, som aldrig før havde set en flok, der var så lydig og fredelig. Det var så smukt. Mit spørgsmål angår Fatima. Vi ved, at De tog derhen og at De bad i stilhed i det lille kapel. Men der var denne lange venten netop på det sted, hvor Guds Moder bad om bøn for krigens afslutning (og desværre er vi i dette øjeblik i krig). De ventede på pavens offentlige fornyelse af denne bøn om fred. Hele verdens øjne var rettede mod Dem i går formiddags i Fatima. Hvorfor gjorde De det ikke?

Jeg bad og bad. Jeg bad til Guds Moder og jeg bad for freden. Jeg gjorde det ikke offentligt. Men jeg bad. Og vi må blive ved med at bede denne bøn om fred. I Den første Verdenskrig bad paven om dette. Og jeg bad Guds Moder om det. Jeg gjorde det bare ikke offentligt.

João Francisco Gonçalves Gomes - OBSERVADOR

I februar i år blev der offentliggjort en rapport om virkeligheden angående misbrug i Portugal, hvor næsten 5.000 børn har været ofre i de sidste årtier. Jeg spørger Dem: er De informeret om denne rapport, som biskopperne har fået? Hvad mener De, der burde ske med de biskopper, der havde kendskab til misbrugstilfældene og ikke anmeldte dem til myndighederne?

Som I alle ved, modtog jeg under meget private former en gruppe personer, der blev misbrugt. Som jeg altid gør i disse tilfælde, talte vi sammen om denne pest, denne frygtelige pest. I Kirken reagerede man mere eller mindre på samme måde som man aktuelt gør i familier og i nabolaget, man dækker over det.... Vi må blive stadig mere modne og hjælpes ad med at opdage disse ting. Kirken lærte af skandalen i Boston, at man ikke kunne behandle det på må og få, men måtte tage tyren ved hornene. For to et halvt år siden var der et møde for lederne af bispekonferencerne, hvor der også blev givet nogle officielle statistikker om misbrugstilfældene. Og det er alvorligt, meget alvorligt. I Kirken bruger vi hele tiden denne sætning: nul tolerance, nul tolerance. Og de hyrder, der på en eller anden måde ikke har taget deres ansvar på sig må bære byrden ved denne ansvarsløshed. .. Den verden, hvor der er misbrug, er meget hård, og derfor opfordrer jeg til at være meget åben omkring alt dette.

Hvad angår spørgsmålet om, hvordan det går med processen i den portugisiske kirke: det går godt. Det går godt og roligt, man undersøger alvoren i misbrugssagerne. Tallene ender af og til med at være overdrevne, en smule på grund af de kommentarer, vi altid gerne vil komme med, men realiteterne er, at det går godt, og dette giver mig en vis ro.

Jeg ville gerne berøre et punkt og bede jer journalister samarbejde om dette. Har I en telefon i dag? Godt. På en hvilken som helst af disse telefoner har man mod betaling og med et password adgang til seksuelt misbrug af mindreårige. Dette kommer ud i vores hjem, og seksuelt misbrug af mindreårige sendes direkte. Hvor filmer man? Hvem er de ansvarlige? Dette er en af de alvorligste former for pest i hele verden (…), men jeg vil understrege det, for nogle gange er man ikke klar over, at tingene er gået så vidt. Når man bruger et barn til offentligt misbrug, så tiltrækker man opmærksomhed. Misbrug er som at “spise” ofret ikke? Eller værre - at såre det og lade det leve videre. Det er en meget smertefuld erfaring at tale med misbrugte personer. Denne erfaring gør mig godt, ikke fordi jeg kan lide at lytte til det, men fordi det hjælper mig til at tage byrden i denne dramatiske situation på mig. Til Deres spørgsmål ville jeg altså sige det, som jeg har sagt: det går godt med processen, jeg er velinformeret om, hvordan det går med tingene. Nyhederne kan have pustet situationen op, men tingene går godt, hvad dette angår. Men også i dette tilfælde siger jeg til Jer hjælp, hjælp med til at alle misbrugstilfælde kan blive opdaget, men det er ikke det eneste. Der er også andre typer misbrug, der skriger til himlen: misbrug af børnearbejde, og det er udnyttelse, misbrug af kvinder – ikke? Også i dag skamferer man mange piger – man fjerner deres klitoris, og det sker i dag – man gør det med en barberkniv og så farvel...Grusomheder... Og misbrug af arbejde – det vil sige i det seksuelle misbrug som er alvorligt, ligger der dette, alt dette: der er en misbrugets kultur, som menneskeheden bør få øjnene op for og omvende sig fra.

Jean-Marie Guénois - LE FIGARO

Hellige Fader – hvordan går det med Deres helbred og rekonvalescens? De har ikke læst taler op eller kun små dele af fem taler. Det er uden fortilfælde på Deres rejser.- hvorfor? Har De haft problemer med øjnene - har De været træt? Har teksterne været for lange? Hvordan har De det? Og hvis De tillader det, så har jeg et lille spørgsmål om Frankrig. De kommer til Marseille, men besøger aldrig Frankrig. Det forstår folk ikke. Måske er det for lille, eller har De noget mod Frankrig?  

Jeg har det godt. De har fjernet stingene, jeg lever et normalt liv, jeg går med et mavebælte, som jeg skal have på i to - tre måneder for at undgå en eventuel bugvægsbrok indtil musklerne vil være stærkere. Hvad synet angår. I det omtalte sogn forkortede jeg talen, fordi der var lys foran mig og jeg kunne ikke læse. Nogle spurgte, hvorfor jeg forkortede prædikenerne. Når jeg taler, så er det ikke akademiske prædikener, så jeg prøver på at gøre det mere klart. Men jeg forsøger altid at kommunikere. I har set, at også i den akademiske prædiken spøger og ler jeg for at have kontrol over kommunikationen. Hos de unge havde de lange taler det essentielle i budskabet, og jeg tog dem sådan som jeg følte, kommunikationen var. I har set, at jeg stillede nogle spørgsmål og det gensvar der kom, viste mig i hvad retning tingene gik, om jeg tog fejl eller ej. De unge har ikke så meget tid til at høre efter. Tænk på at hvis du holder en klar tale med en ide´, et billede, en følelse så kan de måske følge dig i otte minutter. I parentes bemærket - i Evangelii Gaudium, den første exhortation som jeg har skrevet har jeg skrevet et langt kapitel om prædikenen.  For der er der en sognepræst (reference til  Don Benito Giorgetta, sognepræst i Termoli) der ved, at prædikener nogle gange er en tortur, at de siger bla bla og at folk... I nogle små byer – jeg ved ikke, om det er sådan i Termoli så går mændene ud for at ryge en cigaret og kommer så tilbage. Kirken må omvende sig i dette spørgsmål om prædiken - den skal være kort, klar, med et klart budskab, og den skal også være følelsesfuld. Derfor kontrollerer jeg, hvordan det går med de unge, og jeg lader dem tale. Jeg forkortede, fordi det passer med de unge.

Og lad os så gå videre til Frankrig. Jeg tog til Strassburg og vil tage til Marseille men ikke til Frankrig. Der er et problem, der optager mig, og det er problemet med Middelhavet. Derfor tager jeg til Frankrig. Udbytningen af migranter er kriminel. Ikke her i Europa – men i lejrene i Nordafrika. Jeg anbefaler læsestof. Der er en lille bog. Den er skrevet af en migrant, der for at komme fra Afrika til Europa tilbragte tre måneder dér, fordi han blev taget til fange, tortureret, gjort til slave. Migranterne i disse lejre i Nordafrika – det er frygteligt at se på. I dette øjeblik for en uge siden arbejdede foreningen Saving Humans for at befri de migranter, der var i ørkenen mellem Tunis og Libyen, fordi havde prisgivet dem der til døden.  Den bog hedder  Hermanito - med undertitlen fratellino på italiensk (lillebror). Man læser den på to timer, og det er den tid værd. Læs den - så vil I se migranternes drama, før de går ombord på skibene. Biskopperne omkring Middelhavet vil holde dette møde, og der vil også være nogle politikere til stede – for at reflektere seriøst over migranternes drama. Middelhavet er en kirkegård; men det er ikke den største kirkegård. Den største kirkegård er Nordafrika. Det er frygteligt. Læs den bog. Derfor tager jeg til Marseille.  Sidste uge sagde præsident Macron til mig, det er hans hensigt at komme til Marseille. Jeg vil være der halvanden dag. Jeg kommer om eftermiddagen og vil være der hele den følgende dag.  

Gentagelse af spørgsmålet - De har altså intet imod Frankrig?

 Nej. Jeg har en politik, hvad dette angår. Jeg er ved at besøge de små, europæiske lande. De store lande, Spanien, Frankrig, England – dem lader jeg være til bagefter. Men jeg har valgt at begynde med Albanien og så de andre små lande. Jeg har intet imod Frankrig. I Frankrig tager jeg til to byer – Strassburg og Marseille.

Anita Hirschbeck - KNA   

Hellige Fader – i Lissabon sagde De til os, at i Kirken er der plads til “alle, alle, alle”. Kirken er åben for alle, men samtidig har ikke alle de samme rettigheder og muligheder - for eksempel kan kvinder og homoseksuelle ikke modtage alle sakramenterne. Hellige Fader – hvordan forklarer De denne sammenhæng mellem “åben kirke” og “Kirken er ikke ens over for alle”? Tak EGGI ANCHE

De stiller mig et spørgsmål om to forskelige synspunkter. Kirken er åben for alle. Og så er der den lovgivning, der regulerer livet inden for Kirken. En som er indenfor er omfattet af den kirkelige lovgivning.. Det, som De siger, er en forenklet måde at sige det på: “Han kan ikke modtage sakramenterne”.  Dette vil ikke sige, at Kirken er lukket for vedkommende. Enhver møder Gud på sin egen måde inden for Kirken, og Kirken er moder og leder enhver på hans vej. Derfor kan jeg ikke lide at sige: De kommer alle sammen, men du og ham der...Alle forsøger i bøn, i indre dialog, i pastoral dialog en måde at komme fremad på inden for det pastorale område. Derfor kan man stille et spørgsmål: hvorfor så ikke de homoseksuelle? Alle! Herren er klar: syge, sunde, gamle og unge, grimme og smukke, gode og dårlige! Der er ligesom et blik der ikke forstår denne Kirkens plads som moder og tænker på hende som en slags “firma” og at du for at komme ind må gøre dette på den måde og ikke på en anden . En anden ting er Kirken som tjenende som er den måde man leder flokken fremad på,og en af de vigtige ting er tålmodigheden, der ligger i at tjene. Det er den måde, flokken ledes fremad på og en af de vigtige ting er den tålmodighed, der ligger i at tjene: at ledsage personer skridt for skridt, mens de modnes.  Hver og en af os har denne erfaring at vores moder Kirken har ledsaget os og ledsager os, mens vi modnes. Jeg kan ikke lide reduktionen, dette er gnostisk. Det er som en gnostisk hæresi og det er lidt på mode i dag.  En vis gnosticisme der reducerer den kirkelige virkelighed til ideer og dette hjælper ikke. Kirken er moder, den tager imod alle, og hver og en har sin egen vej gennem Kirken uden at det er offentligt, og dette er meget vigtigt. Tak for modet til at stille dette spørgsmål. Tak.

 Matteo Bruni: Paven ønsker at dele en tanke om Verdensungdomsdagen...

Jeg ville gerne sige en ting om, hvordan jeg oplevede Verdensungdomsdagen. Det er den fjerde, jeg oplever. Den første var i Rio de Janeiro. Den var monumental, brasiliansk, smuk! Den anden var i Krakow, den tredje i Panama, og dette er så den fjerde. Dette er den, der har været flest til. De konkrete, rigtige data siger, at der kom mere end en million. Til bønsnatten i går regner man med, at der var en million og 460.000. Dette er de tal, der kommer fra regeringen. Antallet gør indtryk. Den var velforberedt!  Af dem jeg har set var denne den bedst forberedte. Og de unge er en overraskelse. De unge er de unge. De laver nogle tossestreger, sådan er livet, men de forsøger at se fremad, og de er fremtiden. Opgaven er at ledsage dem, problemet er, hvordan vi skal ledsage dem, så de ikke river sig løs fra rødderne. Det er derfor, jeg insisterer så meget på dialogen mellem gamle og unge, bedsteforældre og børnebørn. Denne dialog er vigtig – vigtigere end dialogen mellem forældre og børn. Med bedsteforældrene fordi der møder de deres rødder. De unge er religiøse, de søger en tro, der ikke er frastødende, ikke kunstig ikke legalistisk, men et møde med Jesus Kristus. Og dette er ikke let. De siger “men de unge lever ikke altid et moralsk liv”. Hvem af os har ikke begået en moralsk fejl i vores liv? Med buddene eller med nogle af dem, vi har alle steder, hvor vi er faldet i vores liv. Sådan er livet. Men Herren venter altid på os, fordi Han er barmhjertig. Og vores Far og Hans barmhjertighed overgår alt. For mig var Verdensungdomsdagen meget smuk. Før jeg tog flyet, var jeg sammen med 25.000 frivillige. En mystik, et engagement! som virkelig er så smuk. Det var det, jeg ville sige om Verdensungdomsdagen.  

Justin McLellan – CNS

Når vi taler om Verdensungdomsdagen, så har vi i disse dage hørt nogle vidnesbyrd fra unge, der har kæmpet for deres mentale helbred og har haft depressioner. Har De nogensinde kæmpet for dette? Og hvis nogen beslutter sig for at begå selvmord, hvad ville De så sige til denne persons familiemedlemmer? De lider under den katolske lære om selvmord og tænker måske at vedkommende er kommet i helvede.

I dag er unges selvmord vigtige, antallet er vigtigt. Der er nogle. Medierne siger ikke så meget om det, for man informerer sig ikke på medierne. Her er jeg blevet ved med at have dialog med de unge – ikke i skriftemålet - jeg har benyttet mig af lejligheden til at gå i dialog om det. En god dreng sagde til mig: kan jeg stille dig et spørgsmål? Hvad tænker De om selvmord? Han talte ikke et af vores sprog, men jeg forstod ham godt og vi begyndte at tale om selvmord. Og til slut sagde han til mig: “Tak. Sidste år kunne jeg ikke beslutte, om jeg ville gøre det eller ej”. Så mange unge er forpinte, men ikke bare psykologisk. Og i nogle lande, der stiller store krav på universitetet, begår de unge, for hvem det ikke lykkes at få en kandidatgrad eller at finde arbejde, selvmord, fordi de føler en meget stor skam. Jeg siger ikke, det er en hverdagsbegivenhed, men det er et problem. Det er et aktuelt problem. Det er en ting, der sker.

Matteo Bruni: Tak Deres Hellighed for Deres svar

Og tak til Jer for hvad I har gjort. Og glem nu ikke “Hermanito” “Fratellino” - bogen om migranten. Tak

11 augusti 2023, 11:02