Paven til kunstnerne: lad harmonien bo mere og mere i vores verden. I er mine allierede

Alessandro Di Bussolo – Vatikanmuseerne Oversættelse ved Lisbeth Rütz

“Vi har behov for, at harmoniens princip kommer til at bebo vores verden mere og mere. I kunstnere kan hjælpe os med at give mere og mere plads til Guds Ånd, den store administrator”. Jeg føler, I er allierede i så mange af mine hjertesager som forsvaret for menneskelivet, social retfærdighed, de fattigste, omsorgen for det fælles hjem, at vi alle føler os som søskende”. Det er nogle af de impulser, pave Frans kom med til de kunstnere, han mødte i Det sixtinske Kapel. De deltog i et møde, der var arrangeret i anledning af 50 årsdagen for indvielsen af Vatikanmuseernes afdeling for moderne kunst-

Jeres kunst er et segl, der bevæges af Ånden

I en tale, der fik langvarige klapsalver ved slutningen af talen, mindede paven især om, at Kirken altid har haft “en på samme tid naturlig og speciel forbindelse med kunstnerne”. Naturlig, fordi kunstneren “tager den uendelige dybde i eksistensen, livet og verden alvorligt, også i dens modsigelser og dens tragiske dimensioner”.

Kunstneren minder alle om, at dimensionen som vi bevæger os rundt i, også når vi ikke er bevidste om det, er Åndens dimension. Jeres kunst er som et sejl, der fyldes af Ånden og lader os komme fremad.

Berig verden med en ny virkelighed

Men venskabet mellem Kirken og kunstnere er også specielt. “Især - minder pave Frans om – hvis vi tænker på de mange vandringer, vi har været på sammen, og i dag venter vi på nye frugter, også i vores tid, i et klima med villighed til at lytte, frihed og respekt. Folk har brug for disse frugter, for specielle frugter”. Og han understregede, at teologen Romano Guardini skrev: kunstneren er som et barn og en seer, når han skaber. Kunstneren har barnets “spontanitet” og skarphed som hos den seer, der griber realiteten. Som et barn bevæger han sig i “fantasiens rum”, “i skabelsens rum” “hvor der sættes noget i verden, som man aldrig har set før”.  

I kunstnere gør dette til virkelighed, når I gør brug af jeres originalitet. I lægger altid jer selv i værkerne som de unikke væsener vi alle er; men I gør det med den intention at skabe endnu mere. Når talentet hjælper jer, så kommer det nye til verden. I beriger verden med en ny realitet.

Befri jer for den magt der ligger i den simulerede, kunstige skønhed

Med citater fra Esajas Bog og Apokalypsen, hvor Gud siger: “Nu skaber jeg nyt” og så “ Se, jeg gør alting nyt”, forklarede paven, at “ kunstnerens kreativitet synes at være en del af Guds lidenskab ved at skabe. I er allierede i Guds drøm! I er øjne der ser og drømmer”. Og ved at have evnen til “ at drømme nye udgaver af verden, til at introducere nyheder i historien”, fortsætter pave Frans, ligner kunstnerne også seerne og profeterne.  For “I forstår at kikke dybt ned i tingene og se dem langt borte fra” for at udforske horisonten og lodde de realiteter, der er bag overfladen. Således “er I kaldede til at befri jer fra den suggestion, der ligger i denne tilsyneladende, kunstige og overfladiske skønhed”, der er udbredt i dag og ofte medskyldig i “økonomiske organismer som genererer uligheder”.

Gør som profeterne – kritiser magtens bagholdsangreb

Det er en skønhed sagde paven, “der fødes død”, som er opdigtet, kosmetisk, en makeup der skjuler i stedet for at afsløre”. I, forklarer han til kunstnerne, “I holder jer væk fra denne skønhed. Jeres kunst vil handle som samfundets kritiske bevidsthed ved at rive sløret af selvfølgelighederne. I vil vise det, der får os til at tænke, der gør os vågne, der afslører virkeligheden, også i dens modsigelser i de aspekter af den, som det er mest bekvemt eller passende at holde skjult”. 

Som de bibelske profeter stiller I jer i spidsen for ting, der af og til irriterer, fordi de kritiserer dagens falske myter, banal snak, konsumismens fælder, magtens snedighed

Jeg føler, I er allierede i mange ting, der ligger mig på hjerte

Pave Frans understregede, at kunstnerne tit gør dette med “ironi, der er en vidunderlig dyd” og som “vi ikke dyrker meget” i modsætning til i Bibelen, hvor man gør nar af “indbildningen om, at man er uafhængig, arrogance, uretfærdighed, umenneskelighed, iklæden sig magt og nogle gange også hellighed”.

I dette at være seere, vagter, kritisk bevidste føler jeg I er allierede i de mange ting, der ligger mig på hjerte som for eksempel forsvaret for menneskelivet, social retfærdighed, de nederste i samfundet, omsorgen for vores fælles hjem, at vi kan føle os som søskende. Det menneskelige, den menneskelige dimension ligger mig på sinde. For det er også Guds store lidenskab.

Kunsten dysser ikke samvittigheden i søvn, den holder den vågen

Som troen, mindede pave Frans om, så forstyrrer også kunsten. Kunst og tro kan ikke lade tingene være som de er: de forandrer dem, de omvender dem, de bevæger dem.

Kunsten kan aldrig være bedøvende. Den giver fred, men dysser ikke bevidstheden i søvn. Ofte forsøger I kunstnere også at sondere i dybderne af menneskets grundvilkår, afgrundene, de mørke dele.

For “der er behov for at kaste håbets lys ned i det menneskeliges mørke, ned i individualismen og ligegyldigheden. Hjælp os med at skimte lyset og gør det gennem skønheden”, fortsatte paven.

I den sande skønhed begynder man at føle længslen efter Gud. Mange håber, at kunsten i større grad vender tilbage til skønheden. Selvfølgelig er der, som jeg sagde, også en tom skønhed, en skønhed der er kunstig og overfladisk, ja, bedragerisk, nemlig den der består i at sminke tingene.

Kriteriet for at opdage den sande skønhed er harmoni

Men det vigtige kriterium for at skelne den sande skønhed er understregede pave Frans, harmonien.

Det er Ånden, som skaber harmoni. Og kunstneren har noget af denne ånd for at skabe harmoni. Denne menneskelige dimension i det åndelige. Den sande skønhed afspejler harmonien.

Som er, sagde han forklarende, “den operative dyd i skønheden”, dens “ånd ude på dybderne hvor Guds Ånd arbejder, den store harmoniskaber på jorden. Sådan udgør dele, der er forskellige, enheden”.

Det er en vanskelig ting, som kun Ånden kan gøre mulig: at forskelle ikke bliver til konflikter, men til forskelligheder, der integreres; det er på samme tid, at enhed ikke bliver til uniformitet, men rummer det mangfoldige. Harmoni skaber disse mirakler, som Pinsen gør det.

Vi hat brug for at harmonien bor mere i verden

“Harmoni er en anden ting sammenlignet med ligevægt” understregede paven. Og dette er et meget aktuelt budskab. “I en tid med ideologiske koloniseringer via medierne og med sønderrivende konflikter lever en ensrettende globalisering side om side med mange lukkede lokale kulturer”. Det er faren ved vores tid og “også Kirken kan have et ekko af det”. For “konflikten kan handle under en fingeret laden som om man er i enhed, så der opstår splittelser mellem sekteriske gruppedannelser og narcissisme".

Vi har brug for, at harmoniens princip beboer vores verden mere og jager uniformiteten væk. I kunstnere kan hjælpe os med at give plads til Ånden

Glem ikke de fattige. Giv stemme til deres tavse skrig

Pave Frans mindede om, at Åndens værk er at “ skabe harmoni mellem forskellene, ikke drukne dem, ikke uniformere dem, men harmonisere dem”. Og skønheden er “i det Åndens værk, der skaber harmoni. Brødre og søstre. Lad jeres geni gå ad denne vej.” Før han hilste på kunstnerne én for én, bad paven dem om “ikke at glemme de fattige, som er Guds udvalgte”, “for de har brug for kunst og skønhed. Nogle mærker meget hårde tab i deres liv – de har mest brug for det”. Og I kunstnere “kan gøre jer til tolke for deres tavse skrig”.