Hollerich: Instrumentum laboris skal leves – ikke bare læses

Antonella Palermo - Vatikanstaten Oversættelse ved Lisbeth Rütz

Jean-Claude Hollerich, kardinal, jesuit, ærkebiskop af Luxemburg og hovedordfører for synodens næste generalforsamling forklarer værdien af Instrumentum laboris, der blev præsenteret tirsdag den 20. juni. I interviewet med Vatikanets medier fremhæver han igen nødvendigheden af at finde et nyt sprog at tale om Gud på til vor tids mennesker. Han reflekterer over dynamikken med misbrug i Kirken og hvordan man skal formindske rækkevidden af denne svøbe. Han fokuserer på det særlige i den synodale holdning og minder om, at kvinder bør deltage fuldt og helt i Kirkens liv, for “også sognepræster og kardinaler kan lave kaffe”.

Deres eminence, i Instrumentum laboris læser man, at dokumentet “ikke annullerer og heller ikke indeholder ” hele den rigdom, der er i den synodale vandrings etaper. Hvad består den dynamik som man vil præge Kirken i?

Det er den levende kirkes dynamik. Et dokument er kun en refleksion Vi har haft synoden i de små fællesskaber ude i bispedømmets sogne: det er en stor rigdom. Det er klart, at når vi laver et resumé af alt dette, så bliver det lidt fattigere; men jeg tror at alle stadig mærker den rigdom, der er i det og finder sig selv i ordene i 'Instrumentum laboris.

Hvad gør man for at undgå et sprog, der skiller?

Sproget er menneskers sprog. Vi er ikke ansvarlige for at drive teologi. Teologi er nødvendig , og vi har brug for mange teologier – jeg siger det i pluralis - i synodaliteten.

Men det er ikke vores opgave, det er universiteternes, præsteseminariernes, teologernes opgave. Vi vil være trofaste tjenere for Guds folk og videregive det, vi har hørt. Jeg siger “vi” for der er så mange personer der har samarbejdet om dette arbejdsdokument. For det er det – et arbejdsdokument – ikke en syntese. Det er som den helllige Ignatius´Åndelige Øvelser - en tekst, som man bør leve, ikke bare læse.

Som man skal øve sig på hele tiden......

Ja. Vi ville ikke bare komme med en smuk tekst, der var beriget med synodefædrenes bidrag – en tekst der så ville blive ændret en smule og stemt igennem til sidst. Vi ville lave en tekst med nogle spørgsmål til – en refleksion der burde være en del af denne samtale i Ånden, af denne lytten til den anden, idet man fandt svarene i det, den anden siger. Det er Helligånden, der viser os vejen, og det er smukt. Jeg kender ikke synodens resultat. Det er ikke min opgave at skabe dette resultat, det er en opgave for deltagerne i bispesynoden.

Hvilket spørgsmål “foruroliger” Dem mest?

Jeg er jo europæer - så her er det....”Hvordan kan vi vise folk Jesu ansigt?” Altså hvad skal vi gøre for at udtrykke hele Jesu godhed, hellighed uden af den grund at afskaffe Kirkens doktrin? Jeg tror det er den vigtigste opgave. Vi bør finde et nyt sprog til at tale om Gud til helt konkrete mennesker i vor tid og på alle kontinenter.

Et af nøgleordene på den synodale vandring er “deltagelse”: hvilket signal sender nyheden om  kvinder i sammensætningen af generalforsamlingen?

Jeg tror, det er normalt, at der er kvinder. Lige som dåben er vores fundamentale sakramente, tænker jeg, at den værdighed, dåben giver, er den samme for mænd og kvinder. Vi bør tale om kvinder. Jeg tror ikke, vi bør tale om kvindelige præster og om kvinders værdighed og hvordan kvinder kan deltage fuldtud i Kirkens liv på en medansvarlig måde. For de er der ikke bare for at lave kaffe til sognepræsten, til disse små tjenester, som alle er kaldede til at udføre. Også sognepræster og kardinaler kan lave kaffe. At lytte til det kvinderne har at sige til Kirken er fundamentalt.  Heldigvis lever vi i et samfund, hvor kvindens værdighed sættes meget højt. I Kirken har vi jo Maria Magdalene, apostlenes apostel. Jeg er ved at læse en bog om kvinden i middelalderen. Denne bog er meget intelligent, for den viser, at kvinderne havde meget betydningsfulde opgaver i middelalderen og at de gradvist blev glemt med de mænd, der skrev historien.

Hvad skyldes det efter Deres opfattelse?

Egoismen hos dem, der skrev historien. Jeg tænker, at den synodale holdning altid er en holdning, der går mod egoismen. For jeg bør altid acceptere den anden som anderledes end mig, lytte med empati, bede, reflektere sammen med den anden.

Misbrugskrisen optager meget plads i ’Instrumentum. Hvordan kan Kirken igen blive troværdig med denne profil?

Det er noget, der gør ondt. Når jeg læser om misbrug, når jeg møder ofre, så giver jeg mig nogle gange til at græde sammen med ofrene. I disse øjeblikke er Kirken så langt fra Gud. Det er et spørgsmål om magt, køn og magt på en gang. Hvis Kirken er synodal, så tænker jeg, at misbrug vil blive opdaget meget hurtigere, det vil være vanskeligt at skjule noget. Nogle gange så vover folk i den mere klerikale kirke ikke at gå imod hierarkiet; men ikke at gå mod hierarkiet vil sige at dække over synden og skade ofrene. Ofrene bør altid være Kirkens første bekymring. I en synodal kirke vil der altid være misbrug, jeg tror, det uheldigvis er sådan. Men antallet af misbrugstilfælde vil være meget mindre, for i en synodal kirke er der en vis transparens; man ser bedre hvad der foregår. Vi må virkelig rense ud, for det er en ting som vi ikke kan tolerere i Kirken.

 At holde synode om synodalitet – hvordan indvirker det på opbygningen af en retfærdig fred?

Retfærdig fred er den eneste fred, der er mulig. Uden retfærdighed er der ikke fred. Vi ser hvor vanskelig en retfærdig fred er i Ukraine-konflikten, men også i Syrien og i andre konflikter, i Sudan....Vi kan ikke være nær Gud uden at være nær lidende mennesker. Folk lider forfærdeligt i dag under krigen. Hver dag er der så mange mennesker der bliver dræbt, kvinder der bliver krænket, små drenge og piger, der krænkes. Dette går fuldstændig mod skaberen og frelseren. Vi må være engagerede i en retfærdig fred. Engagement i freden er en del af det at være kristen

I dag er det verdensflygtningedag. Jeg ville gerne spørge Dem, hvad De føler stillet over for det tragiske skibbrud i Grækenland, det største i Middelhavet...

Jeg føler mig forfærdeligt til mode. Det er ikke bare dette skib. Hver eneste uge og måned er der folk, der dør i Middelhavet. Vi har vænnet os til disse nyheder. Vi tager først notits af det, når det drejer sig om et større skib, der nævnes i aviserne. Det gør ondt. Og når jeg så også ser på den politik, Den europæiske Union fører, så gør det ondt.  For vi taler om europæiske værdier, men ikke bare for borgerne i Den europæiske Union. For de andre er disse rettigheder der ikke. Lad os bygge lejre ved Unionens grænser … hvis der var menneskelig værdighed i disse lejre ville det gøre godt men hvis der ingen menneskelig værdighed er, hvis der er slaveri, hvis familier ikke mere kan håbe på at blive genforenede, så tror jeg ikke, Europa mere kan appellere til disse værdier. Det der sker i dag er en meget alvorlig ting. Jesu Kristi kirke bør altid være engageret i de fattigste, i flygtningene. Der bliver flere og flere, det største antal er ikke i Europa, men vi bør gøre noget, vi bør hjælpe.