Palmesøndagsprædiken af pave Frans
Palmesøndagsprædiken af pave Frans over Herrens lidelseshistorie
Peterspladsen den 10. april 2022
To mentaliteter støder sammen på Golgata. I evangeliet står den korsfæstede Jesus´ ord over for hans korsfæsteres. Disse gentager omkvædet: ”Frels dig selv”. Det siger deres ledere. ”Lad ham nu frelse sig selv, hvis han er Guds salvede, den udvalgte”. (Luk 23,35). Soldaterne siger det igen: ”Hvis du er jødernes konge, så frels dig selv” (v. 37). Og endelig gentager en af forfølgerne, der har lyttet, tanken: ”Er du da ikke Kristus? Frels dig selv!” (v. 39) Frelse sig selv, sørge for sig selv, tænke på sig selv - ikke på andre, men kun på sin egen redning, sin egen succes, sine egne interesser - på at besidde, have magt, tage sig ud. Frels dig selv: det er omkvædet hos menneskeheden, der har korsfæstet Herren. Lad os tænke lidt over det.
Men jegets mentalitet står over for Guds - Frels dig selv støder sammen med Frelseren, der hengiver sig selv. I dagens evangelium tager Jesus også tre gange ordet på Golgata, lige som hans modstandere gør det (jf. v. 34,43,46). Men i intet tilfælde kræver han noget for sig selv, Han forsvarer eller retfærdiggør heller ikke sig selv. Han beder til Faderen og viser den ,der korsfæstes sammen med Ham, retfærdighed. Der er især et af hans udtryk, der i særlig grad markerer forskellen over for Frels dig selv: ”Fader, tilgiv dem” (v.34).
Lad os standse ved disse ord. Hvornår siger Herren dem? I et særligt øjeblik: under korsfæstelsen, da han mærker naglerne gennembore sine hænder og fødder. Lad os forsøge at forestille os den gennemborende smerte, som det fremkaldte. Dér, i lidelsens allerstærkeste smerte beder Kristus om tilgivelse for dem, der piner ham. I disse øjeblikke ville det være forståeligt, hvis Han råbte sin egen vrede og lidelse ud i verden; men i stedet siger Jesus: Fader, tilgiv dem. Til forskel fra andre martyrer, som Bibelen fortæller om (jvf. 2 Makk 7,18-19) bebrejder Han ikke bødlerne og Han truer ikke med straf i Guds navn; men han beder for de onde. Ydmyget og naglet fast til korset, giver Han en endnu større gave - tilgivelsen.
Brødre, søstre, tænk på at Gud også gør sådan med os: når vi forvolder Ham smerte med vore handlinger, lider Han, og Han har kun et ønske: at kunne tilgive os. Lad os for at blive klar over dette se på krucifikset. Fra Hans sår, fra de smertens sår der kommer fra vores nagler udspringer tilgivelsen. Lad os se på Jesus på korset og lad os tænke på, at vi aldrig har modtaget mere velgørende ord: Fader, tilgiv. Lad os betragte Jesus på korset og så vil vi se, at vi aldrig har fået en kærligere omfavnelse. Lad os se på Den Korsfæstede og vi vil sige: ”Tak Jesus: du elsker mig og du tilgiver mig altid, også når jeg har svært ved at tilgive og elske mig selv”.
Dér, mens Han korsfæstes, i det allersværeste øjeblik lever Jesus sit allersværeste bud: kærlighed til fjenderne. Lad os tænke på nogen, der har såret, krænket og skuffet os, nogen der har gjort os vrede, som ikke har forstået os eller ikke har været et godt eksempel. Hvor meget tid bruger vi ikke på igen at tænke på dem, der har gjort os ondt! Lige som vi ser ind i og selv og slikker de står, som andre, livet og historien har givet os. Jesus lærer os i dag ikke at blive stående dér, men at reagere. At sprænge ondskabens og sorgens onde cirkel. At reagere på naglerne i vores eget liv med kærlighed, på hadets slag mod os med tilgivelsens ømhed. Men vi, Jesu disciple - følger vi vores Mester eller vores hævninstinkt? Hvis vi vil vise, at vi hører Kristus til, så lad os se på, hvordan vi opfører os overfor dem, der har såret os. Herren beder os om at svare - ikke efter hvad vi lige har lyst til eller efter hvad alle andre gør, men efter hvordan Han gør over for os. Han beder os om at sprænge den lænke, der hedder: ”Jeg holder af dig, hvis du holder af mig; jeg er din ven, hvis du er min ven; jeg hjælper dig, hvis du hjælper mig”. Nej, medlidenhed og barmhjertighed for alle, fordi Gud i hver eneste af os ser et af Hans børn. Han deler os ikke op i gode og onde, i venner og fjender. Det er os der gør det og lader ham lide. For Ham er vi alle elskede børn, som Han ønsker at omfavne og tilgive. Og sådan er det også med indbydelsen til sønnens bryllup, for den herre, der sender sine tjenere ud til ethvert vejkryds og siger: ” Kom med dem alle, hvide, sorte, gode og onde, alle, raske, syge, alle…” (jvf. Matt 22,9-10). Jesu kærlighed er for alle, der er ingen privilegier i den. Alle. Det er alles privilegium at være elsket, tilgivet.
Fader, tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør. Evangeliet understreger, at Jesus ”sagde” (v.34) dette. Han sagde det ikke én gang for alle i korsfæstelsens øjeblik, men han tilbragte timer på korset med disse ord på læberne og i hjertet. Gud bliver ikke træt af at tilgive. Vi må forstå dette, forstå det ikke bare med tanken, men også med hjertet. Gud bliver ikke træt af at tilgive, det er os, der bliver trætte af at bede Ham om tilgivelse; men Han bliver ikke træt af at tilgive. Han holder ikke ud indtil et vist punkt for så at skifte mening, som vi er fristede til at gøre. Jesus - lærer Lukasevangeliet - kom til verden for at give os tilgivelse for vores synder (jvf. Luk 1,77)og til slut gav Han os en præcis anvisning - i Hans navn at prædike syndernes forladelse for alle (jvf. Luk 24,47). Brødre og søstre, lad os ikke blive trætte af Guds tilgivelse - lad ikke os præster blive trætte af at uddele den og enhver kristen af at modtage den og vidne om den. Lad os ikke blive trætte af Guds tilgivelse.
Fader, tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør. Lad os bemærke endnu en ting. Jesus bønfalder ikke bare om tilgivelse, men siger også grunden til det: tilgiv dem for de ved ikke hvad de gør. Men hvordan? Hans korsfæstere havde pønset på at dræbe Ham, organiseret hans tilfangetagelse, retssagerne mod ham, og nu er de på Golgata for at overvære Hans død. Og dog undskylder Kristus disse voldsmænd for de ved ikke. Sådan opfører Kristus sig over for os: Han gør sig til advokat for os. Han sætter sig ikke op mod os, men mod vores synd på vores vegne. Og interessant er det argument, som han bruger: for de ved ikke. Det er denne hjertets uvidenhed som alle vi syndere har. Når man bruger vold, kender man ikke længere Gud, som er Fader og heller ikke de andre, der er søskende. Man glemmer, hvorfor man er i verden og man kommer til at begå absurde grusomheder. Det ser vi i krigens galskab, hvor man vender tilbage til at korsfæste Kristus. Ja, Kristus er endnu en gang naglet fast til korset i de mødre, der græder over deres mænds og sønners uretfærdige død. Han er korsfæstet i flygtningene, der flygter fra bomberne med deres børn på armen. Han er korsfæstet i de gamle, der lades alene tilbage for at dø, i de unge, der ingen fremtid her, i de soldater der sendes ud for at myrde deres brødre. Kristus er korsfæstet dér, i dag.
Fader, tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør. Mange mennesker hørte disse bemærkelsesværdige ord; men kun én tager imod dem. Han er en forbryder, korsfæstet ved siden af Jesus. Vi kan forestille os, at Kristi barmhjertighed har vakt et sidste håb i ham og har fået ham til at udtale disse ord: ”Jesus, husk mig, når du kommer i dit rige”. Som om han siger: ”Alle har glemt mig, men du tænker endog på dem, der korsfæster dig. Hos dig er der også plads til mig”. Den gode røvertager imod Gud, mens livet er ved at slutte, og således begynder livet igen; i verdens helvede ser han paradiset åbne sig:” I dagskal du være med mig i Paradis” (v. 43). Dette er underet i Guds tilgivelse, Han som forvandler en dødsdømts bøn til den første kanonisering i historien.
Brødre, søstre, i denne uge modtager ve visheden om, at Gud kan tilgive enhver synd. Gud tilgiver alle, han kan tilgive ethvert frafald, forvandle enhver gråd til dans (jvf Sal 30,12). Det er visheden om , at hos Kristus er der altid plads til alle, at hos Jesus er det aldrig slut - det er aldrig for sent. Hos Gud kan man altid vende tilbage til livet. Fat mod, lad os vandre påsken i møde med Hans tilgivelse. For Kristus går vedvarende i forbøn for os hos Faderen (jvf. Hebr 7,15). Og når han ser på vores voldsfyldte verden, vores sårede verden bliver han aldrig træt af at gentage - og det gør vi nu med vores hjerte i stilhed: Fader, tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør.
Oversættelse Lisbeth Rütz
