Sök

Vatican News

Pave Frans: At være biskop er en tjeneste – ikke en æresbevisning

Nærhed til Gud, til andre biskopper, præster og den flok, han er hyrde for: det bad paven om ved bispevielsen af monsignor Guido Marini og monsignor Andrés Gabriel Ferrada Moreira. Pave Frans talte under fejringen i Peterskirken om en ”høj grad af kirkeligt ansvar” og understregede, at ”det tilkommer biskopperne mere at tjene end at dominere”.

Lisbeth Rütz – Vatikanstaten

“Den der er den største blandt jer skal være som den mindste. Og den der styrer som den der tjener”. Dette lærer Jesus, mindede pave Frans om ved fejringen i Peterskirken af bispevielsen af Guido Marini, udnævnt til biskop af Tortona og af monsignor Andrés Gabriel Ferrada Moreira, fra den 1. oktober sekretær for kleruskongregationen. I dem som nye biskopper er ”Vor Herre Jesus Kristus, ypperstepræst til evig tid, nærværende”, forklarede pave Frans i prædikenen: Kristus fortsætter med at prædike evangeliet til frelse og helliggørelse af de troende” og i ”biskoppens faderskab vokser de nye lemmer frem på Kirkens legeme”. ”Det er Kristus, som i biskoppens visdom og omtanke leder Guds folk på den jordiske pilgrimsrejse til den evige salighed”.

Det høje ansvar der ligger i at tjene

Pave Frans talte om ”det høje kirkelige ansvar”, som de nye biskopper bliver kaldet til, idet han mindede om, at Jesus Kristus, sendt af faderen for at frelse menneskene, sendte de tolv apostle ud i verden, for at de fulde af Helligåndens kraft skulle forkynde evangeliet til alle mennesker og ved at forene dem under en hyrde gøre dem hellige og lede dem frem til frelse”. Han inviterede verden til at tænke over dette:

 ”I er blevet udvalgt blandt menneskene og for menneskene. I er blevet indsat ikke for jeres egen, men for de andres skyld i de ting, der har med Gud at gøre. Bispeembedet er faktisk navnet på en tjeneste – der er ikke sand bispeværdighed uden tjeneste. Det er ikke en æresbevisning som disciplene ville det, at den ene sidder til højre og den anden til venstre, for det tilkommer biskoppen mere at tjene end at herske efter evangeliets bud: ”men den ældste blandt jer skal være som den yngste, og lederen som den, der tjener”. Og med denne tjeneste skal I tage vare på jeres kaldelse. Og I skal være autentiske hyrder i jeres tjeneste, ikke i æresbevisninger, magt eller styrke. Nej, I skal  tjene, altid tjene.

Forkyndelse og studie

Pave Frans kastede et blik på de nye biskoppers rolle blandt de troende og understregede, at det begynder med forkyndelsen af ordet ”ved enhver lejlighed, om det så er belejligt eller ej”. ”I skal formane, bebrejde, opfordre med storsind og følge Kirkens lære”. Og så invitationen: ” Fortsæt med at studere”. Pave Frans pegede på en bestemt vej: ”Ved bøn og ved frembæring af ofret for jeres folk når I frem til den guddommelige nådes mangfoldige rigdom, som ligger i Kristi helligheds fylde”.

Nærhedens værdi – ” et spor af Gud”

” I skal være vogtere af troen, af tjenesten, af kærligheden i Kirken”, siger paven til bispekandidaterne og understregede, at for at få den er det nødvendigt at kunne vise nærhed. ”Tænk på, sagde han, at nærhed er det mest typiske tegn på Gud”. Og han citerede 5. Mosebog: ” “Hvor er det folk, det være sig nok så stort der har sin gud så nær, som vi har Herren vor Gud; hver gang vi råber til Ham”?

 Han inviterede til at sammenfatte alle niveauerne i den nærhed, der kræves. Fremfor alt bad han om ”En nærhed der er medlidenhed og ømhed”, idet han sagde: ”Biskoppen er en mand, der er tæt på Gud i sin bøn”. Husk Peters bud: ”Bøn og forkyndelse af Guds ord”.

Biskoppens første opgave er at bede, og ikke som en papegøje – nej! Tag alle de andre ting væk, men at bede er biskoppens første bud: Nærhed til Gud i bøn. Den anden nærhed, som pave Frans taler om, er den til de andre biskopper. Nogle gange hører man sige: ”Nej, de er fra det parti, jeg er fra et andet parti….” Pave Frans formanede: Vær biskopper! Der vil være diskussioner mellem jer ja, men som mellem brødre. Tal aldrig dårligt om de andre brødre i bispeembedet – aldrig. Der skal være nærhed til biskopperne – til gruppen af biskopper.

Det tredje niveau af nærhed er nærheden til præsterne. ”Glem aldrig, at præsterne er dem, der står jer nærmest” Han tog afstand fra, at biskopperne når de har kalenderen fuld, udsætter et møde med en præst” ”. Hvis du erfarer, at en præst har haft bud efter dig, så ring ham op den samme dag eller dagen efter. Så vil han vide, han har en far. Vær præsterne nær, og hvis de ikke kommer til dig, så tag ud og besøg dem – vær dem nær. Og den fjerde nærhed er ”nærheden til Guds hellige folk”. Paven mindede om Paulus´ ord til Timoteus: Husk din mor”.  For så at tilføje: ”Glem ikke, at du er kaldt ud af flokken, ikke ud af en elite, der har studeret, har mange titler og så bliver biskop. Nej: ud af flokken. " Og så den sidste bøn:

Gid Herren vil lade jer vokse på denne nærhedens vej – så vil I bedre kunne følge Herren – for Han har altid været nær og er os altid nær og med sin nærhed, der er en medfølelsens og ømhedens nærhed, leder han os altid frem. Og gid Guds Moder må beskytte jer”.

Hilsen og tak fra de nye biskopper

Monsignor Guido Marini tog ved slutningen af ceremonien ordet, også i monsignor Ferada Moreiras navn. Og han udtrykte frem for alt den personlige tak til paven for tilliden og de mange tegn på kærlighed, han har modtaget i tidens løb. ”Tak” er kun et lille ord, sagde han, men det er fuldt af følelser, tanker og længsler. Vi er kun små, men vi er udvalgte, elskede og udsendte”. Derfor en tak til hele fællesskabet for bønner og den sympati der er vist og en særlig tanke om deto nye biskoppers familie: ” Vi ville ikke være her i dag uden dem”.

 Monsignor Guido Marini, der er blevet udnævnt til biskop af Tortona, indsættes som biskop søndag den 7. november og efterfølger monsignor Vittorio Francesco Viola, der i maj blev udnævnt til sekretær i kongregationen for gudstjeneste og sakramenter. Monsignor Guido Marini var den 1. oktober 2007 blevet udnævnt af pave Benedikt XVI til ceremonimester for paven og æresprælat. Senere i 2013 – bekræftede pave Frans ham i dette hverv. Han er født i Genova den 31. januar 1965 og blev præsteviet den 4. februar 1989 af kardinal Giovanni Canestri, som han også har været sekretær for.

Monsignor Andrés Gabriel Ferrada Moreira er fra den 1. oktober udnævnt til sekretær for kleruskongregationen og har fået titel som titulær ærkebiskop af Tiburnia. Han er født i Santiago de Chile 10 juni 1969. Han blev præsteviet i 1999. Han har løst forskellige opgaver i sit bispedømme og blandt andet været studieleder og præfekt ved ærkebispedømmets præsteseminarium. Fra 2018 indtil 1. okober har han været official for kleruskongregationen.

31 oktober 2021, 08:28