Sök

Vatican News
Pave Frans ved onsdagens audiens i aula Paolo VI Pave Frans ved onsdagens audiens i aula Paolo VI   (Vatican Media)

Inkulturationen af evangeliet respekterer folkene og trænger sig ikke på

Katekesen under generalaudiensen onsdag den 13. oktober var den 11. i serien om Galaterbrevet. Her understregede paven, at den frihed, som den opstandne Kristus giver, ikke kommer i konflikt med kultur og traditioner. Og at fristelsen til ensretning til ”kun én kulturel model” har fremprovokeret mange ”fejl i evangeliseringen”.

Lisbeth Rütz – Vatikanstaten

Den frihed fra synd og død, som Jesu lidelse og opstandelse har givet os, ”kommer ikke i konflikt med de kulturer og traditioner, som vi har modtaget”, men ”planter i dem en ny frihed, en befriende nyhed, evangeliets frihed”. Det talte pave Frans om ved onsdagens katekese i aula Paolo VI i den 11. katekese om Galaterbrevet. Takket være denne inkulturation ”tager evangeliet den kultur på sig, som det kristne fællesskab lever i og taler om Kristus, men sammen med denne kultur”.

Fejl i evangeliseringens historie

Men det er ikke let, understreger pave Frans ”at kunne fortælle det glade budskab om Kristus Frelseren og respektere det, der er af godt og sandt i kulturerne”. Og han husker ”de mange fejl, der er gjort i evangeliseringens historie, ved bare at ville påtvinge en eneste kulturel model”, for ensretning er ikke kristen. Det er enhed derimod. Og dette har frataget Kirken ”den rigdom der ligger i mange lokale udtryk, som udtrykker den kulturelle tradition i hele befolkninger”.

Fundamentalisterne mod den hellige Paulus

Paven lagde ud med at minde om, at for den hellige Paulus er vi frie, ”forbi vi blev sat fri uden betingelser”, af nåde, ved kærligheden fra Jesus Kristus, som er død og opstanden for os. Og denne nyhed skal åbne os over for at ”modtage ethvert folk og enhver kultur”, og på samme tid bør den åbne ”ethvert folk og enhver kultur for en større frihed”. Folkenes apostel skriver faktisk i Galaterbrevet, at ”for den der slutter sig til Kristus tæller det ikke, om man er jøde eller hedning. Her tæller kun den tro, der virker gennem kærlighedens gerninger”.

Dem der bagtalte Paulus, disse fundamentalister, der var kommet derhen, angreb ham for denne nyhed og hævdede, at han havde taget denne position af pastoral opportunisme, det vil sige ”for at være alle tilpas”. Og at han minimerede de krav, som hans mere snævre religiøse tradition havde stillet til ham. Det er den samme historie med fundamentalister i dag - er det ikke? Historien gentager sig altid. Som man kan se, så er kritikken af enhver evangelisk nyhed ikke bare noget, der stammer fra vor tid. Den har en lang historie bag sig.

Paulus vil ikke være alle tilpas, men han vil tjene Kristus

Paulus, understreger pave Frans, svarer modigt på denne kritik fra ”fundamentalisterne”, idet han minder om, at han ikke søger ”at være mennesker, men Gud til behag”, for ”Var der stadig mennesker, jeg ville være til behag, var jeg ikke Kristi tjener”, (Gal 1,11). Også til tessalonikerne havde apostlen sagt, at han aldrig havde brugt ”smigrende ord” eller ”søgt ære hos mennesker” Det er, som paven siger, vejen til at ”lade som om man har en tro, der ikke er tro, men bare verdslighed”. Og han karakteriserer Paulus tankegang som ”en inspireret dybde”.

At tage imod troen medfører for ham at give afkald – ikke på hjertet i kulturen og traditionerne, men kun på det, der kan forhindre evangeliets nye karakter og dets renhed. For den frihed, vi fik ved Herrens død og opstandelse, kommer ikke i konflikt med de kulturer og de traditioner, vi har modtaget, men planter en ny frihed i dem – en befriende nyhed, evangeliets nyhed.

Indplantet i vores kulturer, åbne for troens universalisme

Faktisk - fortsætter pave Frans - tillader ”den befrielse vi fik ved dåben” os ”at få den fulde værdighed i at være Guds børn”. Følgelig ”mens vi er forankrede med vores kulturelle rødder”, ”åbner vi os på samme tid for universalismen i den tro, der trænger ind i enhver kultur, som anerkender de frø af sandhed, der er i den og udvikler dem ved at bringe det gode, der er i dem, til deres fylde”,

Hvis vi accepterer, ”at vi er blevet befriede af Kristus”, må vi også ”bringe den fylde ud til ethvert folks traditioner”.

Tale om Kristus med verdens kulturer

Følgelig -understreger paven -er den sande mening i evangeliets inkulturation, at ”evangeliet tager den kultur, det kristne fællesskab lever i, på sig og taler med denne kultur om Kristus”.

Men at kunne evangelisere ”idet man respekterer det der er af godt og sandt i kulturerne” er ikke let. For der er ”så mange fristelser til at ville presse sin egen model ind, som om den var den mest udviklede og den mest tiltrækkende”.

Hvor mange fejl er der ikke begået i evangeliseringens historie ved at ville påtvinge en eneste kulturel model! Ensretningen som livsregel er ikke kristen! Enheden er, men ensretningen er ikke! Af og til har man også brugt vold blot for at kunne dominere med sit eget synspunkt. Lad os bare tænke på krigene. På denne måde har man berøvet Kirken for rigdommen i mange lokale udtryk, der med sig bringer hele befolkningers kulturelle tradition. Men dette er netop det udsatte af kristen frihed!

Fader Riccis apostolat i folkets kultur

Pave Frans fremhæver som et positivt eksempel ” Matteo Riccis apostolat i Kina og fader De Nobilis i Indien”. Og han husker kritikken fra dem, der sagde, at dette apostolat ikke er kristent: Jo, siger han, det er kristent i folkets kultur. Som det andet Vatikankoncil siger det i Gaudium et Spes så ”forenede Kristus sig ved sin inkarnation med ethvert menneske”. Derfra udspringer for paven ”pligten til at respektere ethvert menneskes kulturelle baggrund ved at indsætte den i et frihedens rum, som ikke er indskrænket af en enkelt dominerende kultur”.

Og dette er meningen med at sige, at man er katolik, med at tale om Den katolske Kirke. Den er ikke en sociologisk betegnelse, der skal adskille os fra andre kristne. Katolsk er et adjektiv, der betyder universel. Katolicitet er universalitet. Universel kirke, det vil sige katolsk kirke, det vil sige at Kirken i sig selv – i sin natur - har en åbning mod alle folk og kulturer til enhver tid, for Kristus er født, død og opstanden for alle.

Det glade budskab i dag i de unges digitale kultur

Pave Frans minder i sin konklusion om, hvordan kulturen ”i kraft af sin natur er i vedvarende forandring” og at vi i dag ”er kaldede til at forkynde evangeliet” i et øjeblik, hvor der foregår ”en stor kulturel forandring, hvor en teknologi, der bliver mere og mere avanceret, synes at dominere”. Vi kan naturligvis ikke ”lade, som om vi taler om troen, som man gjorde i de århundreder, vi har lagt bag os”, for ”vi ville risikere ikke mere at blive forstået af de nye generationer”.

Friheden i den kristne tro viser ikke en statisk, men en dynamisk vision af livet og kulturen. Vi lader ikke, som om vi ejer friheden. Vi har modtaget en skat, vi skal vogte. Og det er snarere friheden, der beder enhver af os om at være på en konstant vandring, hvor vi orienterer os mod dens hele fylde.

Befriede af nåden på vandring mod frihedens fylde

Vi er altså pilgrimsvandrere, på en stadig vandring, befriede fra slaveri af Jesu gave ”for at vandre hen mod frihedens hele fylde”. Herren har uden at stille betingelser befriet os fra slaveri, konkluderer paven, ”og han sendte os ud på vejen for at vandre i fuld frihed”.

 

18 oktober 2021, 21:31