Sök

Vatican News
Hana Pohořalá, den andra från höger Hana Pohořalá, den andra från höger 

Det er en gave til Kirken, at der er kvinder med til synoden

For Hana Pohořalá bør synoden være en mulighed for at åbne sig for dem, der ikke tror, ved at søge et sprog, der er egnet til også at overføre realiteten i denne vandring til dem, der ikke tror. Det kan man gøre ved at lytte til deres spørgsmål og synspunkter. Og om kvindernes deltagelse siger hun: jeg tror, kvindernes talenter er meget berigende for kirken, og at der er virkelig meget brug for dem.

Lisbeth Rütz – Vatikanstaten

Hana Pohořalá er gudviet lægkvinde fra Tjekkiet og er med i Focolarebevægelsen. Hun deltog i den messe, pave Frans fejrede den 10. oktober ved åbningen af synoden for hele Kirken og bispedømmet Rom. Hun var blandt de syv delegerede lægfolk, der var udsendt af CCEE, rådet for de europæiske bispekonferencer, og er i sin nationale kirke medlem af koordinationsteamet i den lokale synode. Hun er ansat af ærkebispedømmet Prag og var tidligere assistent for ærkebiskop Vlk, der var præsident for de europæiske biskopper.

Her svarer hun på nogle spørgsmål:

Forberedelsesdokumentet til synoden insisterer på relationer, dialog og eventuelle fælles initiativer med troende fra andre religioner, med mennesker, der er langt fra troen, med civilsamfundet etc.... Hvordan kan man realisere denne dialog i Tjekkiet, der er kendt som et overvejende ateistisk land?

Efter min mening skal der stor opfindsomhed og fantasi til. For eksempel slog det mig, hvad pave Frans sagde under messen ved åbningen af synoden, nemlig at efter Angelus ville han møde en gruppe mennesker, der lever på gaden. Som han sagde, ville han få mulighed for at møde dem takket være folk, der tager ud og taler med de hjemløse.

På den måde kunne disse fattige møde paven, fordi de på en vis måde allerede er forberedte, og paven kan tale med dem. Jeg så, at ved at gøre det på den måde giver pave Frans os et eksempel. For os er det ikke så almindeligt at tænke på sognet som et område med mennesker, der ikke bare er troende, døbte, dem der går til messe og i kirke, men også er de mennesker, der bor der. Jeg tror, vi kan bruge vores personlige kontakter med de ikke-troende og søge et sprog, der passer til, at vi på en eller anden måde kan overføre realiteten i denne synodale proces til dem og netop ved fantasiens hjælp finde de måder, som vi kan stille dem de samme spørgsmål på.  

Men efter min mening er det altid vigtigt at skelne, og jeg refererer igen til paven, der kommenterer uddraget fra evangeliet om Jesu møde med den rige mand. Som paven forklarer, møder Jesus ham først, så lytter han til ham, derfor er der denne koncentrerede lytten, og til sidst hjælper han ham til at skelne. I dette tilfælde hjælper han ham til at forstå, hvad han skal gøre for at følge Mesteren.

Og så kommer man til nødvendigheden af at fordele rigdommen, som ikke bare er de materielle goder, for at få et frit hjerte. Også vi burde forsøge at lære denne holdning af Jesus, nærme os disse personer, tilbringe noget tid sammen med dem, lære dem at kende, lytte grundigt til dem og så måske forsøge sammen med dem at skelne i det, de siger. Jeg tror, at den tid og den seriøsitet, vi giver dem, kan tjene til en større inddragelse af de mennesker, der ikke tror, og få dem til at føle   sig som medlem af en familie, hvad enten det så er sognet eller bispedømmet, også selv om de ikke bekender sig til en religion”.

De er med i Focolarebevægelsen. Efter focolarinernes regler skal den kvindelige præsident altid være en gudviet kvinde, der skal repræsentere den store religiøse, kulturelle, sociale og geografiske variation blandt dem, der slutter sig til Chiara Lubichs budskab om broderskab, som hun fandt i evangeliet.  Hvilken rolle spiller kvinden i den synodale kirke?

 Det er ikke et let spørgsmål. Det jeg som kvinde først kommer i tanker om er at følge Marias eksempel – hun som er Guds tjenerinde, som man ikke ser, som ingen officiel funktion har; men uden hende ville Jesus ikke være født. Det drejer sig om at lægge vores gaver sammen, det vi har fået med os, det som kommer af at være kvinder, hvad enten de er lægkvinder eller konsakrerede: få det til at bære frugt og føre det ind i kirken, for jeg tror, der er rigtig meget brug for det. Ved åbningen af synoden så jeg så mange kvinder, blandt andet vicesekretæren for bispesynoden, søster Nathalie, der arbejder virkelig godt og er meget præcis. Vi må bringe det, at vi er kvinder til Kirken som en gave, ikke kræve rettigheder, men tænke på, hvad jeg personligt har at komme med. Hvis vi tror på Kirken som Jesu mystiske legeme, så er det først og fremmest Ham, vi tjener. Jeg har bemærket, at paven sætter kvinder ind på mange ansvarsfulde poster. Det ser jeg som noget meget berigende i den gensidige dynamik mellem mænd og kvinder. Jeg tror, der kan komme et stort bidrag til Kirken også gennem udviklingen af det moderlige aspekt.

18 oktober 2021, 21:44