“Ethvert barn er en gave”, siger paven på dagen for Downs Syndro

Lisbeth Rütz - Vatikanstaten

Verdensdagen, der også støttes af en FN-resolution, har til formål at gøre os mere bevidste og vidende om downs syndrom. Det er ikke tilfældigt, at den markeres den 21., for tallet 21 minder os om det kromosom mere, der er typisk for dette syndrom, der også kaldes trisomi 21. Det tema, der er valgt for i år, er “Connect”. Målet er at sætte personer over hele verden med downs syndrom i forbindelse med hinanden på innovative måder for at fortsætte med at støtte arbejdet for lige rettigheder og muligheder. 

En stærkere og stærkere smid væk-kultur

Den alvorlige sundhedssituation, som pandemien har ført med sig, har ofte ført til en forværring af holdningen til de personer, der er født med et kromosom mere. I mange lande udvikler sig mere og mere en tendens, der kaldes downs syndrom free. I lande som Danmark og Island vælger kvinder en abort i 98 % af de tilfælde, hvor deres foster diagnosticeres med downs syndrom. Pave Frans har adskillige gange fordømt denne smid- væk kultur, der går ud over de svageste og skrøbeligste liv. “På grund af denne kultur – forklarede paven i budskabet til den internationale dag for handicappede i december – synes nogle dele af menneskeheden at kunne ofres til fordel for en gruppe mennesker, der kan leve uden der sættes grænser for dem. Til syvende og sidst ses menneskene ikke mere som en primær værdi, der skal respekteres og værnes om, specielt hvis de er fattige eller handicappede”. 

Kirkens nærhed

”Paven – forklarer Vittorio Scelzo fra dikasteriet (dikasterium – svarer i Vatikanet til et ministerium) for lægfolk, familien og livet – har altid vist de skrøbeligste stor opmærksomhed. Hvis vi ser på billeder fra generalaudienser og besøg i sogne og fra rejser er de altid fulde af mennesker med downs syndrom. Og når man ser dem, bliver man klar over, at de er for mange til at være tilfældige. Selvfølgelig er der stor opmærksomhed på disse møder. Og ofte er det billeder, hvor man ser begge parters glæde - både hos paven og hos de mennesker, der møder ham. Det er, som om vi har et helt særligt læreembede – af gestusser, smil og omfavnelser Det er en opmærksomhed, paven altid har. Også under rejsen i Irak for eksempel mødte han nogle personer med downs syndrom. Og han begrænser sig selvfølgelig ikke bare til den specielle dag for downs syndrom, som selvfølgelig er meget vigtig; men denne opmærksomhed, som paven viser, inviterer os til et fornyet, pastoralt engagement i retning af en stadig større inklusion af de mennesker, der er handicappede og specielt dem med downs syndrom. Det sker ved at tage kontakt til bispekonferencerne, foreningerne og alle dem, der er engagerede på dette område”. 

Hvad kan Kirken gøre for at inkludere disse personer?

Der er også mange initiativer fra sognenes og foreningernes side. På hvilken måde kan man inkludere disse mennesker i kirkens liv?

Kirken har altid været tæt på handicappede mennesker, og historisk har den altid engageret sig i plejen af dem. Men der er også kommet særlig opmærksomhed på katekesen – specielt adgangen til sakramenterne. Først i Frankrig og så i mange andre sammenhænge med indgange til det kristne liv. I dag er der mange bispekonferencer, der er blevet særligt opmærksomme på katekesen for handicappede.  Det er sket så meget, at pave Frans i et af de nylige budskaber til verdensdagen for handicappede har skrevet, at deres aktive deltagelse i katekesen er en stor rigdom i alle sognes liv. Jeg vil gerne minde om det her – to dage efter begyndelsen på familieåret. Og det vil sige, at de mennesker, der har et handicap, giver familien mulighed for at vokse sammen gennem gensidig hjælp og i enhed. Det drejer sig om en tilgang, som de med deres nærvær giver til vores familier og sogne. En kilde til enhed og til glæde - både i deres hjem og i vores kirker. 

Hvad kunne civilsamfundet gøre for dem?

Civilsamfundet kunne gøre meget.  Pave Frans taler i encyclikaen Fratelli tutti om aktiv deltagelse i civilsamfundet og i det kirkelige fællesskab. I det budskab, paven skrev den 3. december, talte han om inklusion som en klippe. Vi må være klar over, at inklusion af handicappede mennesker på arbejdsmarkedet, i skolen og på alle områder i civilsamfundet bør være en af de støttepiller, vi kan bygge et mere inklusivt samfund på. Det er sådan et samfund, pave Frans beskriver i Fratelli tutti og det bør være blevet bedre og ikke værre efter krisen.