Sök

Vatican News
Pavens fredsbudskab: brug penge på en fond mod sult i stedet for Pavens fredsbudskab: brug penge på en fond mod sult i stedet for 

Pavens fredsbudskab: brug penge på en fond mod sult i stedet for på våben

Pave Frans´ nytårsbudskab til den 54. Verdensdag for fred den 1. januar har som overskrift “omsorgens kultur som en vej til fred”. At praktisere og opdrage til omsorg er vejen til at “bekæmpe ligegyldighedens, forbrugerismens og den konfliktens kultur, der dominerer så ofte i dag”.

Lisbeth Rütz - Vatikanstaten

Omsorgens kultur som “en fælles, solidarisk og inkluderende opgave for at beskytte og fremme alles værdighed og vel”, og “villighed til at interessere sig for og være opmærksom på medlidenhed, forsoning og helbredelse, gensidig respekt og åbenhed” er vejen til at bygge freden op, til at “bekæmpe ligegyldighedens, forbrugerismens og den konfliktens kultur, der dominerer så ofte i dag”. Det skriver paven i sit nytårsbudskab til den 54. Verdensdag for fred. Dagen vil blive fejret den 1. januar 2021 på festen for Guds Moder.

Der er brug for fredens håndværkere, så helingsprocesserne kan komme i gang

Den otte sider lange tekst med overskriften “omsorgens kultur som en vej til fred” er, som traditionen byder det, dateret den 8. december på festdagen for Jomfru Marias uplettede undfangelse. Paven henvender skrivelsen til “stats- og regeringsledere, ansvarlige for internationale organisationer, åndelige ledere og troende fra de forskellige religioner, mænd og kvinder af god vilje”. I skrivelsen minder han om, hvad han skrev i sin seneste encyclika Fratelli tutti: “I mange dele af verden er det nødvendigt med veje mod fred, der fører til at hele sår. Der er brug for fredens håndværkere, for folk der er villige til at sætte helingsprocesser i gang, og der er brug for fornyet opfindsomhed og dristighed”.

Profeter for omsorgens kultur og profeter for at udjævne ulighederne

Paven opmuntrer alle til at blive “profeter og vidner om omsorgens kultur og udjævningen af sociale uligheder”. For menneskehedens båd, hvor “ingen kan redde sig alene”, kan kun “navigere på en sikker og fælles rute” med personens værdighed som rat og “med de fundamentale sociale principper som kompasnål”.

Pandemien har gjort andre kriser alvorligere

Pave Frans ser i sit nytårsbudskab tilbage på begivenhederne i år. 2020 var præget af “den store sundhedskrise med Covid-19", som har forværret komplekse kriser “som for eksempel klimakrisen, fødevarekrisen, den økonomiske krise og migrationskrisen og frembragt tunge lidelser”. Dermed tænker han først og fremmest på “dem, som har mistet et familiemedlem eller et menneske, der var dyrebart for dem, men også på dem, der har mistet deres arbejde”. Han husker særligt på læger, sygeplejersker, farmaceuter, forskere, frivillige, kapellaner og personale ved hospitaler og lægecentre. “De har givet sig selv og bliver ved med at gøre det med store anstrengelser og ofre indtil et punkt, hvor nogle af dem er døde i forsøget på at være nær de syge for at lindre deres lidelser eller frelse deres liv”. 

Vacciner og hjælp også til de fattigste og mest skrøbelige

Paven fornyer appellen til de ansvarlige politikere og til den private sektor – den appel, som han allerede fremsatte til FNs 75. årsdag, “for at de skal tage passende forholdsregler for at hjælpe de syge og alle de fattigste og skrøbeligste”.

 

Omsorgens kultur mod ligegyldighedens, forbrugerismens og konfliktens kultur

Desværre - beklager pave Frans- er “forskellige slags nationalisme, racisme, xenofobi og også krige og konflikter, der sår død og ødelæggelse” forstærket “samtidig med de mange vidnesbyrd om kærlighed og solidaritet”. Paven understreger, at pandemien og de andre begivenheder, som har kendetegnet menneskehedens vandring i 2020

lærer os vigtigheden af, at vi tager os af hinanden og det skabte for at bygge et samfund op, der hviler på broderskab. Derfor har jeg som tema for dette budskab valgt: omsorgens kultur som en vej til fred.

Jesu mission, som han selv proklamerer i synagogen i Nazareth, er “at gå ud med glædesbud til fattige”, “at forkynde befrielsen for fangerne og de blinde” og “at sætte de undertrykte fri”. Jesus, understreger pave Frans, er “den gode hyrde, der drager omsorg for fårene”, han er “den barmhjertige samaritan, der bøjer sig ned over det sårede menneske" og “tager sig af ham” og “besegler sin omsorg for os ved at give sig hen på korset og således befri os fra syndens og dødens slaveri”.

Gud betror verden til Adam for at lade ham opdyrke den og værne om den

Paven finder grundlaget for “omsorgens kultur” og for det menneskelige kald til at drage omsorg for sig selv, den anden og skaberværket i Gud, Skaberen, den første model til efterfølgelse sammen med Hans søn Jesus og hans efterfølgere og sammen med Kirkens sociale doktrin. Allerede i Guds plan for menneskeheden, skriver pave Frans, er omsorg og opsyn fundamentale. Første Mosebog beskriver i fortællingen om skabelsen Gud, der betror Edens have til Adam med den opgave at “dyrke den og værne om den”, men også at beskytte den og lade den bevare sin evne til at give liv”.

Gud Skaberens omsorg for alle sine børn indbefatter Kain

Første Mosebog fortæller så om Kain, der efter at have dræbt Abel over for Gud nægter at være “sin brors vogter”. Og idet han genoptager et stykke fra encyclikaen Laudato Si´, kommenterer paven, at allerede i disse gamle fortællinger var der en overbevisning om, at “alt hænger sammen og at den autentiske omsorg for vores eget liv og for vores relationer med naturen ikke kan adskilles fra broderskabet, fra retfærdigheden og fra troskaben over for de andre”. Gud selv, fortsætter pave Frans, er et forbillede på omsorg, når “han viser omsorg for sine skabninger, specielt Adam, Eva og deres børn”. Den samme omsorg får Kain, selv om han er forbandet på grund af sit drab på broderen, fra Skaberen som “ et tegn på beskyttelse, på at hans liv skal reddes”. Som person, der er skabt i Guds billede og er Gud lig, har han en ukrænkelig værdighed, og skabelsens harmoni vil, “at fred og vold ikke skal bo side om side det samme sted”.

Det jødiske folk og profeterne: Gud drager omsorg for de fattige 

Ved at fejre at Gud hvilede på sabbatten genoprettede det jødisk folk i Det gamle Testamente “den sociale orden og opmærksomheden på de fattige”. Ved at gøre hvert syvende år til et sabbatsår “tog man sig af de skrøbeligste ved at give dem et nyt livsperspektiv”. Og paven minder om, at især hos profeterne er det Amos og Esajas, der “vedvarende hæver røsten for retfærdighed mod de fattige, der på grund af deres sårbarhed” kun lyttes til af “Gud der drager omsorg for dem”.

Jesus, den gode hyrde, tager sig af sine får og giver sig selv hen på korset

Jesu sendelse er, som han selv proklamerer i synagogen i Nazareth, at han vil “bringe glædesbud til fattige”, “udråbe befrielse for fanger og for blinde” og “sætte de undertrykte fri.” Jesus, understreger pave Frans, “er den gode Hyrde, der drager omsorg for sne får, Han er den gode samaritan, der bøjer sig ned over det sårede menneske” og “drager omsorg for ham”. Det er Ham, der” besegler sin omsorg for os ved at give sig hen på korset og ved således at befri os fra syndens og dødens slaveri”.

De første kristnes omsorg for de skrøbeligste

De første kristne, fortsætter paven, “praktiserede deling af deres ejendom, for at ingen af dem skulle mangle, og de anstrengte sig for at gøre fællesskabet til et gæstfrit hjem”, der var villigt til at “tage sig af de skrøbeligste”. Og da “de kristnes generøsitet aftog lidt”, insisterede nogle kirkefædre på det faktum, at ejendom af Gud er tiltænkt det fælles bedste”. Sankt Ambrosius, husker pave Frans, hævdede, at naturen har givet “alle ting til menneskene med fælles brug for øje”, men grådighed har forandret denne fælles ret for alle til “en ret for de få”. Da den var blevet befriet for forfølgelsen, gjorde Kirken den kristne kærlighed til virkelighed ved at skabe “hospitaler, institutioner for fattige, børne- og spædbørnshjem, tilflugtssteder”, for den lidende menneskehed.

“Omsorgens grammatik” i Kirkens sociale doktrin

Disse eksempler på “aktiv kærlighed hos mange, lysende engagerede vidner om troen” er udmøntede, skriver paven, i principperne i Kirkens sociale doktrin. Disse principper tilbyder alle personer af god vilje en “omsorgens grammatik” - “fremme af alle menneskers værdighed, solidaritet med de fattige og de forsvarsløse, engagementet for det fælles bedste, bevarelsen af skaberværket”.

Omsorg som fremme af menneskets værdighed og rettigheder

Pave Frans analyserer fire basale principper én for én med start i forsvaret “for menneskets værdighed og rettigheder”, et begreb, der er “født og modnet i kristendommen”, der hjælper med at følge en udvikling, der er menneskelig i bund og grund”. Person “betyder altid relation, ikke individualisme, udtrykker inklusion og ikke eksklusion, den unikke og ukrænkelige værdighed og ikke udnyttelse”. Hver menneskelig person, understreger han, “er skabt for at leve sammen med andre i familien”, “i samfundet, hvor alle mennesker er lige i værdighed”. En værdighed, der medfører rettigheder, men også pligter som at “modtage fattige, syge, marginaliserede, ja enhver der er vor næste og stå dem bi”.

Omsorgen for det fælles bedste

Det fælles bedste, der skal tjenes og drages omsorg for, er, forklarer paven det som koncilfædrene skriver i Gaudium et spes “de vilkår i de sociale liv, der tillader “kollektivet og enkeltpersoner “at nå til et højere niveau så hurtigt som muligt og i så fuldt et omfang som muligt og angår også de kommende generationer. Covid-19 pandemien har også vist os, at vi er” i samme båd, at vi alle er skrøbelige og forvirrede, men samtidig vigtige og nødvendige, fordi vi alle er kaldede til at ro sammen”, som pave Frans sagde det i bønnen den 27. marts, på en øde Sankt Peters Plads. “Ingen frelser sig alene”, og ingen isoleret nationalstat “kan sikre det fælles bedste blot for sin egen befolkning”. 

Omsorgen for den anden i solidaritet

Solidaritet er altså, siger paven, at engagere sig i det, der er det gode både for alle og for den enkelte.

Solidariteten hjælper os med at se den anden - både som person – og i udvidet forstand som folk eller nation – ikke som en statistisk kendsgerning eller som et middel, der kan udnyttes og så bortskaffes, når det ikke mere er nyttigt, men som vor næste, den vi slår følge med, som er kaldet til at deltage på lige fod med os i det livets festmåltid, som vi af Gud alle er inviterede til at deltage i.

Omsorg for og bevarelse af skaberværket og de dårligst stillede

Ud af den opmærksomme lytten til “de nødlidendes og hele skaberværkets råb om hjælp”, som pave Frans bad om i Laudato si´”kan der fødes en effektiv omsorg for jorden”, vores fælles hjem og” for de fattige”, idet man holder sig for øje, at følelsen af “intimt fællesskab med naturens andre væsener” ikke kan være autentisk, hvis man ikke man ikke ledsager den med ømheden “for menneskene”.

Principper der bliver kompasnål for en fælles kurs

Paven har derfor en invitation til“ regeringerne og de ansvarlige for de internationale organisationer, for den økonomiske og den videnskabelige verden, for social kommunikation og for uddannelsesinstitutionerne”. De står over for “forværringen af uligheder internt i nationerne og mellem dem indbyrdes”. Han opfordrer dem til at gribe til den kompasnål, som kirkens sociallære er, for at lade den præge en fælles kurs i globaliseringsprocessen - en kurs, der er præget af “sand menneskelighed”, som det allerede er beskrevet i Fratelli tutti. Noget der kunne tillade at “handle sammen og i solidaritet for det fælles bedste ved at løfte dem, der lider af fattigdom, sygdom, slaveri, diskrimination og konflikter”.

Med dette som kompasnål opmuntrer jeg alle til at blive profeter og vidner om omsorgens kultur for at dæmpe de mange sociale uligheder. Og dette vil kun være muligt ved at det bliver mere udbredt, at kvinderne spiller en stærk rolle i familien og i ethvert socialt, politisk og internationalt miljø. 

For mange krænkelser af menneskerettighederne

Kirkens sociallære er en nyttig kompasnål også hvad angår relationerne mellem staterne, “som burde blive inspirerede til broderskab, gensidig respekt, solidaritet og til overholdelse af international ret” ved at fremme de fundamentale menneskerettigheder og respektere enkeltmenneskets ret “især i denne fase hvor konflikter og krige følger efter hinanden uden afbrydelse”. Pave Frans beklager, at “mange regioner og fællesskaber er holdt op med at huske en tid, hvor de levede sammen i fred og sikkerhed”.

Talrige byer er blevet som epicentre for usikkerheden: deres indbyggere kæmper for at holde deres normale rytmer i gang, fordi de angribes og bombarderes uden skelnen mellem sprængstoffer, artilleri og lette våben. Børnene kan ikke gå i skole. Kvinder og mænd kan ikke arbejde for at forsørge deres familier. Hungersnøden rammer der, hvor den engang var ukendt. Folk er tvunget til at flygte og bag sig efterlade ikke blot deres egne hjem, men også deres familiehistorie og kulturelle rødder.

En fond mod sult bør stiftes for de penge, der i dag bruges til våben

“Vi må standse op – lyder pavens appel - og spørge os selv: hvad er det der har ført til normaliseringen af konflikt i verden? Og især hvordan skal vi omvende vores hjerte? For virkelig at søge “solidaritetens og broderskabets fred”. Pandemien og klimaændringerne fremhæver det store “resursespild”, der sker gennem brug af våben -“især atomvåben”. De kunne bruges til at fremme freden og hele den menneskelige udvikling, kampen mod fattigdommen og garantien for nødvendige sanitære faciliteter”.

Og pave Frans kommer igen med det forslag, der blev fremsat til verdensdagen til kamp mod sult:

“Grundlæg med de penge, der bruges på våben og på andre militære udgifter en verdensfond for definitivt at kunne afskaffe sulten og bidrage til udvikling af de fattigste lande”.

Opdragelse til en omsorgens kultur 

En opdragelsesproces til omsorgens kultur bliver da aktuel. Det er en proces, som opstår i familien, “hvor man lærer at leve sammen og i gensidig respekt” og som udvikler sig i skolen, på universitetet og gennem social kommunikation. Det er emner, der er kaldede til at støtte “et værdisystem der er baseret på anerkendelsen af enhver persons værdighed, ethvert sprogligt, etnisk og religiøst fællesskab, ethvert folk og de rettigheder, der kommer deraf”

De religiøse lederes uerstattelige rolle

Særligt de religiøse ledere, understreger paven, kan spille “en uerstattelig rolle ved at overføre de værdier, der ligger i solidariteten, respekten for forskelle, modtagelse og omsorg for de skrøbeligste brødre” til de troende. Det der skal sigtes efter for “alle der arbejder med undervisning og forskning”, er en uddannelse, der er mere åben og inklusiv og er i stand til at lytte tålmodigt for at gå ind i en konstruktiv dialog og med gensidig forståelse”, som pave Frans siger det i forslaget til en “global uddannelsespagt”.

Den menneskelige værdighed er roret, og principperne i Kirkens sociallære er kompasnålen

Paven afslutter sit budskab ved at understrege, at der aldrig kan være fred “uden omsorgens kultur”, en fælles forpligtelse til at “beskytte og fremme alles værdighed og velfærd”, til at interessere sig “for medlidenhed, forsoning og helbredelse, for indbyrdes respekt og gensidig gæstfrihed”.

Et fællesskab af søskende der har omsorg for hinanden

De kristne – det er pave Frans´ invitation til slut, skal se hen mod jomfru Maria, “Havets stjerne og håbets Mor”, og alle “skal vi samarbejde for at nå frem til en ny kærlighedens og fredens horisont med broderskab og solidaritet, gensidig støtte og indbyrdes gæstfrihed”.

Lad os ikke give efter for fristelsen til at miste interessen for hinanden, specielt for de fattigste, lad os ikke vænne os til at se bort, men lad os hver dag forpligte os helt konkret for at “danne et fællesskab bestående af søskende, der tager imod hinanden og har omsorg for hinanden”. 

21 december 2020, 15:41