Sök

Vatican News
Cantalamessas første adventsprædiken Cantalamessas første adventsprædiken   (AFP or licensors)

Cantalamessas første adventsprædiken: søster død er kilden til det evige liv

Prædikant for den pavelige husholdning Raniero Cantalamessa, der blev kardinal i koncistoriet den 28. november, har i Aula Paolo VI holdt den første adventsmeditation under overværelse af pave Frans. Kardinalen inviterede til at reflektere over dødens betydning: den troendes liv, sagde han, er evigt.

Lisbeth Rütz - Vatikanstaten

”Lær os at holde tal på vore dage så vi får visdom i hjertet.” Med dette tema begyndte man den første fredag i adventstiden den cyklus af meditationer, der også er på programmet den 11. og den 18. december. Den pavelige husprædikant Raniero Cantalamessa står for meditationerne. Han lagde ud i aula Paolo VI med at citere versene fra den italienske digter Giuseppe Ungaretti, der beskriver soldaternes sindstilstand i skyttegravene under Den første Verdenskrig med digtet ”Soldater” - der kun består af få ord: ”Vi lever som bladene på træerne om efteråret.” I dag, sagde kardinal Cantalamessa og refererede til denne periode, hvor vi rystes af pandemien, er det hele menneskeheden, ”som erfarer denne følelse af livets skrøbelighed.”

Den pavelige husprædikant opfordrede til at reflektere over døden, over dens uafvendelige eksistens i ethvert menneskes liv. Og han mindede om, at den troendes liv ”ikke slutter med døden, fordi det evige liv venter os.”

Søster død

”Døden - sagde Sankt Augustin - er den dødelige sygdom, man fødes med.” ”Søster død - sagde kardinal Cantalamessa - er virkelig en god storesøster og en god pædagog. Den lærer os så mange ting.” Døden, der med det samme efterfølges af Guds dom, er også en synsvinkel, man kan se andre ting fra:

Døden er afslutningen på alle de forskelle og uretfærdigheder, som eksisterer mellem menneskene. Døden, sagde vores komiske skuespiller Totò, udligner forskellene. Den eliminerer alle privilegier. Hvor mange krige og grusomheder ville der ikke være færre af, hvis de der bruger vold sammen med folkenes undertrykkere ville tænke på, at også de snart skal dø! At se på livet under dødens synsvinkel giver en helt særlig hjælp til at leve godt.  Er du forpint af problemer og vanskeligheder? Gå fremad, stil dig det rette sted: se på disse ting fra dødslejet. Hvordan ville du så have handlet? Hvilken betydning ville du give disse ting? Har du en uoverensstemmelse med nogen? Se på den fra dødslejet. Hvad ville du have gjort - have vundet eller ydmyget dig? Have udnyttet at du havde ret eller have tilgivet? Tanken om døden forhindrer os i at klynge os til tingene, at have hjertet knyttet til ting her og glemme, at ”her har vi ej blivende sted.”

Den evige døds ulykke

Der er kun en død, sagde kardinalen, som mennesket bør frygte, fordi dens gift virkelig dræber mennesket:

Den evige død! ”Den anden død,” kalder Apokalypsen den (Johannes Åbenbaring 20,6). Den er det eneste, der virkelig fortjener dødens navn, fordi den ikke er noget foreløbigt, en Påske, men en frygtelig endestation. Det er for at frelse menneskene fra denne ulykke, at vi må vende tilbage til at prædike for de kristne om døden. Ingen har mere end Frans af Assisi kendt den kristne døds nye påskeansigt. Hans død var virkelig en påskeovergang - en ”transitus”, som den fejres i den franciskanske liturgi. Da han følte det gik mod enden, udbrød Guds lille fattige: ”Vær velkommen søster død!” Og dog har han i hans Skabningernes Lovsang ved siden af de sødeste ord om døden også nogle af de frygteligste.

Lovet være Du, min Herre,
gennem vor søster, den legemlige død,
som ingen levende kan undslippe.
Ve dem, som dør i dødssynd.

Salige er de, som døden finder indesluttet
i Din allerhelligste vilje,
for den anden død kan ikke gøre dem noget ondt.

Deltagere i Jesu død

Ve dem, som dør i dødssynd! Hvis de lever i dødssynd, har døden endnu en brod og en gift. ”At fjerne synden vil sige at fjerne dødens brod.” Og der er en privilegeret måde at forberede sig til døden på, mindede den pavelige husprædikant om:

Da han indstiftede eukaristien, forudsagde Jesus sin egen død. Det samme kan vi ikke gøre. Jesus har endog opfundet dette middel til at gøre os delagtige i hans egen død, for at forene os med ham. At tage del i eukaristien er den sandeste, mest rigtige og den mest effektive måde at ”forberede sig” til døden på. I den fejrer vi også vores egen død og vi bærer den dag for dag frem for Faderen. I eukaristien kan vi lade vores amen, vores ja stige op til faderen, til det der venter os, til den død, han vil tillade for os. I den gør vi vores testamente op - vi beslutter, hvem vi skal overgive vores liv til, hvem vi skal dø for.

07 december 2020, 10:19