Vi er alle kaldede til et liv i hellighed- til at være billede på et liv, der går mod strømmen

 Lisbeth Rütz – Vatikanstaten

Kirken fejrer i dag Alle Helgens Dag for alle dem, der er blevet udråbt til helgener, men også de mange ukendte helgener, der har levet et helt almindeligt, enkelt, kristent liv. De har levet det i det skjulte, men fyldt af tro og af kærlighed til Gud og næsten. Helgenerne er virkelig lykkelige, siger pave Frans, for de har opdaget hemmeligheden ved den autentiske lykke. Helgenerne er, siger han i refleksionen forud for dagens Angelus, “de mest sandfærdige vidner om det kristne håb, fordi de har levet det fuldt ud i deres liv midt i dets glæder og skuffelser” ved at gøre saligprisningerne til virkelighed.  “Kristus er opstanden og også vi skal være sammen med Ham”.

Saligprisningerne er “vejen til hellighed”

Saligprisningerne, som Jesus har prædiket om og som genlyder i liturgien (se Matthæus 5,1-12 a), er faktisk vejen til hellighed- eller som pave Frans har sagt det andre gange: “den kristnes identitetskort”, som gør én til Jesu efterfølger. Og i dag vælger paven at reflektere over den anden og den tredje af disse veje, der kan gøre os salige, lykkelige og til helgener. Begge veje, siger pave Frans, “begynder hernede og skal fuldendes i Kristus”.

Salige er de som græder, for de skal trøstes

Det ser ud til at være selvmodsigende ord, for gråd er ikke tegn på glæde og lykke. Død, sygdom, moralsk brist, synd og fejlgreb, ja det daglige liv slet og ret er årsager til gråd og lidelse. Et liv der bliver såret og prøvet af utaknemmelighed og mangel på forståelse.

Og dog erklærer Jesus netop dem der græder for salige, forklarer paven, for “på trods af alt stoler de på Herren og stiller sig under Hans skygge”.

De er ikke ligeglade og deres hjerter forhærdes heller ikke i smerten; men de håber med tålmodighed på Guds trøst. Og denne trøst erfarer de allerede i dette liv.

“Salige er de sagtmodige, for de skal arve jorden”

Den tredje saligprisning ophøjer i stedet for ydmygheden, som er “kendetegnet for Gud”, en måde at være på og en måde at leve på, der nærmer os til Ham og skaber enhed, ikke overherredømme og tvang. Paven taler om det ved at beskrive disse personer, som verden ikke agter, men som Gud giver evigt liv.

Sagtmodige er de som forstår at styre sig selv, som giver plads til den anden, lytter til ham og respekterer ham i hans levevis, behov og det han søger. De har ikke til hensigt at overmande ham eller gøre ham mindre, de vil ikke være overlegne og dominere i alt, de vil ikke påtvinge andre deres egne ideer og interesser til skade for de andre. Disse personer, som verdens tankegang ikke værdsætter, er kostbare i Guds øjne. Han giver dem det forjættede land i arv, dvs. det evige liv.

Lytte og ikke overfalde

I det daglige liv ude i verden tilføjer paven improviserende “ er der så megen aggressivitet og også i hverdagslivet er den første ting, der kommer ud af os aggression og selvforsvar”.

Vi har brug for sagtmodighed for at gå fremad på hellighedens vej. Lyt, respekter, overfald ikke den anden: det er ydmyghed.

Med sagtmodighed kommer vi til hellighed

Hvad skal vi uddrage af disse saligprisninger, af denne evangeliske vej, som helgener og salige går på? Især, at den “går mod strømmen, at den ikke har denne verdens mentalitet” og så, at vi alle er kaldede til at gå den på vores egen vej:

Fejringen i dag af Alle Helgen minder os om vores personlige og universelle kaldelse til hellighed og foreslår os sikre modeller til denne vandring, som enhver af os går på en unik og uigentagelig måde. Det er nok at tænke på den uudtømmelige forskellighed af gaver og af konkrete historier, der findes om de hellige. De er ikke ens – enhver har sin egen personlighed og enhver af os kan gå denne vej i sagtmodighed - vær sagtmodige - så vil vi gå hellighedens vej sammen.