“Jeg har anbefalet min opgave i kirken til Carlo Acutis forbøn”
Lisbeth Rütz - Vatikanstaten
Nogle få dage efter udnævnelsen til præfekt for helgenkåringskongregationen forbereder biskoppen af Albano, Monsignor Marcello Semeraro, sig på et andet skridt, som paven har kaldet ham til – nemlig at iklæde sig den purpurrøde kardinaldragt. Semeraro, der er 72 år og stammer fra Apulien i Syditalien, fortæller om de følelser, han blev overvældet af ved søndagens overraskende meddelelse om udnævnelsen - en meddelelse, han modtog med taknemmelighed og følelse af ansvar. Han fortæller også om, at han har bedt om forbøn hos en ung helgen og om sine drømme.
“Jeg var allerede hjemme og kunne følge transmissionen af Angelus. Jeg fulgte bønnen og forstod af Den hellige Faders ord, at jeg ville blive kardinal. Det skete så kort tid efter den anden udnævnelse, at det forstyrrede mine vante rytmer lidt. Dette er endnu en overraskelse. Jeg føler en meget stor taknemmelighed over for Den hellige Fader for, at han viser mig sin tillid på denne måde, og jeg føler også det store ansvar, der er forbundet med det og vigtigheden af det hverv, jeg skal udføre for Kirken. En ting, der straks gik gennem hovedet på mig, da jeg hørte navnet på sekretæren for synoden var den synodalitet, der er et tegn på vores fælles vandring i Kirken. Og så tænkte jeg på det ansvar, der hviler på mig som præfekt for kongregationen for helgenkåringer. Dette er en anden form for synodalitet, et andet fællesskab, fællesskabet med Himlen. Vi på jorden, der tjener og lever i Kirken, bør søge at afspejle dette himmelske fællesskab, som vi er på vej mod, og som Alle Helgens Dag fortæller os – den fest, vi skal fejre om ganske kort tid. Det var disse følelser, der for gennem min tanker i det øjeblik”.
De sagde, at i løbet af kort tid blev De præfekt for helgenkåringskongregationen og så blev De kardinal. Hvordan føler De det på det personlige plan, at De har modtaget disse vigtige udfordringer til tjeneste i Kirken?
Set fra min personlige synsvinkel var jeg - også i betragtning af min alder – allerede sporet ind på, at jeg ville præsentere mit ønske om at træde tilbage som leder af bispedømmet. Det foreskriver de kirkelige regler. Derfor var jeg - i det mindste rent åndeligt - i en distanceret position. Min opgave i bispedømmet er at tage initiativer og sætte i gang. Men jeg må også træde tilbage for at lade mine efterkommere være frie på deres vandring. Jeg havde altså allerede dette perspektiv foran mig. Men nu skal jeg begynde igen. Jeg skal begynde på en tjeneste, der først og fremmest bringer mig i kontakt med erfaringer om hellighed, og dette er til stor trøst og opmuntring for mig. Jeg modtog en invitation fra biskoppen af Assisi til at komme der til afslutningen af saligkåringen af Carlo Acutis, og jeg var der for en uge siden. Da jeg befandt mig ved hans grav og så denne unge saligkårede, kom jeg i tanker om en ikon, som Den hellige Fader engang gav mig mange kopier af, for at jeg skulle give dem videre til præster og andre personer. En ikon der hedder Santa koinonia og forestiller en ung munk, der løfter en gammel op på sine skuldre. I et møde med de unge talte paven om denne ikon og inviterede de unge til at bære Kirkens drømme og håb videre. Og da jeg stod der foran den salige Carlo Acutis legeme, bad jeg ham om at løfte mig op på sine skuldre sammen med sine drømme, så han kunne hjælpe mig til at udføre den tjeneste, som paven har kaldet mig til.
Efter at have listet navnene op på kardinalerne bad pave Frans for hver eneste af dem om, “at de gennem deres bekræftelse af, at de hører Kristus til skal hjælpe mig – sagde han – i mit arbejde som biskop af Rom til gavn for hele Guds hellige folk”. Hvad betyder disse ord for Dem? Hvilket ansvar peger de hen på?
“Efter min beskedne mening er paven midt i et projekt, som vi kan opsummere med ordet “omsorg for sjælene” - det traditionelle udtryk også i kanonisk ret, hvor der peges på, hvad for en opgave vi har - at vise omsorg, hjælpe hinanden, bære hinandens byrder som den hellige Paulus siger. Det er det, paven beder om. Paven er ikke denne gigantiske, mytologiske figur, der bærer hele verden. Det er Kristus, der har taget vores svagheder på sig og ved sine sår giver os helbredelse. Paven lever i dette fællesskab, han er fællesskabets tjener, og også dogmet om den romerske biskops primat taler om paven som fællesskabets tjener for bispedømmet og Kirken. Altså er det retfærdigt, at han føler nødvendigheden af at have medarbejdere i udførelsen af sin tjeneste På den anden side er også reformarbejdet i kurien, som er foregået i disse år og som i disse måneder går mod sin afslutning, et tegn på det store samarbejde, der har været med Peters efterfølger.
