Don Roberto Malgesini begravet i Como

Lisbeth Rütz - Vatikanstaten

Ved afslutningen af sin generalaudiens onsdag den 16. september omtalte pave Frans kort den myrdede præst, don Roberto Malgesini. Han var blevet myrdet dagen før i den norditalienske by Como af en psykisk syg, hjemløs mand. Roberto Malgesini blev fundet død omkring klokken syv om morgenen, myrdet af en psykisk syg indvandrer fra Tunesien. Ifølge politiet var han i færd med at dele morgenmad ud til byens hjemløse. Den formodede gerningsmand meldte sig senere samme dag til politiet.

Don Roberto Secchi stammer fra den samme by som don Roberto Malgesini. De kendte hinanden godt helt fra barndomstiden; men don Roberto Secchi er ti år yngre end den myrdede præst.

”Han var virkelig en Herrens tjener – på vej mod vores kaldelse blev vi fulgt af den samme præst, der først hjalp ham i hans valg og derefter mig og så fulgte os på vores vej indtil præstevielsen”, siger don Roberto Secchi.

I går kom kardinal Krajewski til Como. På denne måde kom han med nærhed fra pave Frans – med et kærtegn fra ham. Hvordan var jeres møde?

Kardinalens møde med biskoppen af Como var som et møde mellem to familiemedlemmer, meget menneskeligt og dybtfølt.

Det var et møde med nærhed – Krajewski kom i pavens navn for at bringe lidt trøst til biskoppen og vores kirke. En trøst som altid er forenet med håbet. Håbet er, at det som Roberto gjorde i sit liv allerede nu bærer frugter og at det er medmenneskelighedens frugter. Vi ser en by, der blev forbløffet over det godes magt – over det, som denne præst i stilhed og uden at være opsigtsvækkende forstod at så i disse år.

Hvor finder De dette gode?

Om aftenen den dag drabet fandt sted, mødtes vi i katedralen. Pladsen foran domkirken var fuld af unge mennesker – unge der var meget forskellige, som på en eller anden måde havde kendt don Roberto. Der var personer, der hjalp ham ved at donere mad, og der var unge, der gik med ham hen til de fattige. Miraklet var, at de alle var samlede til bøn – samlede i stilhed for at sige, at denne mand virkelig vidnede om kærligheden. Jeg kom i tanke om denne berømte sætning af von Balthasar. Han siger, at ” kun kærlighed er troværdig”, og don Roberto lærte os, at kærlighed er troværdig. Den får dig til at tro.

Ved afslutningen af messen oplæste kardinal Krajewski budskabet fra pave Frans om, at han er jer nær nu som da det skete. Hvad betyder det for jer, at Den hellige Fader er jer nær?

Det betyder det store håb, at vi som kristne aldrig er alene, når vi står over for smertelige øjeblikke – over for de øjeblikke af træthed, som vi kommer igennem i vores liv. Det betyder, at vi støtter hinanden. Pavens nærhed er Guds nærhed – den betyder at Jesus i dette øjeblik trøster os. Vi holdt af dette billede af Jesus, der ser på folkeskarerne og føler medlidenhed med dem ved deres smerte. På den måde følte vi os set af pave Frans, der i vores kirke i Como sagde til os: I er ikke alene, jeg følger jer, I følges af hele Kirken som beder for don Roberto, for hans familie, som beder om ,at dette martyrium virkelig skal blive en kilde til lys – en kilde til håb. Og jeg tror, vi har brug for det. Den store arv, som don Roberto efterlader os og som pave Frans også har mindet os om, er kærligheden- dvs. denne menneskelighed, der får dig til at sige, at vi alle er brødre, at den person du har foran dig – ligegyldigt hvilken hudfarve og race han har er en af dine brødre.

De fortæller om en episode, der skete mellem Dem og don Roberto - jer der var venner og præstekolleger….

Det var meget stærkt det der skete i fredags, da don Roberto ringede til mig og spurgte mig, om jeg kunne tage ud sammen med ham og dele morgenmad ud. Vi havde en aftale til dagen efter klokken 7, og så hørte jeg ikke mere til ham. Det ramte mig meget, for han ringede til mig sent om aftenen. Jeg blev urolig, og så siger han til mig: ”Rolig, jeg ringer til dig for at høre, om du kan gå ud sammen med mig de næste par dage”. Jeg ser det lidt som noget jeg arvede fra ham, men især som et glimt af den skønhed, der var i ham, den enkelhed der ligger i ikke bare at hjælpe, men også i at bede om hjælp. ”Hjælp mig – lad os gøre det her sammen”. Det er for mig det smukkeste minde og det sidste minde, jeg har – denne opringning, hvor han siger ”kom med”. Der var så mange gange, hvor jeg sagde til ham: ”Men hvorfor gør du sådan? Pas på”! Og han svarede mig altid: ”dér er Jesus”!