Vores økonomi er syg – men en forandring er mulig

Lisbeth Rütz – Vatikanstaten

Pavens ord om verdensøkonomien ved generalaudiensen onsdag den 26 august har vakt stor opmærksomhed. Her talte han om konsekvenserne af en ulige fordelt økonomisk vækst, der har skabt en syg økonomi, hvor en mindre del af befolkningen er blevet rigere og rigere – mens en stor del skubbes endnu mere ud i fattigdom. Pave Frans mindede om de mange børn, der dør af sult eller ikke har adgang til uddannelse. Sociale uligheder, der er blevet større med pandemien og ligegyldighed over for de skader, der sker på skaberværket, er en lakmusprøve på denne situation.

Stefano  Zamagni udtaler sig om dette i et interview med Vatican News:

Paven vil helbrede den nuværende økonomiske model for det, den fejler. Paven er tilhænger af en verdensøkonomi, som ikke lider af de to store sygdomme – ulighed og mangel på skolegang. Denne forandring indefra er mulig i dag ved at arbejde på flere fronter, som skal bevæge sig i samme retning. Indtil for nylig troede man, det var nok at øge rigdommen ved at øge bruttonationalproduktet, fordi så ville det hele kunne justeres. Vi har set, hvad der er sket. Bruttonationalproduktet er øget på globalt niveau. Men samtidig er ulighederne også vokset. Det første paven foreslog var, at alle skal kunne mærke den øgede velstand. Det andet er at sørge for, at der bliver harmoni mellem den økologiske balance og den indre balance i samfundet. I afsnit 10 i Laudato sì taler paven om ”en indre fred”.

Hvordan kan man efter Deres mening afbøde disse skæve udviklinger?

Det er nødvendigt, at man har viljen til det, for man kan godt set ud fra et teknisk synspunkt. Det første behov er at forandre den måde, finansmarkederne fungerer på. Finansmarkedet er sygt, fordi det er baseret på forkerte love. Regeringerne må sætte sig sammen om bordet og sige lad os formulere nye regler. For eksempel – luk skatteparadiserne! I dag er de en af de første årsager til, at ulighederne er vokset. For det andet skal der sørges for, at finansmarkedet tjener den virkelige økonomi. I dag er det modsatte tilfældet. I århundreder tjente finansmarkedet til at hjælpe virksomhederne ogfamilierne. Det skal være slut med at være selvrefererende. For finansmarkedet producerer ikke merværdi- det fordeler den bare. Dette kan til en vis grad tolereres, men i dag er det blevet helt tydeligt som krisen 2007 – 08 og den efterfølgende har vist det. For det tredje er det nødvendigt at sige, at formålet med virksomheden ikke bare er profitmaksimering. Store amerikanske foretagender sagde det i den seneste erklæring, der går ti dage tilbage: Vi ønsker en økonomi, der ikke bare som sit første mål har profitmaksimering for aktionærerne, men også produktion af social værdi.

Paven har også opfordret de kristne kirkesamfund i det 21. århundrede til at lade det, man selv ejer, gavne alle sådan som det for eksempel var tilfældet i de første kristne fællesskaber. Er dette også en vigtig vej at følge?

Ved siden af privat ejendom og offentlig ejendom findes også fælles ejendom. Vi er fælles om miljøet. Vi er fælles om vandet. Vi er fælles om en vaccine mod corona.  Der findes ting, der hverken tilhører den enkelte eller staten, men hele fællesskabet. For at revitalisere logikken omkring det fælles eje, så er der behov for fællesskaber – dvs grupper af personer, som på det konkrete plan i deres daglige liv realiserer fællesskabets logik på konkret vis i deres dagligdag. Pavens opfordring skal læses sådan: gør en indsats I kristne fællesskaber! Dette skal kombineres med konkrete vidnesbyrd, og det er faktisk allerede ved at ske med personer, der slutter sig sammen for at anvende logikken med de fælles goder. Det er for eksempel derfor, fælleskooperativerne er opstået.

Støtte til børnefamilier – specielt mødre hvad enten de er på arbejdsmarkedet eller ej – nu hvor fødselsraten er for nedadgående og også satsninger på de unges uddannelse - er det vejen til at komme bedre ud af krisen for de vestlige samfund?

Det er uundværligt – fordi paven – ikke bare i går, men også ved andre lejligheder har insisteret på igen at sætte fokus på familiens rolle og funktion. Men over hele verden er der ”dårlige læremestre, ”der har tænkt, at ved at ødelægge familien som institution og flytte al fokus hen på en grænseløs individualisme, så ville man kunne gøre situationen bedre. Dette er den største fejl, fordi familien er den første økonomiske faktor.

Hvis vi glemmer dette, går vi glip af muligheden for at forstå en af de faktorer, der bedst kan forvandle den nuværende situation. Hvem er børnenes første læge? Familien. Hvor er det første sted, de unge bliver opdraget og formet?  Familien. At sætte den i centrum igen vil sige at sætte personen – specielt kvinden -  i centrum.