Sök

Pave Frans vid Angelus Pave Frans vid Angelus   (AFP or licensors)

Paven følger Nicaragua efter attentatet på katedralen i Managua

Efter angelusbønnen søndag den 2. august henvendte paven sig til Nicaraguas befolkning for at vise sin solidaritet med dem.

Lisbeth Rütz – Vatikanstaten

Fredag den 31.7. blev hovedstaden Managuas katedral hærget af en brand, der efter alt at dømme er påsat. Et næsten 400 år gammelt krucifiks blev svært beskadiget, selv om branden hurtigt kom under kontrol.

Jeg tænker på Nicaraguas folk, der lider på grund af attentatet mod Managuas katedral, hvor et højtelsket billede af Jesus er blevet stærkt beskadiget, næsten ødelagt. Det er et billede, der i århundreder har været en del af folkets liv og været til hjælp for det. Kære venner i Nicaragua – jeg er jer nær og beder for jer.

Efter opfordring fra Managuas kardinal, Leopoldo José Brenes, blev søndag den 2. august national sørge- og bededag.

Kardinalen opfordrede til bededagen som en bod for attentatets totale mangel på respekt for det hellige.  Han beder de troende om at tilgive den, der er skyldig i attentatet og understreger:

”Denne onde handling har også såret alle os præster, ordensfolk, troende, mænd og kvinder af god vilje”. Kardinalen opfordrede til faste, stilhed, rosenkransbøn eller bøn foran et krucifiks for at fremme ”freden i hjerterne og for ikke at lade sig friste til provokation og had”.

International solidaritet

Kirken i Managua har modtaget solidaritetstilkendegivelser fra hele verden. CELAM – den latinamerikanske bispekonference - udtrykker i en note, som alle medlemmer af styrelsen har underskrevet: ”Vi forener os i solidaritet med Nicaraguas kirke, der utrætteligt følger sit folk”.på trods af ”de strukturelle problemer i de økonomiske og sociale strukturer”.

CELAM udtaler, at de troende får kræfter og håb til at overvinde vanskelighederne ”ved en forbilledlig demonstration af generøsitet og broderskab”. ”Vi fordømmer – fortsætter dokumentet – denne og en hvilken som helst anden blasfemisk handling eller profanering, som begår overgreb mod de troendes åndelige liv og Kirkens evangeliseringsarbejde -  specielt i disse pandemiens vanskelige tider”.

Kampen for fred

Dokumentet slutter med et ønske om, at Nicaraguas myndigheder hurtigst muligt afklarer, hvad der ligger bag ”denne voldshandling, som ikke på nogen måde er acceptabel - ligegyldigt hvem der står bag. Alle – understreger bispekonferencen – må fortsat anstrenge sig for at leve i fred og harmoni ved at arbejde for vores folks udvikling”.

03 augusti 2020, 10:46