Sök

Gå ikke på jagt efter andres fejl. Efterlign Herrens tålmodighed Gå ikke på jagt efter andres fejl. Efterlign Herrens tålmodighed  (ANSA)

Gå ikke på jagt efter andres fejl. Efterlign Herrens tålmodighed

Det drejer sig ikke om at vise hyklerisk tolerance, men om at vise en retfærdighed, der bliver gjort mildere af barmhjertighed, sagde paven til angelusbønnen søndag den 19. juli.

Lisbeth Rütz – Vatikanstaten

Den gode sæd og ukrudtet repræsenterer ikke det gode og det onde på en abstrakt måde, men karakteriserer netop os mennesker, der kan vælge at følge Gud eller djævelen. Det sagde pave Frans til søndagens angelusbøn, hvor han kommenterede lignelsen i dagens evangelium (Matthæus 13,24 – 43) om husbonden, der sår den gode sæd, mens djævelen i ly af nattens mørke kommer og sår ukrudt.

Paven opfordrede til at se på marken på samme måde, som husbonden ser den. Han forstår at se, hvordan den gode sæd står blandet op med ukrudt. Hans folk derimod ville straks rykke ukrudtet op.

Det onde skal selvfølgelig forkastes; men onde mennesker skal man have tålmodighed med. Det handler ikke om at have denne hykleriske tolerance, som skjuler fejl, men om den retfærdighed, der bliver gjort mildere af barmhjertigheden. Hvis Jesus er kommet for at søge synderne snarere end de retfærdige, for at helbrede de syge snarere end for at tage sig af de raske, så må også vores, hans disciples handlinger rettes ikke mod at udrense  de onde, men mod at frelse dem. Og her skal man have tålmodighed.

Vi skal anerkende det gode, der gror i stilhed

Husbonden er den klogeste – han forstår, at man ville risikere at rykke kornet op sammen med ukrudtet. Det er derfor nødvendigt at vente på, at høsten skiller ukrudtet fra den gode sæd. Paven understregede, at lignelsen også handler om at have sund fornuft. At udholde forfølgelser og fjendtlighed er en del af det kristne kald. I lignelsen finder vi to forskellige måder at tolke situationen på.”På den ene side er der husbondens blik. Han ser langt – på den anden side er der høstarbejdernes blik. De ser kun problemet. Høstarbejderne ønsker en mark uden ukrudt – bonden det gode korn”.

Den der går på jagt efter andres begrænninger og mangler arbejder ikke godt sammen med Gud.Det gør til gengæld den, der kan anerkende det gode, der vokser i stilhed i Kirkens og i historiens mark og dyrker den, indtil den er moden til høst. Og der vil det være Gud og kun Ham, der belønner de gode og straffer de onde. Gid Guds Moder må hjælpe os til at forstå og efterligne Guds tålmodighed. Han vil, at ingen af de børn fortabes, som Han elsker med en Fars kærlighed.

Vi fristes til at sladre for at ødelægge de andre

Paven mindede om, hvad der sker, når man sår ukrudt:

Vi har hørt det så mange gange, at en familie levede i fred. Så begyndte krigene og misundelsen... et kvarter levede i fred – så begyndte de dårlige ting. Og vi er så vant til at sige: ”Åh, der er kommet nogen for at så ukrudt”, eller: Den person fra den familie sår ukrudt med sin sladder.”.Det ødelægger altid at så det onde.Og djævelen eller det at vi fristes sår ondskab, når vi falder for den fristelse at sladre for at skade de andre.

Den lignelse, som Jesus fortæller om den gode sæd og ukrudtet, viser, at Gud sår den gode sæd, mens modstanderen, djævelen, af misundelse forsøger at forhindre, at kornet vokser. Den ondes plan er, sagde paven, at forhindre frelsesværket og bevirke, at Gudsrigets komme forhindres af uværdige arbejdere, der sår skandaler.

20 juli 2020, 07:59