Sök

Krucifix Krucifix  (ANSA)

Søg styrke i troen

Den italienske premierminister Giuseppe Conte har underskrevet et dekret, der betyder en stærkt begrænset bevægelsesfrihed i de 14 italienske provinser, som er ramt af Coronavirus. Paven opfordrer til at søge styrke i troen. Han beder for sundhedspersonalet og alle, der er ramt af sygdommen.

Lisbeth Rütz - Vatikanstaten

”Det er en lidt mærkelig Angelus-bøn i dag med en pave der er ”buret inde” i biblioteket, men jeg ser jer - jeg er tæt på jer”. Det sagde pave Frans i går, da Angelus-bønnen blev transmitteret fra biblioteket i det apostoliske palads. Transmissionen skete fra biblioteket for at undgå spredning af Corona-virus. Normalt transmitteres angelusbønnen fra et vindue i det apostoliske palads.

Forklarelsen på bjerget

Evangeliet til anden søndag i fasten (Matt., 17,1-9) handler om forklarelsen på bjerget, hvor Jesus er sammen med Peter, Jakob og Johannes. Jesus førte dem op på bjerget for at forberede dem på det mysterium, at han skulle lide, dø og genopstå. Men de forstod ikke dette perspektiv. Derfor fordybede han sig i bøn, ” han blev forvandlet for øjnene af dem, hans ansigt lyste som solen, og hans klæder blev hvide som lyset” (v.2)

Netop forklarelsen gjorde de tre disciple bevidste om Jesu guddommelige natur. Disse tre blev udvalgt til at overvære forklarelsens øjeblik - ikke fordi de var perfekte - tværtimod. Peter fornægtede ham senere - og Jakob og Johannes ville sidde ved hans højre og hans venstre side (Matt. 20,20). Gud vælger dog ikke efter vores kriterier, men efter sin egen kærligheds plan. Også vi er gennem vores dåb blevet gjort til vidner om glæden ved at kende Jesus, selv om vi ikke har oplevet forklarelsens øjeblik, sagde paven.

Paven beder for coronaepidemiens ofre

Ved slutningen af angelusbønnen bekræftede paven på ny sin forbundethed i bøn med alle dem, der lige nu lider under Corona-virussens følger:

I bønnen er jeg de personer nær, der lider under den aktuelle corona-epidemi og dem, der plejer patienterne. Jeg står sammen med mine medbrødre biskopperne om at opmuntre de troende til at leve dette vanskelige øjeblik med troens styrke, visheden i håbet og kærlighedens flamme. Måtte fastetiden hjælpe os alle til at finde en mening i Evangeliets ånd, også i dette prøvelsens og smertens øjeblik”.

10 mars 2020, 08:42