Sök

Paven vid Angelus Paven vid Angelus  (Vatican Media)

Paven: Vores svar på pandemien er bøn over hele verden

Paven opfordrer til, at alle verdens kristne på onsdag beder Fadervor sammen og han inviterer til sakramental tilbedelse med efterfølgende Urbi et Orbi velsignelse fredag den 27. foran Peterskirken.

Lisbeth Rütz – Vatikanstaten

Efter angelus- bønnen søndag opfordrede pave Frans alle kristne i hele verden til universel bøn og ømhed over for de ofre, der føler sig allermest forladte og glemte. Han opfordrede til at bede for de mange læger, sygeplejersker og frivillige, der lige nu kæmper for at redde liv i Corona-pandemien og for politi og soldater, som er sat ind for at opretholde ro og orden.

I disse prøvelsens dage, mens menneskeheden skælver stillet over for pandemiens trussel, vil jeg gerne foreslå, at alle kristne forener deres bønner. Jeg inviterer alle kirkeoverhoveder og lederne af alle de kristne samfund til sammen med kristne fra de forskellige konfessioner at anråbe den allerhøjeste, almægtige Gud ved på samme tid at bede den bøn, som Vor Herre Jesus Kristus selv har lært os. Jeg inviterer alle til at gøre det mange gange om dagen, men også til at bede Fadervor sammen onsdag den 25. ved middagstid. Måtte Herren netop på den dag, hvor mange kristne husker budskabet til Maria om, at Gud skulle blive menneske, lytte til den enstemmige bøn fra alle hans disciple, der forbereder sig på at fejre Den Opstandnes sejr.

I den samme intention, fredag den 27. marts klokken 18, vil jeg lede et bønnens øjeblik på den tomme plads foran Peterskirken. Jeg inviterer alle til at deltage åndeligt gennem de kommunikationskanaler, der er til rådighed. Vi vil lytte til Guds ord, vi vil komme med vores bønfaldelser, vi vil tilbede Det allerhelligste Sakramente. Med det vil jeg til slut give Urbi et Orbi velsignelsen, der er forbundet med muligheden for fuld aflad.

22 mars 2020, 17:59