Bed for myndighederne og glem ikke de fattige

Lisbeth Rütz - Vatikanstaten.

Torsdagens messe er den fjerde, der streames direkte. I dag opfordrede paven specielt til at bede for de myndigheder, der skal tage beslutninger på fællesskabets vegne. Dagens evangelietekst er fortællingen om den rige mand og Lazarus (Lukas, 16, 19-31)

Denne fortælling af Jesus er meget ligetil. Den kan ligne en fortælling for børn - den er meget simpel. Jesus vil dermed ikke bare pege på en historie, men på muligheden for, at alle mennesker lever sådan - også at vi lever sådan. Der var to mænd - den ene var veltilfreds og forstod at klæde sig pænt på Måske ledte han efter den tids bedste stylister, så han kunne være velklædt. Han klædte sig i purpur og det allerfineste linned. Han klarede sig godt - for hver dag levede han i fest og pragt. Sådan var han lykkelig. Han bekymrede sig ikke rigtig - han tog sine forholdsregler og måske tog han nogle piller mod cholesterol til festerne, men han klarede sig godt i livet. Han var rolig.

Ved hans dør lå der en fattig stakkel - han hed Lazarus. Han vidste, at den fattige lå der - det vidste han jo godt. Men det forekom ham naturligt: ”Jeg klarer mig jo godt - og sådan er livet. Han må se at arrangere sig, som han bedst kan”. Han sendte ham højst - men det siger Evangeliet ikke noget om - af og til nogle smuler. Og sådan gik de tos liv. De døde begge. Den rige døde og Lazarus døde. Evangeliet siger, at Lazarus af englene blev båret hen i Abrahams skød. Om den rige siges der blot: Han blev begravet. Punktum. Færdig.

Der er to ting, som er slående. Det faktum at den rige vidste, at der var denne fattige stakkel og at han kendte hans navn - Lazarus. Men det betød ikke noget for ham - det forekom ham naturligt. Den rige havde måske også sine forretninger, der til når det kom til stykket gik ud over de fattige. Det vidste han godt - han kendte godt til denne realitet. Den anden ting, der berører mig meget, er ”den dybe kløft” som Abraham taler om til den rige: ”Mellem os er der en dyb kløft, vi kan ikke kommunikere. Vi kan ikke komme fra den ene side over til den anden.” Det er den samme kløft, som der i livet var mellem den rige og Lazarus - dér begyndte kløften.

Jeg tænkte på, hvad denne mands drama var: det drama der ligger i at være meget, meget velinformeret, men have et lukket hjerte. Den rige mands informationer nåede ikke hans hjerte, han kunne ikke blive bevæget over de andres drama. Han kunne ikke engang kalde på en af de drenge, der serverede ved bordet og sige - men bring ham dog det eller det. Det er dramaet om den information, der ikke når til hjertet. Også det sker for os. Vi ved det jo alle sammen, for vi har hørt om det i TV-avisen, og vi har set det i aviserne, hvor mange børn i verden der sulter, hvor mange børn der ikke har den nødvendige medicin, hvor mange børn der ikke kan gå i skole. Der er kontinenter, der lever med dette drama - vi ved det. Åh de stakler, siger vi måske - og så går vi videre. Den information når ikke vores hjerte - og mange af os - så mange mænd og kvinder- lever i denne afstand mellem det de tænker, det de ved og det de føler - hjertet er koblet fra tanken. De er ligeglade. Som den rige var ligeglad over for Lazarus smerte. Dér er afgrundens ligegyldighed.

Da jeg første gang tog til Lampedusa, kom dette ord til mig - det er globaliseringen af ligegyldigheden. Måske er vi bekymrede i dag her i Rom, fordi ”det ser ud til at butikkerne er lukkede, jeg må hen og købe det der, og det ser ud til, at jeg ikke kan gå på tur hver dag og det ser ud til.” - jeg kredser om mine egne ting. Og vi glemmer de sultne børn, vi glemmer disse stakkels folk ved landegrænserne, der søger friheden, disse migranter der er tvunget afsted, som flygter fra sult og krig og kun finder en mur en mur af pigtråd, men en mur der ikke lader dem komme igennem. Vi ved, at dette eksisterer; men det når ikke vores hjerte. Vi lever i ligegyldigheden: ligegyldigheden er det drama der ligger i at være velinformeret, men ikke mærke andres virkelighed. Dette er afgrunden - ligegyldighedens afgrund.

Så er der en anden ting, der er slående. Her kender vi den fattiges navn: vi ved det - Lazarus. Også den rige kendte det, for da han er i pine, beder han Abraham om at sende Lazarus - han genkendte ham der. ”Men send ham til mig.” Men vi kender ikke den riges navn. Evangeliet siger ikke til os, hvad denne mand hed. Han havde intet navn. Han havde mistet sin navn - han havde kun de adjektiver, der beskrev hans liv: rig, mægtig… så mange adjektiver. Det gør egoismen ved os - den får os til at miste vores virkelige identitet- vores navn og den får os kun til at vurdere adjektiverne. Verdsligheden hjælper os med dette. Vi er faldet ned i adjektivernes kultur, hvor din værdi er det som du har, det som du kan Men ikke ”hvad hedder du”? - du har mistet dit navn. Det fører ligegyldigheden til. At man mister sit navn. Vi er kun de rige, vi er det ene vi er det andet. Vi er adjektiverne.

Lad os i dag bede Herren om den nåde ikke at blive ligeglade, om den nåde at alle informationerne om menneskets smerter når vores hjerte og bevæger os til at gøre noget for de andre.