Sök

Sluk for TV og mobiltelefonen - lad os tjene de svageste. Sluk for TV og mobiltelefonen - lad os tjene de svageste.  (Vatican Media)

Sluk for TV og mobiltelefonen - lad os tjene de svageste

Lad os slukke for TV og mobiltelefon og i stedet være opmærksomme på de svageste. Lad os holde op med småsladder og verbal vold og i stedet gå ud på en kærlighedens vandring for at omfavne fattige, gamle og marginaliserede. Det var pave Frans´ budskab til omkring 12.000 deltagere i audiensen Askeonsdag den 26. på Peterspladsen.

Lisbeth Rütz - Vatikanstaten

Paven reflekterede Askeonsdag over de 40 dage i ørkenen, hvor Jesus blev fristet af djævelen. Og han standsede ved den betydning, ørkenen kan have for os, der lever i de store byer.

Ørkenen er et frugtbart sted

Ørkenen er et ordløst og øde sted, hvor der ikke er andre lyde end vinden og vores eget åndedræt. Det er her, vi skal gøre plads til Ordet, Guds ord, der som en let brise kærtegner vores hjerte (1.Kongebog 19,12). Men ørkenen er også et frugtbart sted - et sted for åndelig vækst. Det var her, det jødiske folk blev sendt ud, da det havde fjernet sig fra Gud, og det var her, Moses modtog de ti bud. Jesus elskede at trække sig tilbage til øde steder for at bede i stilheden (Lukas 5,16), sagde paven.

Han lærte os hvordan vi søger Faderen, der taler til os i stilheden. Og det er slet ikke let at skabe en stilhed i hjertet, for vi forsøger altid at tale lidt - at være sammen med de andre.

Bliv stille i hjertet

Paven opfordrede til, at vi her i fastetiden arbejder aktivt på at give plads til stilheden for at give plads til åndelig vækst.

Det er tid til at slukke for fjernsynet og åbne Bibelen. Det er tid til, at vi løsriver os fra mobiltelefonen og fordyber os i Evangeliet. Da jeg var barn, var der ikke fjernsyn, men det var skik og brug, at man ikke lyttede til radioen. Faste er ørken, tid til at give afkald, tid til at koble sig fra mobiltelefoinen og koble sig på Evangeliet. Det er tid til at give afkald på unyttige ord, snak og sladder, tid til at tale og sige ”du” til Herren. Det er tid til at give sig hen til en sund hjertets økologi, til at gøre rent derinde.

Ørkenen omkring os

I fastetiden gælder det om at være bevidst om, hvilken rolle de elektroniske medier spiller i vores liv, sagde paven, der tog afstand fra den verbale vold, vi er omgivet af på de sociale medier.

Vi lever i et miljø, der er forurenet af alt for meget verbal vold, af alt for mange krænkende og skadelige ord, som nettet spreder. I dag fornærmer man hinanden lige så let som man siger goddag. Vi er sunket ned i tomme ord, reklamer, bedrageriske budskaber.

Gå til skrifte

Paven opfordrede til at gå til skrifte for på den måde at blive læget for syndens sår. Bøn, faste og kærlighedsgerninger er den vej, der skal føre os fra støvet og asken til livet, var essensen i pavens budskab.

27 februari 2020, 13:06