”Salige er de sagtmodige – for de skal arve jorden”
Lisbeth Rütz – Vatikanstaten
Pave Frans tog udgangspunkt i den sagtmodighed, Jesus viser i sin lidelse:
I en passage mindes den hellige Paulus ”Kristi mildhed og sagtmodighed” (2. Kor. 10,1) Og den hellige Peter husker for sit eget vedkommende, hvordan Jesus forholdt sig under sin lidelse: han svarede ikke, han truede ikke, ”men overgav sin sag til ham, der dømmer retfærdigt” (1.Peter 2,23) Et stærkt vidnesbyrd om Jesu sagtmodighed ser man under hans lidelseshistorie.
De sagtmodige skal arve jorden
Den tredje saligprisning citerer Salme 37. At eje jord er typisk noget, der kan fremkalde konflikt. I krige slås man om et territorium – og den stærkeste vinder. Derfor kan det virke paradoksalt at sige, at den sagtmodige arver jorden, sagde paven.
Men lad os se godt på det verbum der bruges for at betegne det, de sagtmodige ejer. De erobrer ikke jorden. Der står ikke salige er de sagtmodige, for de skal erobre jorden. Salige er de sagtmodige, for de skal arve jorden. I den hellige Skrift har ordet ”arve” en endnu dybere betydning. Guds folk kalder Israels jord for arv, fordi Israels jord er det forjættede land.
Jorden er med andre ord meget mere end et territorium – den er den nye himmel og den nye jord, der skal komme. (Jes.65,17, 66,22, 2.Pet. 3,13, ApG 21,1)
Vrede river ned. Ydmyghed frelser og bygger op.
Pave Frans talte også om vreden som den synd, der kan nedbryde så meget:
Et øjebliks vrede kan ødelægge så mange ting; man mister kontrollen og sansen for hvad der virkelig er vigtigt, og man kan ødelægge forholdet til en bror, så det nogle gange er uopretteligt. Der er så mange brødre og søstre, der på grund af vrede ikke taler sammen mere. Det er det modsatte af sagtmodighed. Sagtmodigheden forener, vreden adskiller. Sagtmodigheden erobrer så mange ting. Sagtmodigheden kan besejre hjertet, redde venskaber og så meget andet, fordi man bliver vred, men så falder til ro igen, man tænker efter, men går så i sig selv igen og kan så bygge op igen med sagtmodigheden.
