Sök

Vatican News
Pave Frans og Martin Scorsese Pave Frans og Martin Scorsese 

”Det er en velsignelse for mig, at jeg har mødt ham”.

Filminstruktøren Martin Scorsese fortæller i et interview med L´Osservatore Romanos direktør Andrea Monda om sine møder med pave Frans og hvad Kirken betyder for ham.

Lisbeth Rütz – Vatikanstaten

Da den 77-årige italiensk-amerikanske filminstruktør Martin Scorsese mødtes med pave Frans den 21. oktober sidste år, mødtes de næsten som to gamle venner, der ikke har set hinanden et stykke tid, men ubesværet genoptager den gamle forbindelse, fortæller Andrea Monda, hvis interview med Scorsese blev bragt i L´Osservatore romano torsdag den 9. januar.  Første gang paven og Scorsese mødtes i 2018, spurgte den filminteresserede pave til Scorseses dengang nye film ”The Irishman”, og Scorsese forklarede, at filmen handler om død, venskab, forræderi, anger og længsel efter den svundne tid. Temaet barmhjertighed er et kærnepunkt for pave Frans´ pontifikat, er Monda og Scorsese enige om.

I interviewet taler Monda og Scorsese om, hvordan Dostojevskijs romaner fungerer som baggrund for Scorseses film ”Mean Streets” (dansk – ”Gaden uden nåde” - 1973) og ”Silence” (dansk ”Silence” – 2016). Som Dostojevskij har også Scorsese i hele sin karriere interesseret sig for at undersøge de gode og onde kræfter, der er inden i os selv.

I sin første samtale med paven fortalte Scorsese, der er vokset op i det italienske kvarter i New York, om, hvordan han som barn og ung levede i to skarpt adskilte verdener - gadens verden, der var fuld af kriminalitet, ondskab og vold og kirkens, hvor Gud og kærligheden herskede.

Og hvad lærte De så på gaden, spørger Monda. På gaden laver folk hver dag kompromisser med det onde; men også på gaden er der menneskelighed og godhed, svarer Scorsese. Det har han lært af gadepræsterne, der har vist ham, hvordan man udadtil måske nok kan have en hård facade, men alligevel bag den kan være meget følsom og reflekterende.

Skriftemål for åbent kamera

Filmen The Irishman er i følge Scorsese – en dybt spirituel film, der i lange passager fungerer som en slags skriftemål for åbent kamera. Frank Sheeran – mafiaens håndelanger i 50´erne, 60´erne g 70´erne - fortæller til kameraet om sit liv som morder. Frank voksede op i den hårde arbejderverden under 30´ernes store depression. I 411 dage i træk var han i kamp under Den anden Verdenskrig, og bagefter valgte han at arbejde for mafiaen, fordi der var penge i det. Filmen viser, hvilke love der gælder i mafiaverdenen. I følge Monda har beskrivelsen af forholdet mellem Frank og hans datter Peggy potentiale som til en græsk tragedie. Det ser umiddelbart ud, som om Frank ikke kan erkende sin skyld og at tragedien er uafvendelig; men alligevel er der som en sprække af håb.

I følge Monda begynder The Irishman som en klassisk gangstermovie i stil med hans film ”Goodfellas” (dansk ”Goodfellas” 1990). Men temaet skyld, anger og barmhjertighed spiller en stor rolle, så derfor kommer filmen til at fungere som en form for syntese mellem ”Goodfellas” og ”Silence”.  

Scorsese har tidligere givet et langt interview til Antonio Spadaro – redaktøren for jesuitternes tidsskrift Civiltà Cattolica - om filmen ”Silence”, hvor han bekendte, at han var ”besat af spiritualitet” – af at udforske hvem vi er som mennesker. Lige fra han var ung, har Kristi lære gjort et dybt og uudsletteligt indtryk på ham. Især har skriftemålet haft stor betydning for Scorsese. Det er i følge ham et af Kirkens mest magtfulde instrumenter, der fungerer som en autentisk undersøgelse af, hvem du er midt i al din tvivl og angst, og det åbner en dør for dig -  også der hvor der ikke kan gives absolution.

13 januari 2020, 11:40