Hans Joachim Lohre, missionær for de hvide fædre, blev bortført i november 2022 og først befriet 12 måneder senere. Han fortæller her om forløbet til Vatikanets medier: “ Det var mit sabbatår – jeg kunne bede meget mere. Mine bortførere behandlede mig meget godt, jeg talte med dem om tro, og det skete altid respektfuldt”. Hans Joachim Lohre, missionær for de hvide fædre, blev bortført i november 2022 og først befriet 12 måneder senere. Han fortæller her om forløbet til Vatikanets medier: “ Det var mit sabbatår – jeg kunne bede meget mere. Mine bortførere behandlede mig meget godt, jeg talte med dem om tro, og det skete altid respektfuldt”.  

”Pavens radio trøstede mig, da jeg var fange i ørkenen”

Hans Joachim Lohre, missionær for de hvide fædre, blev bortført i november 2022 og først befriet 12 måneder senere. Han fortæller her om forløbet til Vatikanets medier: “ Det var mit sabbatår – jeg kunne bede meget mere. Mine bortførere behandlede mig meget godt, jeg talte med dem om tro, og det skete altid respektfuldt”.

Alessandro De Carolis – Vatikanstaten Oversættelse ved Lisbeth Rütz

Han har en ikke helt almindelig form for spiritualitet, der understøttes af en humoristisk sans, som ind imellem præger de hårde erfaringer, han har gjort. Det forstår man straks, når man ser denne høje, næsten 70-årige magre mand med lysende øjne. Han kommer med nogle originale sammenligninger om sit fangenskab hos jihadisterne i Mali, hvor han ikke anede, om han ville blive dræbt eller ej. Ørkenen, hvor han bliver tvunget hen, mens han er på vej til messe, bliver til ”en slags spejderlejr”. Og allerede få timer efter bortførelsen, hvor frygten egentlig burde give hm mavepine og tømme hans hoved for tanker, er han åndsnærværende nok til at betragte dette uforudsete drama som ”et sabbatår”.

I fangenskabet

”Alle kender mig som Ha-Jo”, præciserer fader Hans Joachim smilende og byder Vatikanets medier på en bid af sine 371 dage i fangenskab fra den 20. november 2022 til den 26. november 2023. Det sker med en afvæbnende enkelhed. Han har været missionær i Mali i 28 år og vender tilbage til den søndag, han blev bortført. En bil kører direkte ind bag ham, og en militssoldat truer med at arrestere ham, mens en anden samtidig griber ham bagfra, slæber ham ind i en bil og kører videre ud i det ukendte.  Ankomsten til det første sted, hvor han sidder fanget, det som fader Ha-Jo kalder ”spejderlejren”, byder på en verden, der overgår alt, hvad han har af erfaringer som præst: “Der var unge på 17, 20, 22 år, der levede på landet i skoven og dræbte en ged hver tiende dag. De lavede mad, bagte brød, kogte ris og pasta”. Et stille og roligt liv hvis det ikke havde været jihadister ude i ørkenen. Missionæren tilpasser sig og forsøger at kommunikere med dem, der er tættest på ham "Vi havde mange samtaler om tro, og det var altid meget respektfuldt”.

Den rigtigste trøje

Den første aften tager de alt hans tøj fra ham og giver ham noget andet på -  blandt andet en trøje med teksten ”Jeg elsker min konge”. Den dag var det Krist Konges Fest og ordensbroderen takker militssoldaten varmt, for der findes ikke en mere rigtig trøje at tage på netop den dag. Det at man ikke mere har noget som helst gør det, der tæller mest, værdifuldt. ” Du kan tage alt fra mig - pas, tøj, bil, men du kan ikke tage min tro fra mig”, siger han godmodigt. ”Sabbatåret” begynder på den måde i total usikkerhed om hans skæbne og med visheden om, at ”jeg ville udnytte det til at tage mig tid til at bede og til at have noget at sige for ikke som den hellige Paulus siger at blive ”en klingende bjælde”. Selvfølgelig, anerkender han, ”hjalp det mig, at jeg blev behandlet godt og respektfuldt”. Men det var ikke den eneste hjælp.

”Guds blik”

Og her kommer historien til at minde utrolig meget om fader Pierluigi Maccallis historie. Han blev bortført under sit missionsophold i Niger i 2018 og så befriet i oktober 2021. ”Da jeg var i Sahel” fortæller fader Ha-Jo – var der en ung mand, der hele tiden lyttede til radioen, og en gang så bad jeg ham om den og sagde, at jeg gerne ville følge med i nogle ting”. En dag finder ordensbroderen verdensmesterskaberne i fodbold og lytter til den direkte udsendelse. Men den virkelige overraskelse kommer den 24. december. ”Ved et tilfælde fik jeg fat i radioen, jeg ledte lidt og så pludselig hørte jeg Lukasevangeliet blive læst op. Det var midnatsmessen fra Peterskirken. Jeg lyttede til pavens prædiken og hans refleksion over krybben, hvor Jesusbarnet blev lagt. Jeg fulgte hele messen. ”Det var for mig som et blik fra Gud, der sagde til mig: Kristus er også født for din skyld og du er ikke alene der, hvor du er”.  

Det var en kolossal støtte for mig

Så fik missionæren ikke mere adgang til en radio før i midten af juni, da han var så heldig, at han kunne få fat på en radio igen. Fra det øjeblik, fortsætter han, ”fulgte jeg altid med i Radio Vaticana, fra halv fem til kvart over fem i det engelske og franske program med nyheder fra verden og fra Kirken. Jeg lyttede til interviewet med nogle biskopper om synoden om synodalitet, og det var en virkelig stor støtte for mig. Det gav mig meget glæde; jeg følte mig forenet med Kirken. Jeg var glad for at vide, hvad man lavede, for at høre om pavens besøg i Lissabon til Verdensungdomsdagen. Det var meget smukt”.

 Fader Lohre vil ikke komme til at vende tilbage til Mali. Hans generalsuperior har forbudt ham det, for som han helt enkelt siger: ”ingen af dem, der blev taget igen, er vendt levende tilbage”. Men da han var vendt tilbage til Tyskland efter bortførelsen, var det hans store ønske at komme til Italien for at takke kollegerne på pavens radio.

Den nye mission

Han ved endnu ikke, hvad han skal lave i fremtiden, men ”sabbatåret” har lært ham en ting, og det forklarer han i den sidste anekdote : ” Den sidste dag, før jeg skulle tilbage til Tyskland, mens jeg talte lidt med chaufføren, der havde taget mig til fange – han kunne lidt fransk – spurgte han mig på et vist tidspunkt : ”Men hvad laver katolske præster i muslimske lande som Mali eller Niger, Mauretanien, Algeriet ” Jeg tænkte lidt over det og så svarede jeg ham: De gør det, som alle præster bør gøre. De er vidner om Guds kærlighed til mennesker og især den, der er rettet mod de små, de fattige, de syge, migranterne”. Og jeg tror, at også min fremtidige mission vil gå i retning af at være et vidne om det, jeg levede derude i ørkenen”.

https://www.vaticannews.va/it/vaticano/news/2024-01/intervista-padre-lohre-sequestro-mali-radio-vaticana.html

24 januari 2024, 08:44