At lytte til børnene opdrager os voksne At lytte til børnene opdrager os voksne 

At lytte til børnene opdrager os voksne. Det er ikke spild af tid

En siciliansk præst, der er grundlægger af organisationen Associazione Meter, foreslår et forløb tænkt for de mindste, så de også kan involvere sig i den synodale vandring, paven vil. “At stille sig på deres side kan skabe en “anderledes” kirke. “Lær dem også om misbrug i et sprog der er tilpasset dem”.

Lisbeth Rütz - Vatikanstaten

Paven har til synoden om synodalitet bedt om en synodal proces, der starter“ nedefra”- med andre ord en proces, der skal involvere hele Guds folk. “Som skal starte nedefra” siger don Fortunato Di Noto, der forestiller sig en “mini synodalvandring” som skal sætte de børn i centrum, der ofte ignoreres, undervurderes og i værste fald mishandles. Vi skal lytte til deres særlige problemer og længsler for at forstå, hvad de kan lide eller ikke kan lide i den virkelighed, de lever i. Vi skal få de voksne til at reflektere over de aspekter af tilværelsen, som de tager for givet.

Et forløb for de mindste

For den kendte sicilianske præst er det en drøm, han har haft i årevis, men altid har skudt til side for at prioritere kampen mod pædofili. Det er en kamp, som han har ført i omkring 30 år med foreningen Associazione Meter, som han selv har grundlagt. Nu har den synode om synodalitet, som pave Frans har indkaldt til sammen med invitationen til at “lytte til alle”, igen vakt længslen hos Di Noto efter at skabe et rum for dialog og møde for og sammen med de mindste. I sit sogn i Avola har han allerede gjort det ved at udarbejde en egentlig vandring struktureret efter børns og teenageres behov og opdelt i tre etaper. Hver etape har sine egne aktiviteter. Projektet vil han nu gerne dele det med bispedømmerne i Italien. “Det er et ønske, en mulighed; men jeg tror, det ville kunne lade sig gøre. Det ville især gøre os voksne godt”, siger don Fortunato di Noto til Vatican News:

Men hvordan blev denne ide´ til, denne inspiration om at skabe en synodal vandring for børn og teenagere?

Det er en drøm, jeg havde allerede for mere end ti år siden. I kirken er det børnene, der hjælper os til at nytænke vores måde at være voksne på, vores følelse af magt. Barnet, barndommen i det hele taget viser selv kirkens hjerte, som er Jesu kærlighed til os. Gud bliver til et barn. Ud over dette har der været elementer og spredte udgangspunkter, som jeg har sammenstillet for ikke at ekskludere dem fra den synodale proces. Der er et meget smukt logo fra synoden, hvor et barn står som den første i den række, der forestiller Guds folk. Beskrivelsen siger, at børnene står forrest i denne synodale vandring. Jeg tænkte, at så er det nødvendigt at involvere børnene og teenagerne mere og mere, de børn jeg møder dagligt som sognepræst, i denne synode, der er igangsat af pave Frans. Sensibiliteten er der; men det er nødvendigt at blive mere pastoralt konkrete.

Har De delt dette med nogle andre præster eller biskopper? Hvilket svar har De fået? Er der nogen, der har fået Dem til at tænke, at det måske er lidt at spilde tiden?

Jo, nogen sagde til mig, at det jo er spild af tid, for OK, børnene er Herrens øjestene; men Kirken ledes jo af voksne, af dem der tænker, af teologer, af lærde, af vise. Hvad kan børnene sige til Kirken i dag? Jeg svarede præster og nogle af mine venner, der er biskopper, at børnene siger og observerer meget mere, end vi lægger mærke til.

De læser, tænker, skriver breve, peger på nye ting, der gør indtryk på dem, hvorfor ikke lytte til dem? Revolutionen i at få en kirke, der er ny, anderledes, der lyser op, der har omsorg for alle og frem for alt de svage, må starte nedefra og i dette tilfælde helt nedefra. Børnene har noget at sige os, og vi må lytte ydmygt til dem. Det er et nyt perspektiv, ikke en ide om en fest, der er et formål i sig selv.

Hvilke resultater mener De, sådan et initiativ kunne føre til?

Jeg tror, den vigtigste ting er, der bliver lyttet til børnene. Vi må lytte til dem – det er en prioritet! Hvordan gør vi det? For eksempel ved at uddele et spørgeskema tilpasset dem. Jeg har lavet det, og jeg har allerede delt det ud i mit sogn i Avola. Det er fire simple spørgsmål: Hvad er synoden? Hvad savner jeg? Hvad kan jeg ikke lide ved den kirke, jeg er i? Hvad kan jeg sige til mine biskopper? Jeg tror, dette sidste punkt er vigtigt, fordi det er godt at tænke på, at børn kan tale med den præst der leder en menighed og også med andre præster og ordensfolk og vise dem ting. At lytte til børnene er at adlyde evangeliet, og det er en sensibilitet, der burde vokse mere og mere. Kirken har faktisk en flok af helgener, salige og ærværdige, der er børn.

Udover spørgsmålene - har De så også udarbejdet en vej at vandre på ved en eventuel synode for børn?

Jo, jeg har tilføjet tre små etaper og også muligheden for at udvælge en repræsentant på denne vej for børnene eller teenagerne, som kan være med på en aktiv måde i menighedsrådet. Jeg tror, det kan hjælpe til at stille sig på deres side, være hos dem og gribe de væsentlige elementer.

Hvilken aldersgruppe taler vi om?

Det ville være at foretrække at involvere børnene allerede, når de går til katekismus, men også dem, der er lidt under 6 år, og også teenagerne. Hvorfor ikke? Enhver kan sige noget.

De, don Fortunato har i mere end 30 år kæmpet mod misbrug af mindreårige i organisationen associazione Meter. Især har De kæmpet mod pædofil pornografi på internettet. Kan spørgsmålet om misbrug indgå i overvejelserne på den synodale vandring? Hvordan?

Jeg tror, det burde være et af de vigtige temaer i denne første fase, hvor der skal lyttes. Vi må kunne lytte til dem, der er blevet såret, forstå, hvorfor Kirken ikke har været mor, men stedmor og dens børn er gået igennem mobning, overgreb, mishandling. Hvad dette punkt angår, kan vi ikke slække på opmærksomheden: en synode, der beskæftiger sig med at lytte til alle, kan ikke tillade sig at glemme, hvad der er sket og hvad der stadig sker. Netop når det drejer sig om at lytte, er det nødvendigt at komme med nye forløb, der holder og kan vise veje til helbredelse og omsorg, så det aldrig mere gentager sig. Kirken bør blive et sikkert, roligt, omsorgsfuldt “hjem”, der ikke udelukker, men inkluderer. Selvfølgelig skal vi tale om og diskutere disse ting.  

Også med børn? Er der en måde, som kan introducere de mindste til en så smertefuld problematik på under synsvinklen forebyggelse og sikkerhed?

Ja, nu er metoderne gennemprøvede. Selvfølgelig er det nødvendigt at tale med børnene i et sprog, der er opmærksomt på deres alder og nænsomt. Børnene har brug for at blive instruerede om, at der er noget der er godt og noget der er skidt, og det er nødvendigt at tale til dem om visse situationer med de rette pædagogiske opdragende metoder. Vi fra Meter har været i området i 30 år, vi har fremgangsmåder, laboratorier, bøger. Jeg beder altid mine undervisere om at tale om evangeliet, men også om at instruere børnene i at være opmærksomme på visse smertefulde situationer, selvfølgelig med et sprog, der er alderssvarende, roligt, modent, så de kan forsvare sig og udvikle nogle steder, de kan referere til og have tillid til.

31 oktober 2021, 08:37