At se alt nyt – det ignatianske år er begyndt

Lisbeth Rütz – Vatikanstaten

I hvilken ånd er initiativerne i anledning af det ignatianske år blevet planlagt? Og nu da året kommer i en tid, der endnu er mærket af pandemien, hvad betyder det så for festlighederne? Fader Gian Giacomo Rotelli S.J, personlig sekretær for ordensgeneralen, svarer Vatican News.

”Jesu Selskab har taget initiativ til fejringen af dette ignatianske år 2021-22 - ikke så meget for sig selv eller for at gøre sin spiritualitet kendt – men især for at fejre Guds værk i Ignatius Loyola som den militær- og hofmand, han var. Han blev forandret, da han fik et alvorligt sår i benet på slagmarken. Det ødelagde hans fremtidsperspektiver og førte ham tæt på døden til at være en ydmyg og stor pilgrim for Guds vilje. Fra han fik det sår, begyndte han netop at se alt nyt. Forandringen af Ignatius inspirerer os i en pandemitid til at forandre vores personlige liv og samfundslivet, så svælget mellem de få, meget rige og de fattige ikke skal vokse endnu mere, men om muligt blive mindre. Også for at vi alle, når vi på det personlige plan konfronteres med mange menneskers og også vore nærmestes sygdom og død skal basere vores eget liv på autentisk humane værdier, så vi kan nå til forsoning og retfærdighed. Det insisterede han meget på, og vores ordensgeneral insisterer meget på det ved at præsentere bogen ”In cammino con Ignazio” (på vandring med Ignatius). Derfor betyder ”at se alt nyt” også at forsøge at gøre alt nyt”.

Hvordan ønsker I, at de initiativer, I har taget i det ignatianske år, skal styrke Jesu Selskab og kendskabet til ignatiansk spiritualitet hos dem, der er langt væk fra den?

”Vi fejrer vores 500 års jubilæum - ikke for det officielle, som skete i 1540 med pavens godkendelse af ordensreglen, men for den historisk-åndelige begivenhed, der førte til Ignatius´ omvendelse. Og vi håber, at det så kan blive en seriøs årsag til at se på de apostoliske, universelle prioriteringer, som pave Frans inspirerede os til for tiåret 2019 – 2029. De er: at pege på vandringen hen mod Gud særligt gennem Exercitierne og at skelne, hvad der er specielt for os. At vandre sammen med de fattige og de marginaliserede ud på en mission for forsoning og retfærdighed - det er et aspekt, som pave Frans insisterer meget på. At følge de unge ud i en fremtid, hvor der er håb og - hvad der er meget vanskeligt i dag – at samarbejde om at tage vare på det fælles hjem. Det burde føre til at gøre sjælen i Jesu Selskabs apostoliske engagement og dermed dets spiritualitet mere kendt. Den spiritualitet er ikke bare for Jesu Selskab, men for alle dem, der føler, at den også gælder for dem, og takket være Gud ser vi, at der er flere og flere af dem. Noget af det, der lægges meget vægt på, er en stor personlig kærlighed til Jesus af Nazareth, der udtrykker sandheden om mennesket. Denne kærlighed fører til, at menneskelighedens fylde vokser i enhver af os og at særlig vores frihed vokser. At se Gud arbejde i alle ting og i historiens begivenheder og svare generøst på de appeller, der kommer fra Herren og som rettes mod os, altså ydmygt at leve en tjenestens mystik”.

Hvad mener De, der i dag kan være mest aktuelt i Ignatius´ biografi og værd at opdage?

”Den utrættelige leden efter sandheden i hans eget liv. Ignatius var en pilgrim, der ustandselig søgte og det førte ham til at forlade alt”. 

Han gjorde sig til pilgrim for Guds vilje med ham, fra inkvisitionens fængsler dengang i Spanien til Italien, fra Italien til Jerusalem, til Paris på tilhørerbænkene på Sorbonne-universitetet, her og der gennem Europa og til slut til Rom, hvor pilgrimmen der kom i 1538 definitivt slog sig ned fordi han blev valgt til ordensgeneral for det Jesu Selskab der var ved at opstå. Der blev han indtil 1556. Jeg ville sige ikke dette eller hint faktum i hans liv, men hans liv i sin helhed , netop som en uafbrudt dialog med Herren for at finde hans vilje med det eller sin egen sandhed og compierla.

Med hensyn til den ignatianske familie i verden – hvilke grænser for jeres apostolat mener de er mest frugtbare i dag?

For os er det nok, at alle ting er et svar på nøjagtigt det som Herren kræver af os i dag også gennem sin kirke de forskellige steder hvor vi er for at arbejde. Uden at veje hvor meget de bærer frugt. Jeg ved ikke om de bærer mest frugt på de mange universiteter (kirkelige eller ej) og tusindvis af skoler som vi bestyrer ude i verden eller blandt de fordrevne i lande, der er i krig eller i den tjeneste, som ligger i at følge andre åndeligt og skriftemål i alle de 120 lande, hvor vi er. Det vigtige er, at vi svarer på de krav, der stilles os der hvor vi er. I denne periode har vi for eksempel haft adskillige jesuitter, der er døde i Indien, hvor vi prøver på at give et svar ved at være nær de covid-19 syge . Målet for Jesu Selskab var at hjælpe sjælene, det vil sige ydmygt at hjælpe mennesker til at vokse i sandheden o sig selv foran Ham. Jeg er dybt overbevist om, at  su ogni frontiera følger jesuitterne dette mål. Og det er netop det der tæller.