Pave Frans: Den mundtlige bøn fører os ved Guds hånd

Lisbeth Rütz – Vatikanstaten

”Lad os ikke blive så hovmodige, at vi ser ned på den mundtlige bøn”, fordi ”de ord, vi udtaler. tager os ved hånden”, ”vækker også det søvnigste hjerte” og de er de eneste, som på en sikker måde ”retter de spørgsmål til Gud, som han vil høre”. Det udtalte pave Frans ved audiensen onsdag den 21. april fra biblioteket i det apostoliske palads.

Ordene til at udtrykke den smerte, der er gemt i os

I forlængelse af serien med bønsmeditationer forklarede paven, at hvis hjertets bøn ”i visse øjeblikke er skjult”, så er den mundtlige bøn, ”som man mumler eller siger i kor”, altid inden for rækkevidde. ”Den er lige så nødvendig som det manuelle arbejde”.  Hvis ”bøn er dialog med Gud”, bliver bønnen til ”ord, påkaldelse, sang, poesi”…. Ordene - fortsatte pave Frans - fødes af følelserne, ”men der eksisterer også den modsatte vej – den at ordene former følelserne”.

Bibelen opdrager mennesket til at handle sådan, at alt belyses af ordet, at intet menneskeligt udelukkes og bortcensureres. Frem for alt er smerten farlig, hvis den forbliver i det skjulte, lukket inde i os. En smerte, der er lukket inde i os, som ikke kan komme til udtryk eller få afløb, kan forgifte sjælen. Den er dødelig.

Bøn deaktiverer også dårlige følelser

Derfor, forklarede paven ” lærer Den hellige Skrift os også at bede med ord, der af og til er dristige”. Forfatterne til de hellige skrifter ved, der i menneskets hjerte ”nogle gange er følelser, der ikke er særlig opbyggelige, ja måske ligefrem er hadske”.  Når disse dårlige følelser banker på vores hjertes dør, er det ”nødvendigt at være i stand til at uskadeliggøre dem med bøn og Guds ord”. I Salmernes Bog finder vi også meget hårde udtryk mod fjender, ”som de åndelige mestre lærer os at bruge om djævelen og vores synder” – og dog er de ord, ”som hører med til den menneskelige virkelighed”.

De er der for at bevidne over for os, at hvis der ikke eksisterede ord til at uskadeliggøre onde følelser og til at kanalisere dem ud, så de ikke skader, så ville verden bukke under

Hjertets bøn er nogle gange skjult

Den første menneskelige bøn - forklarede pave Frans - ”er altid en mundtlig bøn”. Vi ved alle sammen, at ”det at bede ikke betyder at gentage ord”, men at ”den mundtlige bøn er den sikreste og at det altid er muligt at sige den”. Men følelser – hvor noble de end er - ”er altid usikre. De kommer og går, de forlader os og vender tilbage”. Også bønnens nådegaver, mindede paven om, ”er uforudsigelige”. ” I nogle øjeblikke er der en overflod af dem; men i de mørkeste dage virker de, som om de helt fordamper”.

Hjertets bøn er mystisk præget og i visse øjeblikke skjult. Læbernes bøn – den som man mumler eller siger i kor - er derimod altid til disposition og lige så nødvendig som manuelt arbejde”.

Også Jesus lærer os en mundtlig bøn – Fadervor

Pave Frans citerede fra Den katolske Kirkes Katekismus, hvor der i paragraf nummer 2.701 står: ”Mundtlig bøn er en uundværlig del af det kristne liv. Disciplene, som var tiltrukket af deres Mesters tavse bøn, lærer han en mundtlig bøn – Fadervor”. Og – sagde paven – alt er indeholdt i denne bøn. Og han fortsatte med at understrege, at alle burde have den ydmyghed, som man ser hos visse gamle mennesker, som i kirken – måske fordi deres høresans er svækket – lavmælt beder de bønner, de lærte som børn og fylder kirkeskibet med mumlen”.

De gamle, som beder, er store forbedere ude i sognene

Det er en bøn, der ”ikke forstyrrer stilheden, men vidner om troskaben over for bønnens pligt, der praktiseres hele livet”. Disse ”ydmyge bedere” forklarede paven er ”ofte store forbedere ude i sognene”. De er som ”egetræer, som fra år til år får mere løv for at kunne give mere skygge til stadig flere”.

Kun Gud ved, hvornår og hvor meget deres hjerte forenede sig med disse reciterede bønner. Men det er sikkert, at også disse mennesker måtte stå over for nætter og øjeblikke med tomhed. Men man kan altid være trofast over for den bøn, der bedes mundtligt. Den er som et anker. Man skal gribe fat i rebet for at blive der – trofast ligegyldigt hvad der end sker.

Den russiske pilgrims gentagne bøn

Pave Frans viste, hvordan for eksempel udholdenheden er ” hos denne russiske pilgrim, som et stort åndeligt værk taler om”. Det er den udholdenhed, som uendelig mange gange gentager påkaldelsen: ”Herre Jesus Kristus, Guds Søn, forbarm dig over os syndere”. ”Hvis der kommer nådegaver i hans liv, hvis bønnen en dag bliver så inderlig, at han fornemmer Guds riges nærvær midt iblandt os, hvis hans blik forandres til at blive som et barns”, så er det fordi han er blevet ved med at sige denne simple påkaldelse”. Til slut bliver den ”en del af hans åndedræt”. Den russiske pilgrims historie er en smuk historie og - sagde paven – en bog, der er inden for alles rækkevidde. ”Jeg råder jer til at læse den: den vil hjælpe jer til at forstå, hvad stemmens bøn er”.

Vi må ikke se ned på den mundtlige bøn. Nogen siger: ”Det er bare noget for børn, for uvidende mennesker. Jeg leder efter den åndelige bøn, meditationen, det indre tomrum, som Gud skal komme til.. ”Hør nu her – fald ikke i det hovmod at I ser ned på den mundtlige bøn. Det er de ydmyges bøn – den som Jesus har lært os: Fader Vor – du som er i himlene…

Ord der stiller Gud de spørgsmål, som han gerne vil høre

De ord, som vi udtaler, sagde pave Frans, ”tager os ved hånden; i nogle øjeblikke giver de os smagen for bøn tilbage, de vækker selv det søvnigste hjerte, de vækker følelser, som vi havde glemt”. Og de leder os ”mod erfaringen af Gud”. Og de er fremfor alt ”de eneste der på sikker måde retter de spørgsmål til Gud, som Han vil høre”. For ”Jesus har ikke ladet os blive tilbage i tågen”, da han lærte os Fadervor.