Kardinal Fernando Filoni Kardinal Fernando Filoni 

”Paven kommer til Irak for at opmuntre de kristne og inspirere

Kardinal Filoni, stormester i ridderordenen af den hellige grav, fortæller om livet i den kirke, pave Frans skal besøge.

Lisbeth Rütz - Vatikanstaten

 For nogle år siden – i 2015 - udgav kardinal Filoni en bog om kristendommen i Irak baseret på sine erfaringer som nuntius i landet mellem Eufrat og Tigris. Kardinalen er selv med i den pavelige delegation, der skal besøge Irak fra den 5. til den 8. marts. Her var han nuntius fra 2001 til 2006.

Bogen - siger kardinal Filoni - er lidt som et vindue. ”Kikker man ind ad det, kan man opdage rigdommen ved denne kirke og ved dette fællesskab, disse traditioner og denne kultur”. ”De kristne i Irak siger med rette, bemærker han, at de er blevet evangeliserede direkte af apostlen Thomas”. Og det er ikke alt. ”De kan også rose sig af at have et sprog, der ligger meget tæt på det, Herren selv talte”; men alt dette kender man overhovedet ikke til i Vesten på trods af, at den latinske kirke står i en enorm gæld til denne kirke. ”I denne situation – siger kardinalen – har mn brug for at mærke broderskab fra hele vestkirken, men også fra hele den østlige kirke”. Heri ligger for kardinalen værdien i pavebesøget. IS har sået død og ødelæggelse i landet og reduceret antallet af kristne drastisk. Pavens rejse til Irak er, fortsætter kardinal Filoni, ”en meget gunstig anledning til, at de kristne ikke skal føle sig marginaliserede, også selv om de er en minoritet i dette land. De skal virkelig føle sig som en del af livet i hele den universelle kirke”.

Broderskabet som tema

Udover at være en opmuntring for det kristne fællesskab er også den interreligiøse dialog et vigtigt tema på rejsen. Dette emne – siger kardinalen – angår ikke blot forholdet mellem islam og de mange minoriteter, men frem for alt dynamikker i islam selv og relationerne mellem shiitter og sunnitter. ”Pave Frans vil fastholde sin linje, der er baseret på broderskab”, siger kardinal Filoni og opfordrer til også at tænke på en anden vigtig dimension – det fredelige naboskab. Målet for den irakiske ledelse er at komme ud over ustabiliteten og splittelsen mellem de forskellige fløje for i stedet at omfavne en model baseret på udvikling og fremskridt og præget af lighedsidealer – en model, der satser stærkt på dialog, enhed og det fælles bedste.

En drøm som bliver til virkelighed

I en kommentar til den pandemi, vi står midt i, siger kardinal Filoni: ”hvis man vil arrangere paverejser, kan man ikke vente på en tid, hvor alt er i orden” og minder om pavens rejse til Centralafrika i 2015. Johannes Paul II havde en drøm om at besøge byen Ur ved jubilæet for Kristi fødsel i 2000. Det måtte dog opgives, siger kardinal Filoni, fordi de shiitiske militser havde taget magten på den tid og man ikke kunne få sikkerhedsgarantier for afviklingen af hans besøg. Så det er et længe næret ønske, der nu endelig går i opfyldelse.

04 mars 2021, 15:59