Den gode Hyrdes Den gode Hyrdes 

Guds stemme taler ind i nutiden og inviterer os til at gøre det gode nu og her

Evangeliet til Den gode Hyrdes Søndag (Joh 10,1-10) beskriver Jesus som den omsorgsfulde og gode hyrde, der kender sine får og kalder dem ved navn. De kan kende Hans røst fra røvernes.

Lisbeth Rütz – Vatikanstaten

Fra det apostoliske bibliotek reflekterede paven ved Regina Coeli-bønnen 4. søndag efter påske over, hvordan vi kender den gode hyrdes røst fra alle andre røster i verden. Han forklarede, hvordan vi kan skelne mellem stemmen fra Gud, der kender os og elsker os, og fristerens stemme, der kun vil føre os hen mod det onde.

Hvordan skelne mellem Guds stemme og den ondes stemme?

Guds stemme binder os aldrig. Gud kommer med forslag – han trænger sig ikke på. Men den onde stemme forfører, går til angreb på os, tvinger. Den blænder os med illusioner, med smigrende, men flygtige følelser. I begyndelsen taler den til os med søde ord og får os til at tro, at vi er almægtige; men så lader den os stå tilbage med et tomrum indeni og anklager os: ”Du er ikke noget værd”.  Guds stemme derimod korrigerer os med en tålmodighed så stor; men den opmuntrer os altid, den trøster os, den nærer altid håbet. Guds stemme er en stemme, der åbner horisonten, mens den ondes stemme kun fører dig hen mod en mur; den tvinger dig.

Guds stemme er befriende

Den ondes stemme, sagde paven, vil have os til at koncentrere os om frygten for fremtiden eller ruge over den uret, der er overgået os i fortiden:

Men Guds stemme taler ind i nutiden:”Nu kan du gøre noget godt, nu kan du øve dig i kærlighedens kreativitet, nu kan du give afkald på al din jamren eller anger over noget, som holder dit hjerte fanget. Den giver os liv, den fører os fremad; men den taler ind i nutiden, til det, der er lige nu.

Kun Gud kan give os fred

Paven reflekterede videre over forskellen mellem Guds og den ondes stemme: Guds stemme får os til at spørge os selv – hvad er det egentlig, der vil gøre mig godt, mens den ondes stemme får os til at spørge os selv: hvad passer mig selv bedst?

Den onde stemme kredser altid om jeg´et, om dets impulser, dets behov. Den siger – det hele og det straks. Den er lige som børns luner – vi vil have det hele og det skal være lige nu og her. Men Guds stemme lover aldrig glæde til en lille pris- den inviterer os til at gå ud over vores eget jeg for at finde det sande gode -  fred.

Mørke og lys

Guds og den ondes stemmer taler til os i to forskellige omgivelser – den onde elsker mørket og får os til at lukke os inde i os selv, mens den gode inviterer os til at åbne os og have tillid til Gud og de andre:

Kære brødre og søstre, i dette øjeblik er der så mange tanker og bekymringer, der får os til at vende os ind i os selv. Lad os være opmærksomme på de stemmer, der når frem til vores hjerte. Lad os spørge os selv, hvor de kommer fra. Lad os bede om den nåde at kunne genkende og følge Den gode Hyrdes stemme – Han som får os til at forlade egoismens indhegninger og fører os frem til den sande friheds græsgange. Vor Frue, Moder af det gode råd – led du os og følg du os, når vi prøver at skelne.

04 maj 2020, 11:53