”Der er ingen vej tilbage” - Statssekretær Pietro Parolin udtaler sig om pave Frans´ reformkurs

Salvatore Cernuzio Oversættelse og redigering ved Lisbeth Rütz - Vatikanstaten

Hvordan vil det ende med de reformer, paven har gennemført? Hvordan vil det gå med disse ”processer” inden for områder som evangelisering, kvindens og lægfolkenes rolle, der som Johannes XXIII sagde ikke er startede for at dominere, men for at sætte gang i refleksioner, spørgsmål og svar fra Kirken til dagens samfund? Det er et af de fem spørgsmål, der stilles i ”Fem spørgsmål der gør Kirken urolig” (Cinque domande che agitano la Chiesa) – en bog af journalist Ignazio Ingrao, vatikanist ved den italienske TV—avis tg1. Bogen blev præsenteret den 24. april i Sala Spadolini i det italienske kulturministerium. Den beskriver et bredt udvalg af emner – fra aktuelle emner i Verdenskirken som f. eks. udnævnelser i kurien og pinsekirkernes ekspansion i Latinamerika til pave Frans´læreembede og forskellige dokumenter fra Den hellige Stol inklusive det seneste dokument Fiducia supplicans.

Risikoen for at gå tilbage

“Hvordan vil det ende med de reformer, pave Frans har taget initiativ til? Til dette spørgsmål kan man tilføje et, der for nogle lyder som en trussel, for andre som en illusion: er der risiko for at gå tilbage”? sagde kardinalen, der sad på kommentatorpladsen sammen med kulturminister Gennaro Sangiuliano,

 Kardinalen citerede i sit svar fra Jakobs Brev 5, 7 – 10: ”Brødre, vær tålmodige indtil Herrens komme”. Statssekretæren tilføjede: den skelnen som ikke bare er en fornemmelse, men frugten af en vedvarende bøn i Ånden vil, når tiden er kommet, vise den, der forstår at være tålmodig, hvordan man skal fortsætte og hvad der skal integreres i Kirken. Netop fordi det er Åndens værk, kan der ikke være en vej tilbage”.

Ecclesia semper reformanda

I sin indledning sagde Ingrao, at man taler om ”irreversible processer”, der kræver ”et pastoralt svar” Dette er ”vigtigt og nødvendigt, men ikke tilstrækkeligt” – ”et etisk og moralsk svar” er også nødvendigt. Parolin mindede også om det latinske motto: “Ecclesia semper reformanda” Kirken skal altid reformeres. Det vil sige, forklarede han, at ”Kirken altid skal føres tilbage til sin oprindelige skikkelse”. Han henviste også til Lumen Gentium: “Mens Kristus ikke kendte til synd, rummer Kirken i sig syndere”. Derfor har den ”behov for renselse på sin vandring i bod og fornyelse”. .

Vanskeligheder som muligheder

Kardinalen reflekterede over udtrykket ”gøre urolig”, der indgår i bogens titel. ”Det har slået mig”, sagde han, for ”det virker som om det opfordrer læseren til at bladre teksten igennem med denne bevidsthed og denne forsigtighed med hvilken vi nærmer os fortællingen om en situation med uro og forskrækkelse, som vi genfinder i Matthæus-evangeliet i episoden med båden i stormvejr. “ ”Enhver overfart – også den i historien – er en prøvelse”, sagde kardinalen. ”Vanskelighederne kan løses – ikke blot som noget der skaber uro, men også som noget, der er en mulighed”. Dette er ”en del af Guds vise pædagogik, som han opdrager os med. Han lader os modnes og gøre fremskridt”.  

Glæden ved evangeliet

Kardinalen henviste også til  Evangelii Gaudium (Evangeliets glæde 2013) som svar på et af de fem spørgsmål i bogen : ” Hvor er Kirken kommet hen på sin vej ud i verden ?”  “ Hvor langt er Kirken – på trods af alle anstrengelser - kommet væk fra sin virkelighed? ”. Parolin tilføjede et sidste spørgsmål:  “ Hvordan endte denne glæde ved genopdagelsen af evangeliet”? “ Den største risiko i verden i dag er en individualistisk tristhed”, sagde han.

Unge og pinsekirker

Parolin analyserede de fem spørgsmål et for et. Det første spørgsmål handler især om de unge, der altid balancerer mellem at være “udforskere” eller “forposter i et samfund, der er distraheret af sociale medier”. Hos unge med økologisk og social følsomhed, “med en dyb opmærksomhed på tiden og pontifikatets udfordringer", bør man “ genopvække de sande følelser og evnen til at drømme”. På det andet spørgsmål om den ”fascination”, der er i Europa, men frem for alt i Latinamerika af pinsekirkerne, citerede kardinalen forskellige meninger om fænomenet. Nogle siger, det er en konsekvens af den økonomiske støtte fra USA ” for at modvirke den marxistiske udvikling, der er næret af befrielsesteologien”, en anden opfattelse griber et paradoks: “Kirken har valgt de fattige, og de fattige har valgt pinsefolkene”. Parolin valgte i stedet at gentage det, der er blevet sagt så mange gange af pave Frans og Benedikt XVI: Kirken vokser ikke ved proselytisme, men gennem sin måde at være attraktiv på”.

Åbning for lægfolk og kvinder

Tredje spørgsmål handlede om åbningen over for lægfolk og kvinder: ”Er den reel eller er den bare facade”, spørger Ingrao i sin bog. Parolin besvarede spørgsmålet ved at henvise til bogens udsagn om pave Frans, der mener, at kvinder har en særlig privilegeret tilgang til mange ting, fordi de udtrykker Marias ømhed. Kvinder er en af de vigtige tematikker ved synoden om synodalitet, hvor man nu er ved at forberede den anden fase: ” der sætter fokus på forbindelsen mellem den universelle kirkesynode og de spørgsmål og forventninger, der udspringer af de veje, de enkelte lokalkirker går på”.

Begyndelsen og slutningen på livet

“Antropologiske problemer der presser sig på,” åbner for at diskutere begyndelsen og slutningen på livet, medicinens grænser og spørgsmål om genderteorier: ”det er tematikker, hvor der behøves megen refleksion”, sagde kardinalen. Af disse grunde tilføjede han med et citat fra forfatteren: ” er det nødvendigt at tage skridtene med den største forsigtighed”. ”Det drejer sig ikke om at finde svar, der er mere eller mindre i trit med tiden eller stilles op til forsvar for den traditionelle moral. Dette drejer sig snarere om at lade en ny humanisme bryde frem – en humanisme der er rodfæstet i den kristne personalisme - en humanisme der forstår at svare på dagens spørgsmål”.

Udgangspunkt i det fælles

For at komme til et ”moralsk svar” er det nødvendigt med ”en antropologisk refleksion over, hvad dagens mænd og kvinder vil blive i fremtiden”; svarede Ingrao i forlængelse af Parolins udtalelser. Vi skal overvinde det, der skiller os fra hinanden og i stedet se, hvad der er fælles. For sit eget vedkommende mindede Sangiuliano om vigtigheden af Kirken som hellig – Kirken der ”har overlevet alt, fordi den svarer på det indre behov, mennesker har”. Den svarer på ”det filosofiske behov for at tro på Gud”: både Dostojevskij og Heidegger når til den konklusion, at kun Gud kan frelse os”.

Kirken taler ikke magtsprog

Fra journalist Ingrao var der til slut en tak til statssekretæren for altid at være imødekommende og tage sig tid til at svare på journalisternes spørgsmål ved enhver offentlig begivenhed. Han så det som en gestus, der udtrykte stor respekt for journalisternes arbejde.  Han roste kardinalens svar for ydmyghed og for ”at tjene til den andens vækst”. ”I en verden med voldsomme ord, der sårer og skiller, er kardinalens ord Kirkens ord, der kan forekomme som et ord uden magt”, men i stedet er et ord fuld af styrke. Dette ord er også nøglen til at forstå Vatikanets diplomati og den styrke, der ”bygger på mødet med den anden”.