Benedikt XVIs åndelige testamente
Når jeg i denne sene time af mit liv kikker tilbage på de år tier, jeg har levet, ser jeg først og fremmest, hvor mange ting jeg har at takke for. Jeg takker før alle andre Gud selv, Han som uddeler alle gode gaver, som har givet mig livet og ført mig gennem adskillige øjeblikke med forvirring ved at han altid rejste mig op hver gang, jeg begyndte at glide og altid igen lod mig se sit ansigts lys. Når jeg ser tilbage, ser og forstår jeg, at også de mørke og svære sider af denne vandring var til for min frelses skyld, og at Han førte mig fremad netop gennem dem.
Jeg takker mine forældre, der gav mig livet i en tid, der var meget vanskelig og under store ofre med deres kærlighed gav mig et vidunderligt hjem, der har ligget som et lysskær hen over hele mit liv indtil i dag. Min fars klare tro lærte os børn at tro, og den har været en solid vejviser midt i alle mine videnskabelige opdagelser. Min mors dybe fromhed og store godhed er en arv, jeg aldrig kan takke nok for. Min søster hjalp mig uselvisk i årtier. Min bror jævnede altid vejen for mig med sin klare dømmekraft, sin kraftfulde beslutsomhed og hjertets ro. Uden at han vedvarende var gået forud for mig og havde ledsaget mig, ville jeg ikke have kunnet finde den rette vej.
Af hjertet takker jeg Gud for alle de mange venner, mænd og kvinder, som Han altid satte ved min side, for dem jeg arbejdede sammen med under alle vandringens faser, for de lærere og elever, som Han gav mig. Jeg betror dem alle i taknemmelighed til Hans godhed. Og jeg vil takke Herren for mit skønne hjemland i de bayerske alper, hvor jeg altid har set den samme Skabers stråleglans bryde igennem. Jeg takker menneskene i mit fædreland, for i dem har jeg altid igen og igen erfaret troens skønhed. Jeg beder for, at vores land bliver ved med at være et troens sted, og jeg beder jer kære landsmænd - lad jer ikke fjerne fra troen. Og til sidst takker jeg Gud for alt det smukke, jeg har kunnet erfare på alle dele af min vandring, men særlig i Rom og Italien, der er blevet som mit andet hjemland.
Jeg beder af hjertet alle dem, som jeg på en eller anden måde har gjort uret, om tilgivelse. Det som jeg sagde først til mine landsmænd siger jeg nu til alle dem, der er blevet betroet min tjeneste i Kirken: stå fast i troen! Lad jer ikke forvirre! Tit ser det ud til, at videnskaben - naturvidenskaberne på den ene side og den historiske forskning (specielt eksegese i Skriften) på den anden - er i stand til at byde på ubestridelige resultater, der står i kontrast til den katolske tro. I mange, mange år har jeg levet forandringerne i naturvidenskaberne og jeg har kunnet konstatere, at tilsyneladende sandheder, der stred mod troen, er forsvundet, De viste sig ikke at være videnskab, men filosofiske tolkninger, der kun tilsyneladende tilkom videnskaberne.
På samme måde er det for øvrigt i dialogen med naturvidenskaberne, at også troen bedre har lært at forstå rækkevidden for dens påstande og dens særlige karakter. Jeg har nu i 60 år gået den teologiske vej, især bibelvidenskabernes, og med de forskellige skiftende generationers har jeg set teser falde - teser som syntes at være klippefaste ved at de viste sig blot at være hypoteser: den liberale generation (Harnack, Jüllicher etc.), den eksistentialistiske generation (Bultmann etc.), den marxistiske generation. Jeg har set og ser, hvordan troens fornuft dukker op igen og igen ud af hypotesernes kaos. Jesus Kristus er virkelig vejen, sandheden og livet, og Kirken er i sandhed – med alle dens utilstrækkeligheder - Hans legeme.
Til slut beder jeg ydmygt: bed for mig, så at Herren på trods af alle mine synder og utilstrækkeligheder tager imod mig i de evige boliger. Til alle dem, der er mig betroede, går min bøn dag for dag.
Benedictus PP XVI
