Paven: Hvis jeg gik af, ville jeg blive i Rom som biskop emeritus
Lisbeth Rütz – Vatikanstaten
”Jeg har i øjeblikket ingen planer om at træde tilbage”. Det siger pave Frans i et omfattende interview med de mexikanske journalister Maria Antonietta Collins og Valentina Alazraki til streamingkanalen Televisa Univision. I et uddrag af interviewet, der blev offentliggjort på kanalen YouTube på Univision Noticias, opholder pave Frans sig særligt ved sin helbredstilstand og de rygter, der i de sidste par uger har været om hans tilbagetræden fra Petersembedet. ” I øjeblikket føler jeg ikke, at Herren beder mig om det – sagde paven – hvis jeg følte, at Han bad mig om det, ja så ville jeg gøre det”. Han kaldte det en ”tilfældighed”, at han tager til L´Aquila, hvor Celestino V er begravet, i dagene op til det næste koncistorium (kardinalmøde) i slutningen af august.
Med hensyn til sit knæs tilstand understregede paven, at også selv om han føler sig ”begrænset”, er han ”i bedring”. Alligevel, tilføjede han, ville han ”selvfølgelig” ikke have kunnet foretage rejsen til Congo. ”Jeg havde ikke kræfterne til det; men nu er der sket fremskridt, forklarede han. Han lagde igen vægt på ”det store eksempel som Benedikt XVI har givet”, som også vil hjælpe ham til at ”tage en beslutning” i det øjeblik, det ville være nødvendigt. Han taler om sin ”store sympati” for pave emeritus, ”en mand der støtter Kirken med sin godhed og med sin tilbagetræden” i bøn. Og han kommer med den betroelse, at han føler glæde hver gang, han tager hen og besøger ham på klostret Mater Ecclesiae.
Idet han svarer på et spørgsmål om muligheden for at have nogle normer for en pave emeritus figur sagde pave Frans, at ”selve historien vil hjælpe med til at ordne det bedre”. ”Den første erfaring gik det godt med”, fordi Benedikt XVI ”er en hellig og diskret mand”. Men hvad fremtiden angår, ”er det nødvendigt at afgrænse tingene bedre eller forklare dem bedre”. Hvad angår hans eventuelle tilbagetræden, svarede han, at han ikke ville rejse tilbage til Argentina: ”Jeg er biskop af Rom, i det tilfælde ville jeg være biskop emeritus af Rom”. Og om muligheden for at han i det tilfælde bliver i San Giovanni in Laterano, svarer han, at sådan ”kunne det være”.
Paven minder om, at før konklavet havde han allerede forberedt sin tilbagetræden som ærkebiskop emeritus af Buenos Aires. For sit eget vedkommende, husker han, ville det have været grundlæggende ”at tage skriftemål og besøge de syge”. Dette ville have været hans apostolat, hans ”arbejde”. ”At være til tjeneste for folk hvor det er muligt – sagde han – det er hvad jeg tænkte i Buenos Aires”. Et projekt, tilføjede han, som han ville kunne lide, også selv om han overlevede en eventuel tilbagetræden.
I interviewet, der blev transmitteret i sin helhed af Televisa Univision, undlod paven ikke at tage stilling til andre højaktuelle temaer. Blandt dem var pandemien, idet han mindede om det gribende øjeblik på Statio Orbis den 17. marts 2020. Han kom så med en refleksion om krigen i Ukraine og understregede, at for ham er det fundamentalt at tale om et land, der ”angribes snarere end angriberne”. Han bekræftede følgelig sin intention om at møde den russiske patriark Kirill til september til det interreligiøse event som skal holdes i Kazakstan. Idet han nævnte den dramatiske situation for krigshærgede lande som Yemen og Syrien gentog han, at det vi gennemgår er ”en fragmenteret tredje verdenskrig” og at kernevåbnene ”er umoralske” - også besiddelsen af dem og ikke bare brugen.
Pave Frans gentog sin fordømmelse af abort ”fordi det er totalt uretfærdigt at udrydde et menneskeliv” og dette fortsatte han, kan man sige ”med udgangspunkt i videnskabelige data”, der ikke står til forhandling. Hvad angår spørgsmålet om De forenede Stater efter Højesterettens bestemmelse om at annullere dommen over retten til abort fremhævede paven den nuværende polarisering i landet idet han understregede, at præsterne altid må pleje den pastorale dimension, ellers skaber man et politisk problem. Han blev spurgt om, hvordan man skal bære sig ad i tilfælde med en amerikansk borger, der støtter abort. ”Det overlader jeg til vedkommendes samvittighed – sagde pave Frans – han bør tale med sin biskop, sin præst og med sin sognepræst om denne uoverensstemmelse”. Fra De forenede Stater til Cuba. Pave Frans udtrykte sin kærlighed til det cubanske folk og til landets biskopper. Han kom så med den betroelse, at han også havde et menneskeligt forhold til ekspræsident Raú Castro, idet han udtrykte tilfredshed over genoprettelsen af de diplomatiske forhold mellem Cuba og De forenede Stater i præsident Obamas tid.
Paven talte også om, at han afventer sin næste rejse til Canada. Den står i tilgivelsens tegn pga.. det onde, der skete i fortiden. Endelig standsede han op ved kvindedrab, nye former for slaveri og særlig pædofilien, der er som et åbent sår i Kirken. Pave Frans beklagede den virkning, som skandalerne har haft på De forenede Stater og citerede især Pennsylvania rapporten. ”Låget er fløjet af gryden”, sagde han. ”I dag er Kirken blevet mere og mere bevidst om seksuelt misbrug, en horribel forbrydelse”. Kirken har svaret kraftfuldt tilbage, den har ”viljen til at gå fremad” og til ikke at være ”medskyldig” i disse forbrydelser.
Oversat fra ” Se rinunciassi, rimarrei a Roma come vescovo emerito”på Vatican News