Sök

Pave Frans beder på Piazza di Spagna ved Mariastatuen Pave Frans beder på Piazza di Spagna ved Mariastatuen 

Pave Frans beder på Piazza di Spagna ved Mariastatuen

På festdagen for Den uplettede Undfangelse den 8. december standsede paven kl. 6.15 ved mariastatuen i Roms centrum i et øjebliks privat andagt til jomfru Maria. Paven bad Guds Mor om “omsorgens og helbredelsens mirakel og for de folk, der lider hårdt under krige og klimakrisen”. Han bad også for “omvendelse, for at stenhjertet hos dem, der rejser mure for at fjerne sig fra andres smerte, må blive blødgjort”. Straks derefter tog han til Santa Maria Maggiore.

Lisbeth Rütz - Vatikanstaten

I et endnu sovende Rom med en temperatur på 4 grader og en himmel, der endnu var mørkeblå, kom pave Frans til Piazza Mignanelli. Klokken var cirka 6.15, og på pladsen, hvor monumentet for Den uplettede Undfangelse står, var der kun brandmænd, enkelte handlende, der trak rulleskodderne op, og en lille gruppe fotografer og troende. En af dem brød stilheden og råbte: Pave Frans, vi ses kl. 12 på Peterspladsen!” Med langsomme skridt og bøjet hoved gik paven straks efter at være steget ud af bilen hen mod statuen af Jomfru Maria for at hylde hende på festdagen for Den uplettede Undfangelse. Der standsede paven nogle øjeblikke i bøn. Han stod der alene, med foldede hænder for at bede Jomfruen om “Omsorgens og helbredelsens mirakel for de folk, der lider under krige og klimakrise”. Paven bad også Guds Mor om omvendelsens mirakel for at stenhjertet hos dem, der rejser mure for at fjerne sig fra andres smerte, må blive blødgjort”. Straks derefter gik han hen mod Santa Maria Maggiore basilikaen, hvor han fortsatte bønnen foran Mariaikonen Salus Populi Romani”, skriver Vatikanets medier.

En lang tradition

Traditionen for at paverne går til Mariastatuen, der er så elsket af romerne, og standser der for fællesbøn er mere end 60 år gammel. Men pandemien og de restriktioner, den medførte, har vendt op og ned på den festlighed, der altid har samlet store menneskemængder rundt om Roms biskop. Og netop for at undgå, at folk stimlede sammen, bekendtgjorde paven sidste år, at han ville hylde Guds uplettede Mor ved en privat fejring for så i det tidlige morgengry at gå til pladsen til alles forbavselse. Også i år med den voksende smitte var det blevet kommunikeret ud den 27.november, at paven ikke ville lede den traditionelle ceremoni på Piazza di Spagna, men at han ville vise “en privat andagt og bede til Guds Mor, for at hun skal beskytte romerne, byen de lever i og de syge, der har brug for Hendes moderlige beskyttelse overalt i verden”.

Blomster og bønner

Men pave Frans ville heller ikke denne gang undlade sit personlige besøg hos Guds Mor, der står på toppen af den antikke, romerske søjle, som en brandmand hvert år når op til med en brandstige for så at anbringe en blomsterkrans rundt om hendes arm. Paven anbragte hvide roser ved statuens fod og stod i tavs bøn med blikket rettet opad. Han var der i alt mindre end 10 minutter, hvorefter han gik til Santa Maria Maggiore lige så diskret ,som han var kommet. De få, der var til stede på pladsen, nogle var kommet omkring 5.30, fordi de huskede “overraskelsen” sidste år, klappede bag afspærringerne og fotograferede med deres smartphones. “Pave Frans. Hellige Far!” råbte en kvinde. Pave Frans holdt sig på afstand; men før han gik op i bilen ønskede han at hilse på Spaniens ambassadør ved Den hellige Stol, María del Carmen de la Peña Corcuera, der stod ved indgangen til Palazzo Monaldeschi, hvor ambassaden ligger. Han hilste også på andre ansatte, som han forklarede, at også i år havde han ønsket at komme på et usædvanligt tidspunkt for at undgå sammenstimlen og eventuel smitte.

En gammel andagtsform

Fra pontifikatets begyndelse viste Jorge Mario Bergoglio som sine forgængere en stor hengivenhed for det mariamonument, der blev rejst af arkitekt Luigi Poletti og billedhuggeren Giuseppe Obici til ære for dogmet for den uplettede undfangelse. Det blev proklameret af Pius IX i 1854 med konstitutionen Ineffabilis Deus. Pave Pius IX ønskede at rejse en statue i Rom, der ville minde kommende generationer om begivenheden. Og han valgte det sted, der forekom ham mest egnet – foran Spaniens ambassade ved Den hellige Stol, fordi netop på den iberiske halvø blomstrede den mest dybtfølte andagt til den Uplettede. I "Palazzo di Spagna" blev der bygget en lille balkon, så paven kunne være til stede ved indvielsen.

Til skulpturen blev der brugt en romersk søjle: et stykke marmor af cirka 12 meters højde og med en diameter på 1,45. Søjlen var dukket op igen i 1777 under arbejde på en bygning, der tilhørte benediktinerinderne i Santa Maria di Campo Marzio. Byggeriet blev finansieret af kong Ferdinand af begge Sicilier som en forsoningsgestus over for Kirken. Grundstensnedlæggelsen skete den 6. maj 1856 med en velsignelse fra kardinal Giacomo Filippo Franzoni, præfekt for Propaganda Fide, hvis bygning står foran monumentet. Der skulle 200 brandmænd til for at rejse søjlen om aftenen den 18. december 1856. Otte måneder efter kom Madonnastatuen op på toppen. Den første til at hylde hende var Pius XII, der sendte hvide blomster i anledning af festen for Den Uplettede. Den 8. december ved åbningen af det marianske år tog han personligt afsted til Piazza di Spagna.

En hengivenhedens handling

Det var pave Johannes XXIII, der viste en hengivenhedens handling, som alle de følgende paver tog op. Den første var Paul VI, der bad ved Jomfruens fødder i anledning af afslutningen på Det andet Vatikankoncil den 8. december 1965. Også Johannes Paul II og Benedikt XVI svigtede aldrig arrangementet og konstruerede en fast model for det – en bøn med byens ledelse tilstedeværende, nedlægning af blomster og oplæsning af et stykke fra Den hellige Skrift. Det er en tradition, der også er blevet bevaret af pave Frans, der har tilføjet et stop mere i Santa Maria Maggiore, hvor man opbevarer Mariaikonen Salus Populi Romani, det Guds Moders billede, som traditionelt siges at være malet af den hellige Lukas. Guds Mor anses for værnehelgen og beskytter for hele Rom.

 

09 december 2021, 11:39