Pave Frans ser på Libanon med et blik der bønfalder om fred

Lisbeth Rütz – Vatikanstaten

Det splittede land har været uden regering i næsten et år siden premierminister Hassan Diab gik af som følge af den ødelæggende eksplosion, der den 4. august sidste år hærgede havnezonen i Beirut. Den 1. juli ville igen tænde et håbets lys for dette forpinte land, der lider under en alvorlig økonomisk og finansiel krise.

Mere end halvdelen af den libanesiske befolkning lever under fattigdomsgrænsen, og flertallet af libaneserne har set, hvordan købekraften af deres valuta er blevet reduceret. Procentdelen af libanesere, der lever i ekstrem fattigdom, er steget fra 8% til 23%.. Ifølge FN´s World Food program har 41 % af befolkningen store vanskeligheder med at få adgang til nødvendige dagligvarer. På basis af data leveret fra Verdensbanken vil bruttonationalproduktet komme til at gå tilbage med 9,5 % før slutningen af 2021. Procentdelen af arbejdsløse er steget væsentligt, og fattigdommen har også ramt middelklassen. Ved afslutningen af Angelus-bønnen den 29. juni vendte pave Frans blikket mod dette martrede land. Det skete på festen for de hellige apostle Peters og Paul, hvor han udsendte en ny appel og inviterede til bøn for, at cedertræets land ”kan rejse sig fra den alvorlige krise, det er ved at gennemleve og igen vil vise verden en ansigt, der udtrykker fred og håb”.

Ved Angelusbønnen den 30. maj kom der yderligere et vigtigt budskab.  Pave Frans flettede ved denne lejlighed sine egne ord sammen med de lidelser og det håb, der findes i cedertræets land.

Den første juli vil jeg mødes i Vatikanet med de hovedansvarlige for de kristne samfund i Libanon til en dag med refleksion over den bekymrende situation i landet for at vi sammen kan bede om den gave, som freden og stabiliteten udgør. Jeg betror denne intention til Guds Moders indgriben, hun som i den grad bliver æret ved sanktuariet i Harissa og jeg beder jer om fra dette øjeblik at ledsage forberedelsen af denne begivenhed med solidarisk bøn for en mere fredfyldt fremtid for dette elskede land.

Et land med kulturmøde, sameksistens og pluralisme

Som det blev udtrykt fornylig af Libanons biskopper ved konklusionen på den maronitiske kirkes bispesynode, kan refleksionsdagen for den bekymrende situation i Libanon ”bidrage til at styrke landets identitet som en ”model for kristen-islamisk frihed, demokrati og sameksistens i respekt for pluralismen”.

Dette var de libanesiske udsendtes ønske, og det er i harmoni med pavens udtalelser den 4. april 2021 i anledning af Urbi et Orbi-budskabet til påsken.

Gid Det libanesiske folk, der gennemlever en periode med vanskeligheder og uvished, må opleve trøst fra den opstandne herre og gid det må blive støttet af det internationale fællesskab i sit kald til at være et sted for kulturmøde, sameksistens og pluralisme.

Løftet om en apostolisk rejse

Pave Frans lovede efter samtalen med journalisterne efter sin apostoliske rejse til Irak at besøge Libanon. Løftet vakte bevægelse og håb ikke bare i cedertræets land. I pressekonferencen den 8. marts 2021 under tilbageflyvningen sagde paven disse ord som svar på et spørgsmål om et muligt besøg:

Libanon lider, Libanon er mere end en afbalancering af interesser. Det har den svaghed, at der er en stor diversitet i det og nogle kræfter, der endnu ikke er forsonede. Men det har også den styrke, at det er et stort forsonet folk med cedertræets styrke. Patriark Rai har bedt mig om på denne rejse at gøre stop i Beirut; men det forekom mig at være for lidt. Det ville være for lidt over for et land, der lider som Libanon. Men Libanon er i dette øjeblik i en krise – og det siger jeg ikke for at krænke det – en krise der truer det på livet”.

Gid Libanon må beholde sin identitet

For at gavne stabiliteten i Libanon er det nødvendigt med ” et fornyet nationalt og internationalt politisk engagement”. Det understregede pave Frans, da han den 8. februar 2021 mødte medlemmer af det diplomatiske korps, der er akkrediteret Den hellige Stol. Paven mindede ved den lejlighed om, at landet ”gennemgår en intern krise og risikerer at miste sin identitet og endnu en gang være involveret i de regionale spændinger”.

Mere end nogensinde er det nødvendigt, at landet bevarer sin unikke identitet også for at sikre et pluralistisk, tolerant og mangfoldigt Mellemøsten, hvor det kristne mindretal kan give sit bidrag og hvor det ikke reduceres til en minoritet, der skal beskyttes. De kristne konstituerer den historiske og sociale sammenhæng i Libanon og gennem talrige initiativer inden for uddannelse, sundhed og sociale områder skal muligheden for at fortsætte og arbejde for landets bedste sikres. I denne optik skal vi også se de syriske og palæstinensiske flygtninges nærvær her. I øvrigt - uden den økonomiske genopbygningsproces, der haster så meget, risikerer man, at landet går bankerot med den mulige risiko, at der kommer farlige fundamentalistiske konsekvenser ud af det. Det er derfor nødvendigt, at alle fundamentalistiske ledere lægger deres egne interesser til side og engagerer sig i at arbejde for retfærdigheden og sætte virkelige reformer i gang for borgernes bedste ved at handle på en transparent måde og ved at påtage sig ansvaret for egne handlinger.

På reformernes og sameksistensens vej

I Urbi et orbi budskabet til julen 2020 udtrykte paven i særdeleshed ønsket om, at Libanon kan gennemgå en reformernes vej.

 Lad den stjerne, der oplyste julenat, lede og opmuntre det libanesiske folk i de vanskeligheder, det står overfor så det med støtte fra det internationale samfund ikke taber håbet. Gid fredens fyrste må hjælpe landets ansvarlige med at sætte særinteresserne til side og med seriøsitet, ærlighed og transparens engagere sig i, at Libanon kan gå på reformernes vej og fortsætte i sin kaldelse til frihed og fredelig sameksistens.

Forud for denne udtalelse kom de ord, som pave Frans henvendte i et brev til libaneserne i anledning af julen. ”Stor er min smerte, læser man i pavens skrivelse, ved at se den smerte og ængstelse, der kvæler den medfødte initiativrigdom og vitalitet i cedertræernes land.

Det er endnu mere smertefuldt at se sig berøvet for alle de mest dyrebare håb om at leve i fred og om at fortsætte med at være et frihedsbudskab og et vidnesbyrd om fredelig sameksistens. Og lige som jeg tager del i alle jeres glæder, tager jeg også del i alle jeres sorger. Jeg føler, hvor tunge tab I har haft, specielt når jeg tænker på de mange unge, der har mistet håbet om en bedre fremtid. Men på denne juledag hvor det siges, at ”det folk der vandrede i mørket har set et stort lys, vil det lys, der gør frygten mindre og giver alle håb og vished om, at forsynet aldrig vil forlade Libanon vide at vende også denne sorg til det bedste”.

Et håbets land

En måned efter den tragedie, der ramte byen Beirut, udsendte pave Frans ved generalaudiensen den 2. september 2020 en målrettet appel. Ved den lejlighed talte paven med et flag i baggrunden, der blev båret af en præst. «   I mere end 100 år, sagde pave Frans, har Libanon været et håbets land. Også i de mørkeste perioder af landets historie har libaneserne bevaret deres tro på Gud og vist, at de kunne gøre deres hjemland til et sted med tolerance, respekt og enestående sameksistens i regionen. Der ligger en dyb sandhed i, at Libanon er mere end en stat. Libanon er et budskab og et budskab om pluralisme - ikke bare for den østlige, men også for den vestlige del af verden. Af hensyn til landet - men også resten af verden kan vi ikke tillade, at denne arv går spildt ».

Pavens appel for Libanon den 2. september 2020 blev også præget af pavens opmuntring til alle libanesere - om at fortsætte med at håbe og genfinde den nøvendige kraft og energi til en ny begyndelse . Ønsket er, at bønsdagen den 1. juli kan lede Libanon på vej mod en roligere fremtid.