Fader Hans Zollner SJ Fader Hans Zollner SJ 

Kirken engagerer sig i kampen mod misbrug, siger Hans Zollner S.J.

33 har fået diplomeksamen ved Gregorianauniversitetet. Sr. Becquart: klerikalismen er roden til enhver form for misbrug. Hans Zollner: Målet er, at børn, teenagere og sårbare voksne kan føle sig mere og mere sikre.

Lisbeth Rütz – Vatikanstaten

Når de nye kandidater fra Gregorianauniversitetet er vendt tilbage til deres bispedømmer, vil nogle begynde at arbejde på universiteterne og i bispekonferencerne – andre på kontorer og institutioner for lægfolk Men de har alle det samme mål -  at udbrede guidelines for safeguarding, beskyttelse af mindreårige mod misbrug. Deres faglige basis har de fået i studieårene på Center for Child Protection (CCP) ved det pavelige universitetet Gregoriana. 33 studenter fik den 18. juni diplomeksamen i Safeguarding. Blandt dem kommer 17 fra Latinamerika. De har fulgt deres studier på spansk, og 16 har fulgt det engelsksprogede program, der har været på Gregoriana siden 2015. I alt repræsenterer de nyuddannede 26 lande fra Afrika, Central- og Sydamerika, Asien og Europa. I de næste måneder, sandsynligvis år, vil de være engagerede på præsteseminarier, i uddannelsesprogrammer, med implementering af guidelines for at hjælpe Kirken med forebyggelse af det alvorlige problem, som misbrug af mindreårige er for Kirken. Det er det, pave Frans engang kaldte en kræftsvulst på kirkelegemet.

Sr. Becquart: synodaliteten er kirkens måde at være og handle på

Ceremonien begyndte med en eukaristifejring, der blev ledet af fader Friedrich Bechina fra kongregationen for katolsk uddannelse. Han velsignede studenterne, der nu er klar til at vende tilbage til deres hjemlande og begynde på deres arbejde med safeguarding. Sr. Nathalie Becquart, den franske ordenssøster, der blev udnævnt af pave Frans i februar 2021 som en af to undersekretærer for generalsekretariatet for bispesynoden, satte fokus på forbindelsen mellem Safeguarding og synodalitet. ”Alle vi døbte er kaldede til at kæmpe mod klerikalismen, der er roden til en hvilken som helst form for misbrug”, sagde søster Nathalie og mindede om de ord, der så mange gange er blevet sagt af paven. ”I dag, fortsatte hun, kan synodaliteten anses for at være en måde at være og handle på i Kirken. Denne måde fremmer, at alle de døbte og personer af god vilje deltager i skelningsprocessen og opmuntrer til medansvar og fællesskab i tjeneste for Kirkens mission”.

Zollner: Klerikalisme og accountability er et dobbelt problem

Fader Hans Zollner tilsluttede sig ordene fra synodens undersekretær. Hans Zollner er jesuit og præsident for Centre for Child Protection. Han er også medlem af den pavelige kommission for beskyttelse af mindreårige. ”Klerikalismen og ansvarsfraskrivelsen internt i Kirken er et dobbelt problem, fordi nogle af dem, der har en magtposition, tror, de er urørlige, mens mange troende ser dem som i en vis forstand almægtige”, sagde han.

Uddannelse og interkulturel dialog

Programmerne fra centret, der fra den 1. september omdannes til Institut for Antropologi og interdisciplinære studier i den menneskelige værdighed og omsorg for sårbare personer (IADC) har samlet studerende, lægpersoner og Gudviede mænd og kvinder med forskellig alder og af forskellig afstamning. Det er et valg, der sigter mod gennem interkulturel uddannelse og dialog at imødegå et systemisk problem af gammel dato. Alle de troende, fremhæver fader Zollner, har ansvaret, ikke bare for at tale, men også for at handle. Nu har disse studenter instrumenterne til at svare på dette kald.

Sikre steder i og udenfor Kirken

Til Vatican News forklarer præsidenten for Centre for Child Protection metoderne i detaljer: For mange, der allerede i et stykke tid har arbejdet på skoler, børneinstitutioner eller børnehjem, fører et intensivt kursus som dette til et dybere og mere omfattende kendskab til, hvad misbrug er, hvordan man møder ofrene og hvad man gør for at konfrontere krænkerne. Og det hjælper fremfor alt til at forstå, hvordan man opbygger og fremmer sikre områder i og udenfor Kirken i de situationer og under de omstændigheder, som man er ansvarlige for. Det er ting, som man kan lære, men det er ikke bare det, der er vores mål”. Målet, understreger Zollner igen, er at styrke ”sikkerhedsforanstaltninger, opmærksomhed, øget sensibilitet for at børn, teenagere og også sårbare voksne kan føle sig sikre og ikke fordi man er forpligtet til det eller der er en lov om det, men fordi man har et engagement, der kommer indefra. En indre motivation der baseres på menneskelige værdier og et discipelskab med Jesus, der vil, at børnene kan komme tæt på troen og leve sikkert i Kirken”. For fader Zollner viser diplomuddannelsn Kirkens aktive og reelle engagement mod misbrug: ”Et engagement fra biskopper, provincialer og institutionsansvarlige i Kirken, der sender personer ud til beskyttelse af de sårbare. Det er et engagement også fra organisationernes side. De har støttet os økonomisk. Mange karitative organisationer i Tyskland og USA har givet stipendier til studenter fra alle kontinenter”. Naturligvis er det også krævende for mange af studenterne, ”der kommer væk fra deres familier, rejser i usikre tider og forsøger at bruge og omsætte det til praksis, som de har lært af os, når de er kommet tilbage til deres egne sammenhænge”.

Et netværk i hele verden

Blandt studenterne, der netop er blevet færdige, er der stor begejstring over det nåede mål: ”Her har vi lært, at vi skal arbejde i netværk”, siger en ung spansk kvinde, der forklarer, at hun vender hjem ”ikke bare med nye kundskaber, men også med nye relationer”, der er skabt med ”personer fra Europa, USA og hele verden, som jeg kan samarbejde med i fremtiden”. Netop det at danne netværk er et af formålene med centret for beskyttelse af mindreårige: ”Vi vil udvide antallet af personer, som vil være i stand til for deres vedkommende at være undervisere, så vi har et stadig større netværk af kompetente folk, der er engagerede i beskyttelse”, siger Zollner.

Fra september overgang til institut for antropologi

Som tidligere nævnt vil Centret for beskyttelse af børn overgå til det pavelige Gregorianauniversitet ved instituttet for antropologi, der på den måde kan gå i dybden med og udvide sit område for forskning, studier og uddannelsesprogrammer. Det nye institut kan få sit eget lærerkorps og udover diplomet give akademiske grader i Safeguarding og en doktorgrad i antropologi. Som Zollner videre forklarer: ”Det vil være en lejlighed til at videreføre vores arbejde med større disciplin og energi i kampen mod misbrug”.  Det er en ambition, der gør et stadig større engagement nødvendigt, fordi ” i nogle dele af verden er opmærksomheden på denne integrerede del af Kirkens mission vokset meget – andre steder overhovedet ikke. Der er meget at gøre, hvad angår nødvendigheden af at uddanne mennesker, der er bedre til at skaffe retfærdighed for ofrene”.

 

22 juni 2021, 20:47