Vi må være broer i et sygt samfund
Lisbeth Rütz – Vatikanstaten
”Hvert menneskeligt liv er kostbart. Proportionerne i antallet af døde civile og børn er tydelige. Og det fortsætter”. ”Dette angreb på Gaza risikerer at afspore opmærksomheden fra det, der er det centrale i den konflikt, der opstod i Jerusalem på grund af meget konkrete spørgsmål. Bosætterne bliver ikke straffet, beboerne jages ud af deres huse, palæstinenserne har svært ved at komme til den hellige by. Desværre giver man ikke svar på de virkelige problemer, som folk lever med i det daglige”. Commoni- missionssøsteren rapporterer om en virkelighed i Østjerusalem, der er præger af en tilsyneladende, meget anspændt ro. ”Militæret er der med fuld styrke, også inde i den arabiske bydel: Overalt er der afspærringer. Nogle gange lykkes det folk at komme på arbejde, fortæller hun – nogle gange lykkes det ikke. Dette er ikke normalt. Tit er der sammenstød mellem unge og soldater og undertrykkelsen er meget stærk. Der er så mange steder, hvor det gør ondt”. Det er en genopblussen af en konflikt, hvor man registrerer ofre overalt. ”Jeg er meget bekymret over de unges moralske afstumpethed”, fortsætter søsteren. ”Når man kommer til sådan en ødelæggelse, så vil det sige, at du skal skære drastisk ned på dine værdier. Begge parter er meget sårede, ja amputerede.
At være broer – comboni-missionssøstrenes mission ude i periferien
Comboni-missionssøstrenes mission er overalt at leve ude i periferien. I Jerusalem er dette særlige træk tydeligt. De lever på Oliebjerget. På de tre sider af haven går den mur, der adskiller byen Jerusalem fra de besatte områder. ”Vi har villet blive ved med at være også på den anden side af muren. Man ses; men man kan ikke så let mødes. Vi er meget opmærksomme på at samarbejde med begge parter – med de to folk i Det hellige Land, præciserer hun med en hentydning til arbejdet både med de israelske aktivister, der ”virkelig vil fjerne klipper, finde løsninger, bygge broer” og med palæstinenserne. I Israel arbejder de sammen med læger for menneskerettigheder, med de organisationer, der især arbejder i områder med flygtninge og asylansøgere. I Palæstina arbejder man med beduiner i Judæaørkenen gennem et net af skoler for mødre, udviklingsprojekter for kvinder, med kirkens missionsarbejde. Og hun slutter med en henvisning til nogle ”søstre i det hebræisktalende katolske samfund, som på en særlig måde lever de politiske og sociale spændinger. Det er er minoritet i minoriteten”.
Tilgivelse er det profetiske ord – ellers kommer man ikke ud af det
En appel til forsoning synes næsten retorisk, og dog er netop det det profetiske ord i følge søster Alicia. ”Hvis vi ikke er i stand til at bryde voldens cirkel, også selv om vi føler vi har ret, så kommer vi ikke ud af den. Pavens ord om tilgivelse er ikke retorik. Man skal have dette mod til at bryde cirklen, også selv om vi ikke er i stand til det, fordi historien tynger os. Lad os gøre det – lad os tage initiativet til det, ellers klarer vi den ikke.
Samfundet er sygt
”Volden kan ikke føre til noget”, gentager søster Alicia. Søsterens håb ligger hos det internationale samfund. ” at det kan bidrage til at standse denne galskab, fjerne denne afgrund”. Hun fortæller: ”Vi ser ting, vi ikke har set i al den tid vi har været her, ting som ikke engang skete under den anden intifada. De interne konflikter i samfundet, som vi levede mere eller mindre fredeligt med, forklarer hun, skaber frygt her og nu, men især for vores fremtid. Den vold, der er brudt ud på gaderne, bekymrer endnu mere end den vold, der viste sig med bomberne, der sprænger husene i luften - også selv om den er mindre synlig, mindre skandaløs. Det sociale netværk er såret, dybt beskadiget. Samfundet er såret”.
