Paven: Bliv altid ved med at bede så dit hjerte ikke bliver gråt - også selv om du er sløv og adspredt

Lisbeth Rütz – Vatikanstaten

Distraktion, tørhed, sløvhed. Man kan møde så mange vanskeligheder under sin bøn. Det er nødvendigt at ”få øje på dem og overvinde dem”. Det var den vej, som paven pegede på i katekesen ved generalaudiensen onsdag den 19. Han opfordrede til ikke at lade sig slå ud af, at der efter tider med trøst kommer tider med tørhed. Man skal holde ud i bønnen som Job, der også protesterede, når han følte sig uretfærdigt behandlet. ”At protestere over for Gud er mange gange en måde at bede på”, sagde paven. At blive vred kan også være en måde at bede på, for mange gange bliver barnet vredt på faderen, og dette er en måde at få kontakt med ham på.

Bliv ved – også i ”mørkets dal”

Under onsdagskatekesen, der var en fortsættelse af sidste uges katekese i Cortile di San Damaso, mindede paven, mens de troende var til stede om, at alle helgener er gået gennem denne ”mørkets dal”. Vi skal derfor ikke blive forargede, når vi læser deres dagbøger og finder beretninger om aftener med modvillig bøn, som de ikke følte  noget særligt ved. Vi må i stedet lære at sige: ”Også selv om du, min Gud lader til at gøre alt, for at jeg skal holde op med at tro på dig, så fortsætter jeg i stedet med at bede til dig”. De troende – sagde han – slukker aldrig for bønnens flamme.

Det sande fremskridt i det åndelige liv består ikke i at mangfoldiggøre ekstaserne, men i at kunne gå videre i vanskelige tider. Og hvis du er træt, så stands op en kort stund og gå så videre. Men bliv ved. Lad os mindes den hellige Frans´ fortælling om den fuldkomne glæde: det er ikke i de uendelig mange nådegaver fra himlen, at man måler en broders duelighed, men i evnen til konstant at gå videre også når man ikke bliver anerkendt, også når man bliver behandlet dårligt, også når man har mistet den smag for det åndelige, som man havde i begyndelsen

At have et forhold til Gud som far

Paven opfordrede også til ikke at glemme bønnen ”hvorfor?” som er den, børnene beder, når de begynder ikke at kunne forstå tingene og når til det, psykologerne kalder det ”spørgealderen”.

Men læg mærke til: barnet lytter ikke til fars svar. Far begynder igen at svare, og barnet kommer med et nyt hvorfor. Det vil bare tiltrække faderens opmærksomhed, og når vi bliver lidt vrede på Gud og begynder at sige hvorfor, så gør vi vores Far opmærksom på vores elendighed, vores vanskeligheder, vores liv. Men ja, vær modige og sig til Gud: ”Men hvorfor…? For nogle gange gør det godt at blive en smule vred, fordi dette barnlige forhold, vi bør have til Gud, får os til at vågne op.

Luk ikke hjertet inde i ” gråhed ”

Nogle gange kan man mærke en tid med tørhed, som kan ”afhænge af os selv, men også af Gud, som tillader visse situationer i det ydre eller det indre liv”. Eller det kan afhænge af smerter som en hovedpine, der forhindrer os i at trænge ind i bønnen. For at få os til at forstå den tanke, der skaber tørhed, refererede pave Frans til ”Langfredag, til natten og til påskelørdag, hele dagen: Jesus er der ikke. Han er i graven. Jesus er død. Vi er alene”.

De åndelige mestre beskriver erfaringen med troen som vedvarende skift mellem tider med trøst og tider med fortvivlelse – tider hvor alt er let, og andre tider hvor det hele er tungt. Paven ved, at der er øjeblikke, hvor man føler sig nedtrykt, hvor der er mange grå dage:

Men faren er at have et hjerte, der er blevet gråt: når denne nedtrykthed kommer ind i hjertet og gør det sygt . ..og der er folk der lever med dette hjerte, der er gråt. Det er frygteligt: man kan ikke bede, man kan ikke mærke trøsten, når hjertet er gråt! Hjertet bør være åbent og lysende, så Herrens lys kan komme ind. Og hvis det ikke kommer ind, så bør man vente på det i håb. Men luk det ikke inde i det grå.

Der er også sløvheden, ”en virkelig fristelse, der leder væk fra bøn og mere generelt fra det kristne liv”, ”en form for depression”.  Og det er også en af de syv dødssynder, for ”næret af hovmod kan den føre til sjælens død”.

Bekæmp adspredthed med vågenhed

Den første vanskelighed på bønnens vandring er altså adspredtheden, når vi følges af en malstrøm af syner og vrangforestillinger i konstant bevægelse. Denne indbildning, som bliver ved med at vende tilbage i bønnen, kaldte den hellige Teresa ”husets tosse”, forklarede paven improviseret, og han opfordrede til at ”sætte den i bur” ved at være årvågen. Det er ikke godt at give efter for denne ”uordnede tilbøjelighed”, sagde paven. Det er nødvendigt at holde koncentrationen ligesom det blandt andet også er nødvendigt for at arbejde og studere godt. Men atleter ”ved godt, at konkurrencerne vinder man ikke bare med fysisk træning, men også med mental disciplin – især med evnen til at blive ved med at være koncentreret og opmærksom”. Adspredelserne bør altså bekæmpes, og årvågenhedens dyd er fundamental. Jesus minder tit disciplene om pligten til ”et ædru liv, der ledes af tanken om, at Han før eller senere vil vende tilbage. De for ikke vild i jagten på hver eneste attraktiv ting, der viste sig for dem i tankerne”. Men de søgte at vandre på den rette vej og løse deres opgave godt.

Fred for de forpinte folk

Med en hilsen til fransktalende pilgrimme rettede paven så tanken mod de folk, der lever i vanskelige situationer. ”I venter på pinsen som apostlene, der havde forsamlet sig i Nadversalen. Sammen med Jomfru Maria – sagde han – beder vi Herren om trøst og fred for forpinte folk”