Regina Coeli Regina Coeli  (Vatican Media)

Jesus betragter os som venner og beder os om at tage bolig i Hans kærlighed

Pave Frans understregede til Regina Coeli-bønnen søndag den 9. maj, at Jesus ”beder os om at blive i hans kærlighed”. Den hellige Faders tanker gik til Jerusalem, der er rystet af voldelige sammenstød, og til Kabul. Paven udtrykte bekymring over situationen i Colombia. Den hellige Fader omtalte, at Rosario Angelo Livatino er blevet saligkåret i Agrigento og at man i talrige lande fejrer Mors Dag. Han sendte en hilsen til mennesker, der lider af fibromyalgi.

Lisbeth Rütz - Vatikanstaten

Hvad er det for en kærlighed, Jesus siger vi skal blive i for at få del i Hans glæde? Pave Frans besvarede dette spørgsmål til Regina Coeli-bønnen. Han knyttede an til dagens evangelium, hvor ”Jesus efter at have sammenlignet sig selv med vinstokken og os med grenene”, forklarer ”frugten som dem, der er forenede med ham bærer”. Denne frugt er kærlighed.

Og denne Guds, Faderens kærlighed, løber som en strøm gennem sønnen Jesus og gennem Ham kommer den til os - Hans skabninger. Han siger faktisk: ”Som Faderen har elsket mig, har jeg også elsket Ham” (Johannes 15,9). Den kærlighed, som Jesus giver os, er den samme, som Faderen elsker Ham med: det er en ren kærlighed - uden betingelser, en gratis kærlighed. Den er ikke noget, man kan købe, det er en gratis kærlighed. Ved at give den til os behandler Jesus os som venner - med denne kærlighed lader Han os kende Faderen, og Han involverer os i sin mission for verdens liv.

Gå ud over sig selv

Og hvordan, spørger paven så, bliver man i denne kærlighed? Svaret, minder paven om, står i forbindelse med det bud, Jesus efterlod os: ”Elsk hinanden som jeg har elsket jer”.

At elske som Jesus elsker betyder at tjene vores brødre og søstre som Han gjorde, da han vaskede disciplenes fødder. Det betyder også at gå ud af sig selv, at skille sig af med sin egen menneskelige sikkerhed, verdens bekvemmeligheder for at åbne sig for de andre, specielt for dem, der har behov for det. Det betyder at stille sig til disposition med det, vi er og det, vi har. Dette vil sige at elske, ikke i ord men i gerning.

At give sig selv hen til andre

At elske som Kristus betyder at ”sige nej til andre former for kærlighed” som verden foreslår os - kærlighed til penge, succes, magt…

Disse bedrageriske veje til ”kærlighed” fjerner os fra Herrens kærlighed og fører os til at blive mere og mere egoistiske, narcissistiske, arrogante. Og arrogancen leder os til en degeneration i kærligheden, til misbrug af andre, til at den person, vi elsker, lider. Jeg tænker på den syge kærlighed, der bliver til vold og hvor mange kvinder, der i dag er ofre for voldelige overgreb. Dette er ikke kærlighed. At elske som Herren elsker os vil sige at værdsætte personen ved siden af os, respektere hans frihed, elske ham, som han er, ikke som vi vil have han skal være, som han er, uden betingelser. Kort sagt - Jesus beder os om at blive i Hans kærlighed, at tage bolig i Hans kærlighed, ikke i vores egne ideer, ikke i den kult hvor vi dyrker os selv. Den, der dyrker sig selv, bor i et spejl - han iagttager altid sig selv. Jesus beder os om at opgive kravet om at kontrollere og styre andre. Ikke kontrollere dem, tjene dem. Åbne andres hjerter og give os selv hen til andre, det er kærlighed.

Elsket af Gud

Hvor fører denne forbliven i Herrens kærlighed hen, spørger Den hellige Fader så. Det er Jesu ord, der viser os horisonten for denne kærlighed. Jesus sagde det til os: ”For at min glæde skal være i jer og jeres glæde skal være fuldkommen”.

Og den glæde, som Herren Jesus har, fordi Han er i fuldstændigt fællesskab med Faderen, vil at Han også skal være i os, når vi er forenede med Ham. Glæden ved at vide os elskede af Gud på trods af vores mangel på troskab gør os i stand til at møde livets prøvelser med tro. Den lader os gennemgå kriser og komme bedre ud af dem. Vi bliver sande vidner ved at leve denne glæde, for glæden er det tydelige tegn på, at man er en sand kristen. Den sande kristne er ikke trist. Han har altid denne glæde i sig, også i dårlige øjeblikke.

Gid Jomfru Maria, siger pave Frans yderligere, må hjælpe os til ”at forblive i Jesu kærlighed og vokse i kærligheden til alle ved at vidne om den opstandne Herres glæde”.

Hilsener til alle mødre

Paven sendte efter Regina Coeli-bønnen en hilsen til alle verdens mødre. Pavens ord blev mødt med varmt bifald fra de tilstedeværende på Peterspladsen. Paven sendte mange tanker til Mellemøsten - specielt til Jerusalem, hvor der havde været voldelige sammenstød. Han bad for ofrene ved et terrorangreb i Kabul og udtrykte bekymringer over situationen i Columbia. Paven nævnte også, at Rosario Angelo Livatino er blevet saligkåret i Agrigento og sendte en hilsen til mennesker, der lider af fibromyalgi.

11 maj 2021, 11:04