Panajots historie: Jeg var ateist. I dag bliver jeg døbt

Lisbeth Rütz - Vatikanstaten

Dåben er “det første af sakramenterne, idet den er døren, der lader Kristus Herren tage plads i vores person” og lader os stige med ned i Herrens død og opstandelse ved at sænke det gamle menneske ned i døbefonten og lade det nye menneske fødes, det nye menneske, der er genskabt i Jesus”. Med disse ord talte pave Frans den 11. april 2018 til generalaudiensen om dåben. Ved påskevigilien døbte pavens generalvikar, Angelo De Donatis, seks katekumener – tre kvinder og tre mænd. Det var et meget betydningsfuldt øjeblik, også fordi man efter to år fejrede de kristne initiationssakramenter for de voksne i løbet af påskenatten. Sidste år skete det ved Sankt Peters og Sankt Pauls fest den 29. juni.

En vej der ikke var let

“Kandidaterne er i begyndelsen af det kristne liv, og det har ikke været nemt for dem at leve i pandemien med alle restriktionerne. Men på trods af alt dette har de forsøgt at komme videre og tilpasse sig til det, som de nye forhold krævede af dem. For rigtig mange har den tid, hvor de forberedte sig på sakramenterne, været meget vanskelig, fordi nogle af dem har mistet deres arbejde, andre har levet i dyb ensomhed, fordi de ikke har familie her i Italien, andre igen har haft øjeblikke, hvor de mistede modet ved det valg, de havde taget. Men på trods af den kritiske situation gik de videre og sagde tit til os, at de havde følt, at Herren Jesus var dem nær. Han ledede dem gennem det der skete i deres liv og førte dem herhen.  Det skal understreges, at sognepræsternes og kateketernes arbejde og kreativitet har været beundringsværdig: det lykkedes for dem at finde nye måder og tidspunkter hvor katekesen kunne fortsættes”, siger don Andrea Cavallini, leder af katekesen i bispedømmet Rom og søster Pina Ester De Prisco, bispedømmets ansvarlige for katekumenatet.  

Seks personer, seks forskellige historier

De katekumener, som modtog dåben, var Wenddy Pamela og Jean Carlos fra den katolske latinamerikanske mission i Rom; Marie Rose og Aminata Agnes, to søstre fra Guinea, der har gået til katekese hos salesianerne, Marco Marcello, en ung romer fra San Nicola di Bari og Panajot Giusepe, en ung mand af albansk afstamning.

Sidstnævnte har fortalt sin historie til Vatican News – et forløb på to måneder, som til sidst førte ham frem til at modtage dåben.

En øl, messen og tårerne

“Jeg var overbevist ateist. Jeg angreb alt, hvad der havde med kirken, præster og søstre at gøre. Så drak jeg en dag en øl sammen med en pige, jeg havde lært at kende til træning, og jeg opdagede, at hun studerede teologi. Også ved den lejlighed udtrykte jeg, hvad jeg havde imod religionen; men hun dømte mig ikke. Hendes tålmodighed overraskede mig”.

Sådan begynder Panajots fortælling. Han er en 37-årig albaner. Denne episode går to år tilbage. Kort tid efter gik Panajot til messe i kirken Santi Fabiano e Venanzio ikke langt fra San Giovanni in Laterano. “Det var absolut første gang for mig - husker han – og da jeg hørte prædikenen følte jeg noget inde i mig selv. Jeg havde det godt, jeg var forbløffet og jeg forstod heller ikke grunden”. Han skjulte den følelse for veninden. “Jeg kom til at græde, tårerne pressede sig på”, afslører han.

Sammen – aldrig mere alene

Fra det øjeblik var det umuligt at skjule sig. ”Jeg begyndte gennemgangen af de ti bud sammen med don Fabio Rosini, den sognepræst som havde fejret den første messe, jeg var til. Jeg forstod, at mit liv var ved at forandre sig for altid”.

Det var en lang vandring med nogle faste holdepunkter. “Vi bygger noget op sammen. Kun sammen med de andre kan du lære barmhjertigheden, tilgivelsen, den sande kærlighed at kende. Alt det forstod jeg, og også i dette sidste år der er så præget af pandemien dominerede ønsket om fællesskabet. Det var ganske vist online - uden fysisk kontakt. Men vi var sammen, for det jeg var før har veget pladsen til fordel for et vi”.

“Jeg har tusinde følelser inden i mig. Jeg har besluttet at betro mig til Helligånden, jeg har bedt den om at gøre det til en fantastisk dag. Jeg er en ny og anderledes person. Bedre. Mit liv er forandret for altid. Jeg elsker bjergene. Jeg klatrer op, og hver gang, jeg kommer til en top, løfter jeg hænderne opad. Jeg gør det samme i dag, og jeg betror mig til Herren”.