Den økumeniske patriark af Konstantinopel Bartolomeios I Den økumeniske patriark af Konstantinopel Bartolomeios I 

Bartolomeios om “Fratelli tutti”: Lad os opgive ligegladhed og kynisme

Interview med den økumeniske patriark af Konstantinopel om budskabet i pave Frans´encyclika - lad os drømme om vores verden som én samlet familie

Andrea Tornielli – Vatikanstaten  

“Vi er helt enige i den invitation, der kommer fra pave Frans til at opgive den ligegyldighed eller kynisme, der dominerer i vores økologiske, politiske, økonomiske og sociale liv, der fungerer som enheder der kun er optagede af sig selv eller uinteresserede i at drømme om vores verden som en samlet menneskelig familie”. Med disse ord kommenterer Bartolomeios - den økumeniske patriark af Konstantinopel - under sit besøg i Rom encyclikaen Fratelli tutti af pave Frans i en samtale med Vatikanets medier. 

Deres Hellighed - hvordan var Deres reaktion, da De havde læst encyklikaen Fratelli tutti af pave Frans? 

Før jeg lærte encyclikaen Fratelli tutti af vores bror pave Frans at kende, fik vi vished om, at den ville være et andet eksempel på hans urokkelige engagement i mennesket, “som er elsket af Gud”. Vi vidste, at den ville vise solidaritet mod alle dem, der er trætte og tyngede af byrder og de nødlidende og at den ville indeholde konkrete forslag til, hvordan man klarer øjeblikkets store udfordringer - forslag der ville være inspireret af den kristne traditions uudtømmelige kilde og som kom fra hans kærlighedsfulde hjerte. Vores forventninger er blevet fuldt ud indfriede, efter at vi har gennemanalyseret denne meget interessante encyclika, som ikke bare er et kompendium med eller en opsummering af de forudgående encyclikaer eller af andre tekster af pave Frans, men står som kroningen af den lykkelige konklusion på hele hans sociale doktrin. Vi er helt enige i invitationen fra Hans Hellighed til at opgive den ligegyldighed og kynisme, som styrer det økologiske, politiske, økonomiske og sociale liv, der generelt fungerer som uengagerede enheder, der har sig selv som centrum og er ligeglade med alt andet og den får os til at drømme om vores verden som en samlet, menneskelig familie, hvor vi alle uden undtagelse er søskende. Med denne ånd udtrykker vi ønsket og håbet om, at encyklikaen Fratelli tutti vil vise sig at være en kilde til inspiration og frugtbar dialog gennem antagelsen af tværgående initiativer og handlinger på det økumeniske, det interreligiøse og det alment menneskelige plan. 

I det første kapitel i encyklikaen taler man om verdens “skyggesider”. Hvilke bekymrer Dem mest? Og hvilket håb får vi af det verdenssyn, som kommer til os fra Evangeliet? 

Med sin skarpe menneskelige, sociale og åndelige sans skelner og nævner pave Frans “skyggesiderne” i den moderne verden. Vi taler om “moderne synder”, også selv om vi kan lide at fremhæve, at arvesynden ikke er noget, der er kommet i vor tid og i vores epoke. Lad os slet ikke idealisere fortiden. Men med rette er vi foruroligede af den kendsgerning, at de moderne tekniske og videnskabelige udviklinger har forstærket menneskets “hybris”. Videnskabens erobringer svarer ikke til vores fundamentale eksistentielle søgen og har heller ikke elimineret den. Vi konstaterer også, at den viden, som kundskaben er nået frem til, ikke trænger dybt ind i den menneskelige sjæl. Mennesket ved det, men opfører sig, som om det ikke vidste det. 

Paven taler også om permanente kløft, der er mellem dem, der ejer meget og de mange, der kun har lidt eller intet 

Den økonomiske udvikling har ikke reduceret svælget mellem de rige og de fattige. Snarere har den understreget, at det er profitten, der prioriteres på bekostning af beskyttelsen af de svage og bidrager til en forværring af miljøproblemerne. Og politikken er blevet økonomiens slave. Menneskerettighederne og den internationale ret udarbejdes for og tjener formål, der er fremmede over for retfærdighed, frihed og fred. Problemet med flygtninge, terrorisme, voldsudøvelse fra statens side, ydmygelse af den menneskelige værdighed, de moderne former for trældom og Covid-19-epidemien kræver nu nye former for ansvarlighed af politikken og kræver en anden form for form for logik end den rent pragmatiske.

Hvad kan kristendommen foreslå over for denne situation? 

Det forslag, Kirken har til ændring af livsstil, er, at man vender sig mod “det ene fornødne” og dette er kærligheden, åbningen mod den anden og en solidarisk kultur mellem mennesker. Overfor det moderne arrogante “menneske-gud” forhold prædiker vi “Gud-menneske”. Over for økonomitænkningen giver vi plads til den økologiske tænkning og til den økonomiske aktivitet, der baseres på social retfærdighed. Over for den politik, der står for “den stærkestes ret”, giver vi plads til den økologiske økonomi og den økologiske aktivitet, der baseres på social retfærdighed. Over for den stærkeres ret, sætter vi princippet med respekt for borgernes ukrænkelige rettigheder og den internationale ret. Over for den økologiske krise kaldes vi til respekt for det skabte, for enkelheden og bevidstheden om vores ansvar for at overgive en bevaret natur il den næste generation. Vi kommer ikke udenom, at det er vanskeligt at konfrontere disse problemer; men vi ved, at han som arbejder gennem os er den Gud, der er menneskenes ven. 

Hvorfor er billedet med den barmhjertige samaritan aktuelt i dag? 

Kristus sammenfatter på særlig vis det “første og store bud” om kærligheden mod Gud med “det andet, som er lige som det første” - buddet om kærlighed til næsten (Matthæus 22,36-40). Og han tilføjer:” på disse to bud hviler hele loven og profeterne”. Og Johannes teologen er meget klar: ”Den der ikke elsker, har ikke kendt Gud” (Johannes 4,8). Lignelsen om den barmhjertige samaritan ligner lignelsen om dommen (Matthæus 25,31-46) den er (Lukas 10,25-37) den bibelske tekst, der afslører hele sandheden om kærlighedsbuddet for os. I denne lignelse repræsenterer ypperstepræsten og levitten den religion, der er lukket inde i sig selv, som kun interesserer sig for at bevare “loven” uændret, idet den på farisæisk vis ignorerer og forsømmer ”lovens største bud” (Matthæus 23,23) - kærligheden til næsten. Den barmhjertige samaritan viser sig at være den fremmede menneskeven, der er nær ham, der er blevet overfaldet og såret af banditter. På begyndelsesspørgsmålet fra den skriftkloge “hvem er min næste” (Lukas 10,29) svarer Kristus med et spørgsmål: ”Hvem af disse tre synes du var en næste for ham, der faldt i røvernes hænder”? (Lukas 10,36). Her er det ikke tilladt mennesket at stille spørgsmål; men han bliver bedt om at tjene og kaldes til det. Det er altid nødvendigt at få vores næste, vores bror frem over for den, der er langt væk, fremmed og fjende. Læg mærke til at i lignelsen om den barmhjertige samaritan sætter Kristus i overensstemmelse med den skriftkloge, der sagde “Hvad skal jeg gøre for at arve evigt liv” (Lukas 10,25) tilhørerne på en prøve. Svaret på dette spørgsmål er virkelig næstekærlighed - en kærlighed der hænger sammen med vores frelse. Dette er også budskabet fra perikopen om dommen. 

På hvilket grundlag kan vi betragte os alle sammen som brødre og hvorfor er det vigtigt at opdage det? 

De kristne i den tidlige kirke kaldte hinanden brødre og søstre. Dette åndelige søskendeskab med Kristus i centrum er dybere end naturligt slægtskab. For kristne er brødre og søstre ikke blot dem der er medlemmer af kirken – det er alle folk. Guds Ord har antaget menneskelig natur og har indesluttet alt i sig. Lige som alle menneskelige væsener er skabt af Gud, er alle blevet indesluttet i Guds frelseplan. Den troendes kærlighed har ingen grænser. Han omfavner alt det skabte - han er “den ild der flammer i hjertet for alt det skabte” (Isak Syreren). Søskendekærlighed er altid usammenlignelig. Den dimension, der er i det menneskelige fællesskab og i broderskabet, adskiller kærlighed og kristent broderskab fra abstrakt humanisme. 

Paven udtaler i encyclikaen en meget stærk fordømmelse af krig og dødsstraf. Hvordan kommenterer De dette afsnit af “Fratelli tutti”? 

Dette tema har det hellige Storråd i den ortodokse kirke (Kreta juni 2016) blandt andet refereret til på denne måde: “Kristi kirke fordømmer generelt den krig, som følger af det onde og af synden”. (Den ortodokse kirkes mission i den moderne verden D1). Fra enhver kristens læber bør det lyde: “Aldrig mere krig”! Og et samfunds holdning over for dødsstraf er en indikator for dets kulturelle orientering og den måde, det ser på menneskets værdighed på. Den europæiske institutionskultur har som en af de bærende søjler ideen om den kærlighed, som den kristne tro pålægger os- nemlig at ethvert menneske skal have muligheden for anger og forbedring også selv om det er dømt for den værste forbrydelse. Den logiske og moralske konsekvens er, at den der fordømmer krigen også siger nej til dødsstraf. 

 

 

Oversættelse fra italiensk ved Lisbeth Rütz - Vatikanstaten

27 oktober 2020, 11:37