kampanj mot barnbrudar kampanj mot barnbrudar   (ANSA)

Asia Bibi: Lad det være slut med barnebrude

Den pakistanske kvinde blev videointerviewet af direktøren for ”Hjælp til kirke i nød”. Hun takker pave Frans for nærhed og støtte i troen.

Lisbeth Rütz - Vatikanstaten

Vi bør engagere os i at sætte en stopper for ”barnebrude”. Det var det klare budskab fra Asia Bibi, da hun blev interviewet af Alessandro Monteduro, direktør for den italienske afdeling af den pavelige stiftelse ”Hjælp til kirke i nød”. Den pakistanske kvinde er blevet symbol på den forfølgelse, mange kristne lider under i Pakistan. I interviewet fremhævede hun, at mange mindreårige pakistanske piger bliver bortført, tvangskonverteres til islam og tvinges til ægteskab. To navne blandt mange andre er: Huma Younus og Maira Shahbaz, som Hjælp til kirke i nød har gjort opmærksom på i en langvarig kampagne. Asia Bibi - fortæller en meddelelse fra Hjælp til kirke i nød - har bedt de pakistanske myndigheder om at hjælpe ”vores piger fordi ingen af dem bør lide”! Asia Bibi bad også om at alle i Pakistan skal have religionsfrihed og især om at mindretallene beskyttes.  Hun mindede om, at Ali Jinnah, Pakistans grundlægger, understregede, at religions- og ytringsfrihed skal garanteres alle borgere.

I løbet af videointerviewet, der kan ses på YouTube- kanalen for ACS - den italienske afdeling af Hjælp til kirke i nød - udtrykte Asia Bibi endnu en gang sin taknemmelighed over for pave Frans. ”Jeg - fortalte hun - har to rosenkranse, som jeg fik af Den hellige Fader. En blev tilbage i Pakistan, og den anden har jeg endnu. Hver dag beder jeg rosenkransen for troen og for de forfulgte i Pakistan. Jeg takker Den hellige Fader Frans og pave Benedikt, der kæmpede for mig, og jeg takker Hjælp til kirke i nød og mange andre italienere, der har bedt for mig”.

Monteduro inviterede Bibi og hendes familie til Rom - en invitation, hun straks tog imod med glæde i håb om som hun siger ”at møde Den hellige Fader som støtter os i troen”.

11 september 2020, 14:16