Angelus på Petersplatsen Angelus på Petersplatsen   (ANSA)

Pave Frans: Migranterne er ofre for vores kultur, der gør mennesker til affald. Gud vil stille os til regnskab for det

Pave Frans beder om retfærdighed og sandhed ti år efter massakren på migranter i San Fernando i Mexico. Paven husker også dem, der er forfulgte på grund af deres tro og beder for situationen i den nordlige del af Mozambique, hvor tusinder må flygte på grund af international terrorisme.

Lisbeth Rütz Vatikanstaten

Som sædvanligt rettede pave Frans efter søndagens angelusbøn blikket mod verdens brændpunkter.

Paven henvendte sig specielt til Mexico før tiårsdagen for en massakre, der endnu er uopklaret. Den 24. august 2010 blev ligene på 72 migranter fundet i San Fernando, Tamaulipas, i det centrale Mexico, efter at det var lykkedes en dreng fra Ecuador at flygte. Blandt de identificerede var der lig af borgere fra Honduras, San Salvador, Guatemala, Ecuador, Brasilien og Indien. Den vold, der var blevet udvist, førte til formodninger om, at der var narkokriminalitet involveret.

Solidaritet med familierne

De søgte efter et bedre liv, sagde paven, idet han udtrykte sin solidaritet med ofrenes familier:

De kom fra forskellige lande og søgte et bedre liv. Jeg vil gerne udtrykke min solidaritet med ofrenes familier, som endnu i dag beder om retfærdighed og sandheden om det, der skete. Herren vil stille os til regnskab for alle de migranter, der faldt på håbets rejser. De var ofre for den kultur, der gør mennesker til affald.

Bøn for dem der forfølges på grund af deres tro

Paven mindede om andre former for lige så alvorlig vold og lidelse, der blev husket på verdensdagen for religiøst forfulgte:

Lad os bede for disse brødre og søstre og lad os med vores bøn og solidaritet også støtte de mange, der endnu i dag forfølges på grund af deres religiøse tro.

Paven føler sig nær Capo Delgado

Pave Frans ringede for nyligt til biskoppen af Pembo, monsignor Fernando Lisboa, i Mozambique. Søndag efter angelus udtrykte han atter, at han føler sig nær dette afrikanske land, hvor den humanitære situation i provinsen Capo Delgado forværres:

Jeg ønsker i øvrigt at gentage, at jeg føler mig forbundet med befolkningen i Capo Delgado i Nordmozambique, der lider på grund af international terrorisme. Det gør jeg med det levende minde, jeg har om det besøg, jeg aflagde i dette land for cirka et år siden.

Som han allerede har gjort det over for biskop Lisboa, mindedes pave Frans sin rejse til Mozambique og hvor vanskelig situationen var allerede dengang i regionen, der er rig på råstoffer

 Især siden marts måned har der været gentagne angreb fra bevæbnede styrker, der foretager stadig mere sofistikerede angrebsoperationer, som også vækker bekymring i nabostaterne. Voldshandlingerne i Capo Delgado har skabt et frygtens klima mellem mennesker og skabt tusindvis af fordrevne i en befolkning, der i forvejen er fattig og marginaliseret.

24 augusti 2020, 11:14