De tilbringer sommeren sammen med flygtninge på Lesbos

Lisbeth Rütz Vatikanstaten

Den der for første gang i en alder af mere end 40 år sætter sig på skolebænken og lærer at sige det første ord på engelsk eller den, der genfinder sin værdighed ved at sidde ved et bord og dele et måltid sammen med familie og venner, kan opleve det som en genopstandelse. Det er et lille mirakel det, der sker i år i august på øen Lesbos. En gruppe på 120 personer, der kommer fra forskellige europæiske lande og er aktive i Sant´Egidiobevægelsen, ville gerne bruge deres sommerferie på at tjene mennesker, der i månedsvis har været lukket inde i flygtningelejre. De har hjulpet - måske bare med et smil, ved at lege med børnene eller ved at servere måltider.

Restaurant venskab

I dette øjeblik bor der omkring 16.000 migranter på den græske ø. Mange af dem er uledsagede mindreårige. De beder alle om asyl eller venter på at blive flyttet til andre lejre, og de tilbringer deres tid under usle hygiejniske forhold i telte, der er slået op på må og få mellem støv og mudder. Det er især børnene, der er fejlernærede. Den dramatiske situation er forværret af pandemien og lockdown. Disse frivilliges ”alternative ferie” er målrettet alle disse personer – for størstedelens vedkommende kvinder og børn, afghanske, syriske, afrikanske - alle på flugt fra krig, vold, forfølgelse som i denne varme sommermåned har kunnet sætte sig til et dækket bord i ”Restaurant Venskab”, der er indrettet i en gammel oliemølle. Her kan de med fuld overholdelse af forholdsreglerne mod covid spise godt. De skal ikke sidde på støvet eller på jorden, de skal ikke nøjes med tilfældig mad, men med veltillavet mad   til mennesker, der kan sætte sig og få en stund i værdighed, spise uden angst og i fred og ro. Det betyder en menneskeliggørelse af deres situation, en dæmper på raseriet og resignationen, fordi der er nogen, der tager sig af dem”, fortæller Mario Marazziti fra Sant´Egidio fællesskabet, der også er på alternativ sommerferie og er travlt optaget af at undervise i ”English school of friendship”. Undervisningen holdes om formiddagen i restauranten på basis- og avanceret niveau.

Engelskundervisningen betyder fremtid og håb for dem

”Alle dem, der kan komme ud af lejren – fortæller Marazziti – går 2 – 3 kilometer til fods. De kommer hertil, de har deres eget hæfte – skriver deres eget navn, har deres egen kuglepen eller blyant. Og de pjækker ikke fra en eneste lektion! Det er utroligt som en klasse, der går fra 8 til 45 år, kan blive en rigtig engelskklasse og have tre timer i træk uden at have et hjælpesprog”. Nogle af dem har aldrig gået i skole, andre kender ikke de bogstaver, de lærer, andre har aldrig skrevet fra venstre mod højre. Men alligevel vil alle ved slutningen af lektionen være i stand til at sige deres navn og hvor de kommer fra. ”Engelsk betyder fremtid og håb – tilføjer Marazziti- og denne fremtid er at kunne kommunikere med alle og at kunne få en ny start i livet, og det giver begejstring. Det er en børnenes verden, en verden med børn der er fulde af liv, fulde af tålmodighed. Og så slapper man af. At gå i skole er én stor hvile i en flygtnings liv”

En ny humanitær korridor er på vej

At være fløjet til Lesbos i dette øjeblik betyder for Sant´Egidio også at lægge en basis for den næste humanitære korridor. Takket være en aftale mellem Italien og Grækenland vil der snart komme en ny, der vil involvere cirka 300 personer, som fællesskabet er ved at lære at kende og opdele i Morialejren. Det Europa, der i denne måned er kommet til Lesbos, gør modstand mod det Europa, der er ved at lukke sig, ”Men jeg tror, det er det eneste Europa – konkluderer Marazziti- fordi det Europa, der lukker sig, husker ikke mere, hvad Europa er. Hvis det, som lukker sig, var her på Lesbos og så alt dette uden fordomme, ville det blive overbevist af det”