Pave Frans traditionelle Urbi et Orbi-velsignelse skete fra en næsten mennesketom Peterskirke Pave Frans traditionelle Urbi et Orbi-velsignelse skete fra en næsten mennesketom Peterskirke 

Urbi et Orbi: Nej til egoisme og splittelse – ja til solidaritet

Efter at have fejret den hellige messe påskedag uddelte pave Frans den traditionelle Urbi et Orbi-velsignelse. Det skete for første gang i historien fra en næsten mennesketom Peterskirke. Paven opfordrede til øjeblikkelig våbenhvile i alle væbnede konflikter over hele verden og til stop for fabrikation af våben.

Lisbeth Rütz – Vatikanstaten

Ligegyldighed, egoisme, splittelse og glemsel skal stoppe. Der skal tages initiativ til våbenhvile i væbnede konflikter. Der skal skrues ned for de internationale sanktioner, og gældsbyrden for de fattigste stater skal lettes, hvis den ikke ligefrem skal slettes. Det var pavens budskab fra Urbi et Orbi-velsignelsen.

Påske er – gentog pave Frans – visheden om, at kærligheden besejrer døden og at det gode sejrer over det onde. Påskebegivenheden smitter os med håb og betyder befrielse for en forpint menneskehed, sagde paven.

Gud forlader os ikke

For mange er det en ensom påske, der leves mellem alle de trængsler, som pandemien fører med sig – lige fra fysiske lidelser til økonomiske problemer. Denne sygdom betyder ikke bare et følelsesmæssigt savn for os, men også et tab af mulighederne for at få adgang til den trøst, der kommer fra sakramenterne – specielt eukaristien og skriftemålet. I mange lande har der ikke været mulighed for at få adgang til dem- men Herren har ikke ladet os være alene! Når vi er forenede i bøn, er vi sikre på, at Han har holdt sin hånd over os med den kraftfulde gentagelse af :Frygt ikke!

Skru ned for de internationale sanktioner

Paven påkaldte Kristi opstandelses kraft over læger og sygeplejersker, der hver eneste dag kæmper for de syge. Han velsignede også al lovlig øvrighed. De politiske magthavere opfordrede han til en indsats, der kan sikre de fattiges, flygtningenes og de hjemløses ret til at værdigt liv. 

Europa står over for en stor udfordring

Egoisme og ligegyldighed skal erstattes med solidaritet, for vi står over for en fare, der kan ramme alle, sagde pave Frans. Han opfordrede de europæiske lande til at sætte sig ud over gamle og nye stridigheder for i stedet at støtte og hjælpe hinanden.

I dag står Den europæiske Union over for en hidtil uset udfordring, som ikke bare dens – men også hele verdens fremtid vil komme til at afhænge af. Gå ikke glip af lejligheden til at vise endnu mere solidaritet – også selv om det indebærer innovative løsninger. Alternativet er kun den egoisme, der ligger i at pleje sine egne særinteresser og fristelsen til at vende tilbage til fortiden med den risiko, at den fredelige sameksistens og udviklingen for de fremtidige generationer sættes på en hård prøvelse.

Våbenhvile nu!

Paven ønskede global våbenhvile de steder, hvor der er væbnede konflikter. Det gælder Syrien, hvor der efter 9 års borgerkrig er 384.000 døde og stadig ikke håb om fred. Det samme gælder for Yemen, Irak, Libanon, Ukraine og mange steder i Afrika.

Glem ikke!

Paven opfordrede til ikke at glemme de mange udfordringer, menneskeheden står over for lige nu i form af krige, hungersnød, og tørke. Det er katastrofer, som driver millioner af mennesker på flugt. Paven nævnte som eksempel Capo Delgado-regionen i Mozambique. Han bad også om øjeblikkelige tiltag til løsning af konflikten i Venezuela, før han meddelte Urbi- et Orbi-velsignelsen og aflad til alle, der fulgte begivenheden gennem TV og radio.

13 april 2020, 11:58