Lad os ikke lukke os inde i os selv, selv om vi er bange
Andrea Tornielli - Vatikanstaten
Kirken våger over alle. Den er nær alle dem, der lider og er i nød. Sådan udtrykker Vatikanets statssekretær Kirkens nærhed i den dramatiske tid, som menneskeheden oplever på grund af pandemien. Trods nødsituationen og angsten må vi ikke ”lukke os inde i os selv”, sagde han.
Hvordan oplever paven og den romerske kurie denne nødsituation?
Vi deler en vanskelig tid med alle. For mange er det et dramatisk øjeblik. Jeg tænker på de syge, fremfor alt på de gamle, på de døende, på deres familiemedlemmer. Vi er tæt på påsken. Kirken våger over alle. Den er nær den, der lider og er i nød. Vi har brug for at blive befriet fra det fængsel som livet i frustration, trusler fra sygdom og død er. Lazarus kom ud! (Johannes 11,43) er råbet, som lyder ind i tiden og specielt ind i denne tid, for at den kan blive en ny tid i livet og i ånden. Den hellige Fader Frans prøver på enhver mulig måde at være tæt på mennesker over hele verden. For ham har kontakten med mennesker altid været fundamental, og han prøver på at opretholde den, også selv om det er på en ny og uprøvet måde. Dagens hellige messe, der sendes direkte fra Santa Marta, er et konkret tegn på det. Den konstante bøn for ofrene, deres familiemedlemmer, sundhedspersonalet, de frivillige, præsterne, arbejderne, familierne er et andet konkret tegn. Alle os, der arbejder sammen, prøver på at hjælpe ham med at bevare kontakten med kirkerne i hele verden.
Hvad er det, den kan lære os – denne dramatiske begivenhed, der rammer familierne, forandrer deres liv og vil komme til at skabe alvorlige tilbageslag i det økonomiske system?
Vi lever lige nu i et drama, der nødvendigvis må få betydningsfulde konsekvenser for vores liv. Først og fremmest konfronteres vi med vores skrøbelighed og sårbarhed. Vi bliver klar over, at vi ikke er skabere, men at vi er nogle stakkels skabte væsener, som eksisterer, fordi Nogen giver dem livet hvert øjeblik. Vi er ikke de absolutte herrer over vores liv. Der skal næsten ingenting til – en mystisk og usynlig fjende - for at få os til at lide, for at gøre os alvorligt syge, for at slå os ihjel. Vi får en forståelse af os selv som små, usikre, forsvarsløse, som dem, der har brug for hjælp. Vi står over for det væsentlige – det der virkelig tæller. Vi tilbydes muligheden for at genopdage værdien af familie, venskab, mellemmenneskelige relationer og generøsitet. Vi har brug for hinanden, og vi har brug for fællesskab og et samfund, der kan hjælpe os med, at vi tager os af hinanden. Jeg tror endelig, at dette er et velegnet øjeblik for at vende tilbage til Gud med hele vores hjerte, som pave Frans mindede os om i det ekstraordinære bønnens øjeblik den 27. mats og nogle dage før det økumeniske Paternoster, der blev bedt sammen med alle de kristne i hele verden.
Hvilket blik kan den kristne tro hjælpe os til at kaste på realiteterne nu og her?
Den kristne tro er, at Gud bryder ind i menneskets historie. Gud der bliver kød. Gud som kommer for at dele alt i vores liv med os – alt – undtagen synden og som vil lide og dø for at frelse os. Vi forbereder os på at fejre Påske i denne helt særlige fastetid. Jesus opstår, han besejrer døden, han giver livet. Troens blik hjælper os i disse vanskelige tider til at overgive os mere og mere til Gud, til at banke på hans dør med vores vedvarende bøn om at gøre denne prøvelsens tid kort. Det hjælper os til at se alt det gode, der omgiver os og som mange mennesker vidner om. Det er trøstende at se den pastorale kreativitet, som pave Frans har opfordret til, hos biskopper, præster, ordensfolk og mange lægfolk. De er Evangeliets ”stemme”. Sådan som alle, der kæmper mod sygdommen, er – fra læger til sygeplejepersonale og frivillige. Jeg tror, det gør godt at se, hvordan Kirken der lever midt i sit folks virkelighed, søger og finder tusind veje og bruger alle mulige midler for at sikre sig, at folk ikke er alene, kan bede, kan få et trøstens ord. Det slog mig, at selv om vi lige nu er i dette drama, så finder man en måde at udtrykke sig på -for eksempel med musik og sang for at være sammen. Jeg ville glæde mig, hvis dette på en eller anden måde kunne ske også ude i menighederne. Det ville være smukt, hvis alle kirkerne samtidigt - for eksempel ved middagstid - ville ringe med deres klokker et minut, så at lyden fra dem kunne være et kald til bøn sammen – også selv om vi fysisk er langt fra hinanden.
Hvad gør Den hellige Stol helt konkret i dette øjeblik for at hjælpe kirkerne i verden?
Den hellige Stol engagerer sig gennem sine afdelinger lige nu i at bevare kontakterne med de lokale kirker og søger at hjælpe de befolkninger, der er særlig ramte af spredningen af Coronavirus så meget som muligt. Det sker uafhængigt af deres religiøse tilhørsforhold, som det altid har været tilfældet. Siden den sundhedsmæssige nødsituation er begyndt på globalt niveau, har Den hellige Fader villet udtrykke sin nærhed og sin solidaritet med den kinesiske befolkning ved at sende en gave til den karitative organisation Jinde Charities og til Hong Kong. Efterfølgende er der også sendt hjælp til Iran, Italien og Spanien. Og der arbejdes med forskellige initiativer for at give et konkret udtryk for solidaritet og for at vidne om kærlighed.
Messerne og de andre liturgiske fejringer inklusiv begravelserne – er suspenderede; men kirkerne er næsten overalt endnu åbne. Hvad betyder dette? Hvad har De lyst til at sige til de troende, som ikke kan modtage sakramenterne?
At der ikke er mulighed for liturgiske fejringer er blevet nødvendigt for at undgå, at folk samles. Men i næsten alle byer er kirkerne fortsat åbne, og jeg håber, at dem der eventuelt skulle være lukkede vil blive genåbnede så hurtigt som muligt, for derinde i kirkerne er jo Jesu eukaristiske nærvær. Præsterne bliver ved med at bede og fejre den hellige messe for de troende, der ikke er i stand til at deltage i den. Det er smukt at tænke på, at døren til Guds hus bliver ved med at være åben – som til et hjem. Familien er huskirken; vi kan bede og forberede os på påsken ved at følge liturgierne og bønnerne i fjernsynet. Til de mange troende, der lider under ikke at kunne modtage sakramenterne, ville jeg gerne sige, at jeg deler deres smerte; men at de for eksempel skal huske muligheden for åndelig kommunion. Pave Frans har sammen med det apostoliske pønitentariat givet særlig aflad til de troende – ikke bare dem, der er ramt af Covid-19, men også sundhedsarbejderne, familiemedlemmer og dem, der viser dem omsorg ved at bede for dem. Og det er muligt for alle at bede med Guds ord. At læse, meditere, modtage det Ord, der kommer til os. Gud har med sit Ord udfyldt det tomrum, der gør os rædselsslagne i denne tid. I Jesus Kristus er det definitive Ord blevet kommunikeret til os.
Et af dramaerne i disse dage er ensomheden. På covid-19 afdelingerne dør man alene uden trøst fra sine egne slægtninge der ikke kan komme ind på intensivafdelingernes sygestuer. Hvordan kan Kirken vise, at den er tæt på disse personer?
Når det desværre ikke er muligt, at præsten sidder ved den døendes seng, kan enhver døbt bede og bringe trøst i kraft af det almindelige præstedømme, som vi alle har fået med dåbens sakramente. Det er smukt og evangelisk at forestille sig i denne vanskelige tid, at på en vis måde bliver også lægernes og sygeplejerskernes hænder, som hver dag trøster i livets sidste øjeblikke til alles hænder, kirkens hænder, familiens hænder der velsigner, hilser, tilgiver og trøster. De bliver til Guds hænder, der helbreder og giver liv – også det evige liv.
Hvordan vil den stille uges fejringer foregå i Vatikanet?
Vi har arbejdet på nogle måder, der er anderledes end de traditionelle. Det vil ikke være muligt at modtage pilgrimme, som det ellers altid er sket. I fuld respekt for de sundhedsmæssige regler og for at undgå smitte vil vi forsøge at afvikle Påsketriduets store riter på en måde, så de kan ledsage alle dem, der desværre ikke vil kunne komme i kirkerne.
Krisen er nu ved at blive verdensomspændende. På hvilken måde kan Kirken bidrage til en ånd af gensidig hjælpsomhed mellem nationer og forskellige kontinenter?
Desværre står vi foran en pandemi, og smitten spreder sig som en løbeild. På den ene side ser vi, hvor mange ekstraordinære kræfter, de udviklede lande har sat ind med mange ofre i de enkelte familiers liv og i den nationale økonomi for effektivt at håndtere krisen og inddæmme spredningen af virus. Men på den anden side må jeg indrømme, at jeg er endnu mere bekymret over situationen i de mindre udviklede lande, hvor strukturerne i sundhedsvæsenet ikke vil være i stand til at sikre nødvendig og passende pleje for befolkningen, hvis Covid-19 skulle spredes mere. Den hellige Stol søger at have hele verden som horisont - den forsøger ikke at glemme den, der er længst væk, den der lider mest den, der måske har svært ved at skaffe sig information fra de internationale medier. Dette er ikke en bekymring, der bare har med den aktuelle situation i pandemien at gøre. Vore brødre og søstre over hele verden er pint og plaget af krige, epidemier og hungersnød. Der er virkelig behov for at bede og for at vi alle sammen engagerer os, så den internationale solidaritet aldrig svigter. Trods nødsituationen, trods angsten er det netop i dette øjeblik, at vi ikke skal lukke os inde i os selv. I disse dage er vi desværre ved at blive klar over, at problemer og dramaer, som vi anså for at være langt væk fra vores liv, har banket på vores dør. Det er en lejlighed til, at vi kan føle os mere forenede, dyrke solidaritetens ånd og dele med hinanden. Ud af denne nødsituation vil der komme vanskeligheder og dybe forandringer. Vi har brug for, at den, der har politisk ansvar påtager sig det og sætter sig ud over sine egne egoistiske, personlige interesser eller gruppemæssige og nationale interesser.
Oversættelse: Lisbeth Rütz - Vatikanstaten
